Kronik: Retsplejeloven er født af kampen for den enkeltes retssikkerhed

KRONIK: Retsplejeloven fortjener hyldest i anledning af 100-årsjubilæet for at sikre den enkeltes retssikkerhed i både stort og småt og igennem tidernes skift, skriver udviklingsdirektør i Domsstyrelsen Merethe Eckhardt.

Af Merethe Eckhardt
Udviklingsdirektør, Domstolsstyrelsen

De kunne noget i 1919. Jeg har i år modtaget ikke mindre end tre invitationer til 100-års jubilæer. En for at fejre Advokatsamfundet, en for Højesterets sæde i de nuværende lokaler på Christiansborg Slot og en for vedtagelsen af Retsplejeloven. 

Den lov som 70 år efter Grundlovens vedtagelse var helt afgørende for beskyttelsen af den enkeltes retssikkerhed.

1919 blev altså et skelsættende år i dansk retshistorie, og lad mig forklare hvorfor.

Opskriften retssikkerhed i praksis
Et retssamfund som det danske har et utal af love om, hvad borgerne må og ikke må. Og til at forvalte landets love er der skabt et retssystem med domstole, politi, anklagemyndighed, advokater, fængsler og meget mere. Retsplejeloven sætter rammerne for hele det system, der forvalter landets love.

Den beskriver for eksempel, hvordan domstolene, politiet og anklagemyndigheden skal indrettes. Den beskriver betingelserne for at blive og fungere som advokat, og den beskriver i detaljer, hvordan arbejdet i retssystemet skal udføres. Oprettelsen af Advokatsamfundet var en direkte udløber af arbejdet med retsplejeloven. Fem bøger, 95 kapitler og ikke mindre end 1.043 paragraffer.

Retsplejen handler kort og godt om, hvordan retsstatsprincipperne bliver udlevet i praksis. At blive mistænkt for en forbrydelse, overvåget og varetægtsfængslet er voldsomme indgreb for et menneske.

En retsstat er kendetegnet ved at beskytte det enkelte menneske mod overgreb. Beskytte den enkelte mod forbrydelser og sikre, at de, som bliver mistænkt eller anklaget for forbrydelser, har lovsikrede rettigheder og får en retfærdig rettergang.

Med andre ord skal retsplejeloven sikre, at det danske retssystem i sin iver efter at beskytte borgeren mod forbrydelser samtidig står vagt om, at enhver betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og ingen må straffes uden lovhjemmel – og stort set altid ved dom.

Vi hylder ofte (og med god ret) Grundlovens indførelse i 1849. Det lille spinkle hæfte er fundamentet for den danske demokratiske retsstat. Men ikke mange er bevidste om retsplejeloven og dens enorme betydning.

Blev diskuteret af Grundlovens fædre
Grundlovens fædre var det og drøftede ivrigt behovet for at præcisere retsplejen. Men der skulle gå næsten 70 år, og adskillige lovkommissioner, inden den første retsplejelov blev vedtaget af Folketinget og trådte i kraft 1. oktober 1919.

Lic.jur. og tidligere medlem af Folketinget Preben Wilhjelm har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med i forbindelse med en af de relativt få danske sager, der er ført ved Menneskeretsdomstolen. Han har i anledning af retsplejelovens jubilæum skrevet bogen 'Kampen for retsstaten'.

Heri gennemgår han blandt andet den historiske tilblivelse af retsplejeloven og de mange overvejelser, datidens jurister og politikere gjorde sig. Bogen giver et spændende indblik i de magtkampe, der udspandt sig den gang, og de begivenheder, der spændte ben for beslutningerne.

Bogen redegør også for de mange modstridende interesser, der var på den tid - et helt anderledes mediebillede og ikke mindst en koncentration af magt hos et særligt segment af mænd. Debatten i Danmark var i høj grad inspireret af de strømninger og debatter, der foregik andre steder i Europa.

Retsstaten blev forankret hos folket
I 1919 var det en realitet, at også Danmark havde fået en lov om retspleje. Det betød flere væsentlige ændringer i den måde, en sag blev ført ved domstolen. Der blev blandt andet indført nævningedomstole i en række sager. Det var vigtigt for at forankre retsstaten hos folket og styrke den folkelige opbakning.

Men det var også vigtigt for at sikre, at tiltalte i retssager blev dømt af ligestillede og ikke kun af juridiske eksperter. Spørgsmålet om, hvem der kunne udpeges som nævninge, havde været et af de helt store stridsspørgsmål i den halvfjerds år lange proces.

Der blev også sikret offentlighed og mundtlighed i proceduren. Det var vigtigt, så der var fuld åbenhed om domsprocessen, og alle kunne følge sagerne - også dem der ikke kunne læse.

Advokaternes uafhængighed blev slået fast. Det betød blandt andet, at de kunne tale uforstyrret og fortroligt med den klient, de skulle forsvare i en given sag. Helt afgørende for, at en person kunne få en fair og nuanceret rettergang.

Sikrer dommerens neutralitet
Og så blev rollen som dommer (domstol) og anklager (politi) adskilt. Før retsplejeloven blev indført, var det den samme dommer, der undersøgte en given sag og afsagde dommen.

Det kunne sætte store spørgsmålstegn ved dommerens neutralitet og evne til at dømme udelukkende på basis af beviser. Og den praksis blev meget kritiseret af datidens toneangivende samfundsdebattører.

I dag er der, som følge af retsplejeloven, helt klare regler for, hvordan anklager, forsvarer, vidner, domsmænd, dommer med mere skal udpeges og agere sammen.

Der er etableret en anklagemyndighed, som fungerer helt adskilt fra dommeren, der dømmer. Kedelige, omfattende paragraffer, men helt afgørende for at sikre den enkeltes retssikkerhed i det store forkromede retssystem.

Fædrenes kamp skal hyldes
Retsplejeloven fylder nu 100 år, og modsat grundloven er næsten alle bestemmelser blevet justeret med årene. Samfundet har udviklet sig, og så må retsplejen også følge med for hele tiden at have borgerens retssikkerhed for øje.

Med telefonens udbredelse blev der for eksempel tilføjet nye betingelser for at anvende telefonaflytning, ligesom vores øgede frygt for terror og digitaliseringen har krævet ændringer i retsplejen. Ændringer, som i sagens natur kræver stor omhu.

Der eksisterer et Retsplejeråd af 1961 og et Strafferetsplejeudvalg af 1968. Rådet udarbejder betænkninger, der indeholder forslag til ændringer af retsplejeloven. Det er med andre ord ikke en hvilken som helst lov, vi fejrer i år.

Min jubilæumsgave til den danske retsplejelov skal derfor være en lille smule opmærksomhed i dagens anledning. En stille hyldest til datidens fædre, som indædt kæmpede for den enkeltes retssikkerhed – ikke kun i skåltaler, men også i hverdagens lavpraktiske handlinger.

Og så skal det være et stille håb om, at vi i fællesskab vil stå vagt om retsplejelovens smukkeste princip om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Forrige artikel Kronik: En børnenes statsminister skal have mod til at tænke sig om Kronik: En børnenes statsminister skal have mod til at tænke sig om