DPU-leder om forståelsespapir: Regeringen vil tage voksenansvar

DEBAT: Regeringen opfører sig – set med pædagogiske briller – som en voksen. Det er langtfra alle regeringer, som gør det. Men det var helt sikkert på tide, skriver Claus Holm.

Af Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Set med pædagogiske briller er der noget interessant ved den såkaldte politiske forståelse, statsminister Mette Frederiksen (S) har formuleret sammen med De Radikale, SF og Enhedslisten om regeringsdannelsen.

Vi har endnu til gode at se, om regeringen kan levere på intentionerne, men hvis vi tager ordene for gode varer, så er forståelsen nærmest skrevet ud af en pædagogisk tilgang til, hvad det vil sige at være voksen.

Ansvar for kommende generationer
En af de bærende ambitioner i aftalen er at tage ansvar for kommende generationer.

Både på det pædagogiske område isoleret set og i bredere forstand i klimasammenhæng. Og netop det – viljen til at tage ansvar for at give sine efterkommere bedre muligheder – kendetegner det at være voksen. I den forstand er den regeringsbærende forståelse i sit væsen pædagogisk.

Men man må også sige, at det var på tide.

Voksenansvar – eller mere præcist forældreansvar – er alt ansvars arketype, udtrykte filosoffen Hans Jonas sig i bogen Ansvarets princip fra 1978.

Heri skriver han, at når et barn kommer til verden, fordrer det som absolut hovedregel, at forældrene træder i karakter som ansvarlige voksne, der drager omsorg for at nogen 'tager sig af barnet' og dets fremtid. Det – ansvaret – er ifølge Hans Jonas uimodsigeligt.

Men det er ikke uimodståeligt – og det er ikke alle regeringer, der har haft eller har "forældre- og voksenansvaret" som skabelon for deres arbejde. Men det regeringsbærende forståelsespapir peger altså i en ansvarsfuld retning. Ikke kun for næste generation, men også for naturen. Det er løfterigt.

For vi kan ikke blive ved med at bytte et godt klima ud med et dårligere, uden at fremtidige generationer kommer til at lide under det, ja, i værste fald dø af det.

Etikken er vigtig
Allerede tilbage i 2009 udgav Klima- og Energiministeriet med Connie Hedegaard som minister en rapport med titlen "Klimabevidsthedens barriere". En rapport om bæredygtighedens etik.

Rapporten var skrevet af professor Peter Kemp og forskeren Lisbeth Witthøfft Nielsen. Den handlede både om voksnes ansvar for kommende generationer og for naturen.

De skrev, at naturen i sig selv er uerstattelig i mindst lige så høj grad som et andet menneske. De gik så vidt som til at skrive, at vi på samfundsniveau bedre kan tåle tabet af et andet menneske end tabet af det naturlige miljø, der opretholder livet for os alle.

Den etiske konsekvens var, at vi ikke kun kunne klare os med en næstekærlighedsetik, men også havde brug for en etik for bæredygtighed.

Det er 10 år siden, men virker mere indlysende i dag. Problemerne er ikke længere kun abstrakte og synlige for forskere, men kan konstateres konkret og ved selvsyn.

Farvel til tre barrierer
Noget af det mest interessante i regeringsaftalen er, synes jeg, at den rummer løfter, som det ikke er givet på forhånd, at regeringen kan levere på. Det er ambitiøst og dermed indebærer det også risikoen for at fejle.

Ud over at det – i parentes bemærket – er livsbekræftende i lyset af tidens perfekthedskultur og frygt for ikke at opnå perfekte resultater og 12-taller, er det også interessant i forhold til tre barrierer, som enhver voksen må lægge på hylden, hvis han eller hun vil være handlekraftig.

Det første er fatalismen eller skæbnetroen, der er forleder os til at tro, at vores indsats alligevel ikke kan rokke ved skæbnen – at vi ikke kan forandre verden alligevel.

Det andet er ubetydelighedskomplekset. Det er en barriere, som først og fremmest knytter sig til oplevelsen af magtesløshed, når vi bliver præsenteret for problemets omfang. At vi ikke kan løse problemet eller gøre en forskel som enkeltpersoner.

Det tredje er kortsynethed, hvor barrieren er, at vi ikke tænker langt nok, men lader os styre at det, der giver pote nu og her (selvom det måske koster senere). Det betyder, at vi ikke opretholder det konsekvente handlingsmønster over længere tid, der skal til for at skabe bæredygtig udvikling.

Den uansvarlige magtesløshed står i kontrast til, hvordan de to norske professorer Per Bjørn Foros og Arne Johan Vetlesen i bogen 'Angsten for opdragelse' har argumenteret for, at de voksne hidtil har leveret et historisk opdragelses- og verdenssvigt. 

Det udtrykker de, når Arne Johan Vetlesen citerer sin 86-årige mor for at sige: "Jeg er glad for, at jeg var ung, dengang jeg var ung. Jeg er glad for, at jeg har levet i den tid, jeg har, og jeg kan ikke misunde dagens unge med tanke på den verden, de skal overtage."

Regeringen lover at handle
Børn har brug for at være børn sammen med voksne, som de stoler på tager ansvar for deres fremtid. En rigtig voksen skal ifølge de to norske forskere kunne bekræfte børnenes fremtidige virkelighed ved at sige:

"Glæd dig til det, du har foran dig. Det er det, du skal overtage, når min tid er omme."

Og i hvert fald skal voksne ikke på uansvarlig vis slå korsets tegn foran sig og sige: "Godt, det ikke er mig, der er ung i dag."

Regeringen lover med aftalen med støttepartierne at gå op imod tanken om, at vi er udleveret til skæbnen.

De lover, at vi kan gøre en forskel – ikke alene, men i særdeleshed i fællesskab. Og at den som regeringen vil handle – og lære os at handle – konsekvent over længere tid.

Den lover kort sagt at være en voksen.

Forrige artikel RIKO: Regeringen skal nytænke indsatsen for at nå verdensmål 16 RIKO: Regeringen skal nytænke indsatsen for at nå verdensmål 16 Næste artikel Viceministre bør indføres – men på den rigtige måde Viceministre bør indføres – men på den rigtige måde
Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

AFTALE: Efter intense forhandlinger er EU og Storbritannien nået til enighed om en ændring af briternes skilsmisseaftale, som justerer reglerne for Nordirland efter Brexit. Hvis EU's stats- og regeringsledere godkender den nye aftale i dag, så vender alles blikke sig mod det britiske parlament. Har Johnson flertal i London?