Drop nu irritationen over politiske selfies

Da klimarapporten udkom for nylig, konstaterede en god ven lettere irriteret, at hans Facebook flød over af politikere, der postede meget bekymrede selfies.

Og han er ikke den eneste, hvis sociale mediefeed bliver fyldt af nærbilleder, som de folkevalgte har taget af sig selv. Politikerselfien er for længst blevet allestedsnærværende på sociale medier som især Facebook, Instagram og Twitter.

De fleste vil være stødt på fænomenet i form af en politiker, der har taget et selvportræt med ansigtet lagt i folder, der udtrykker vrede, glæde eller bekymring over alt fra politiske aftaler og diskussioner om kønsidentitet til kriminalitet eller arbejdspresset i døgninstitutioner.

Med den techkritiske zeitgeist og selfien i hånden er det oplagt at forarges over sociale mediers forfladigelse af den offentlige debat og erosionen af demokratiet. Men selfien giver faktisk et ret præcist billede af, hvordan sociale medier former politik i dag på både godt og ondt.

Selfien viser os nemlig, at politisk succes i stigende grad hænger sammen med succes på sociale medier, og dét handler om at kunne udtrykke sine værdier klart og tydeligt.

Vi spejler os i politikernes værdier, og de fleste vil gerne repræsenteres af mennesker, som de kan mærke. Det er grunden til, at selfien fungerer så godt, og at alt fra finanslove til klimaaftaler bliver akkompagneret af klare billeder på de følelser, der ligger bag dem.

Uanset hvilket synspunkt man hælder til, står det klart, at sociale medier har ændret måden, som politik bliver bedrevet på

Eske Vinther-Jensen
Kommentarskribent

Sociale mediers psykologiske økonomi tvinger altså de folkevalgte til klart og tydeligt at forklare værdierne bag deres holdninger og førte politik. Det vilkår begrædes af en del, der mener, at politik er blevet forfladiget, og at brugen af selfies er udtryk for vulgær populisme, der tillader politikerne at slippe uden om de svære spørgsmål ved deres virke.

Argumentationen følger devisen "man kan ikke reducere en lov om psykiatrien til et enkelt vredt ansigt". De vil typisk pege på Donald Trumps brug af Twitter som den logiske konsekvens af sociale mediers effekt på politik og dernæst citere Hanna Ahrendt for, at med sociale medier bliver alt muligt og intet sandt.

Andre mener derimod, at sociale medier faktisk er med til at brede demokratiet ud til en del mennesker, som ellers ikke ville være særligt tilbøjelige til at interessere sig for politik.

De fremfører, at det tvinger politikerne til at tage stilling til, hvorfor de gør, som de gør, og fratager dem muligheden for at gemme sig bag teknokratiske argumenter.

De peger også på, at enhver udvidelse af deltagelse i den offentlige debat bliver mødt af modstand fra dem, der hidtil har haft eneret på den, og at dét er det reelle motiv bag den sociale mediekritik.

Uanset hvilket synspunkt man hælder til, står det klart, at sociale medier har ændret måden, som politik bliver bedrevet på. Det er i dag nærmest umuligt at forestille sig en håbefuld politiker, som ikke bruger tidens toneangivende sociale medier til at skabe en platform for sig selv og knytte et bånd med vælgerne.

Selvfølgelig vil der være politikere, som bruger det til at løfte den politiske samtale med og andre, som satser på kortsigtet stemmemaksimering og undgår svære spørgsmål. Sådan har demokratiet altid fungeret, og det er nok ikke sociale mediers skyld.

Næste gang min ven bliver irriteret over en politikerselfie, kan han derfor overveje at benytte lejligheden til at stille et kritisk spørgsmål til den folkevalgte og glæde sig over, at denne har stillet sig til rådighed for offentligheden.

Måske vil han dermed gøre sit til, at politikerne bruger Facebook og de andre sociale medier til glæde for en lidt bedre oplyst samtale mellem vælgere og valgte.