Dyre valgløfter og værdipolitik: Sådan vandt rød blok valget på Færøerne

Selvom der endnu ikke er landet en regering på Færøerne efter torsdagens lagtingsvalg, kan færingerne formentlig se frem mod at få Aksel V. Johannesen som deres næste lagmand. Økonomi, værdi- og fiskeripolitik gjorde hans parti, Javnaðarflokkurin, til lagtingets største, lyder analysen.

Færøernes næste lagmand Aksel V. Johannesen bliver lykkeønsket af sine socialdemokratiske partifæller til valgfest hos KVF.
Færøernes næste lagmand Aksel V. Johannesen bliver lykkeønsket af sine socialdemokratiske partifæller til valgfest hos KVF.Foto: Julie Schønning
Julie Schønning

TÓRSHAVN: Det endelige valgresultat er endnu ikke landet, da den sidste partileder ankommer til valgfesten hos tv-stationen KVF torsdag aften efter det færøske lagtingsvalg.

En håndfuld kameraer omringer Aksel V. Johannesen fra det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin på den røde løber. De knap og nap ti partifæller klapper fra det runde bord med røde roser. En enkelt hujer.

Det er på sin vis en lavmeldt velkomst til dagens mand i skysovs.

Aksel V. Johannesen ligner til forveksling manden, han afløser. Begge midaldrende herrer, kortstudset gråligt hår, sort jakkesæt, firkantet ansigt. Men Aksel V. Johannesens slips er rødt – ikke blåt.

Se frem mod magtskifte

Da alle stemmerne er optalt, står det klart, at den socialdemokratiske partiformand med al sandsynlighed bliver Færøernes næste lagmand.

Det har han prøvet før, og på trods af et bredt smil, er det en ydmyg mand, Altinget beder om en reaktion på resultatet.

“Det var et meget fint resultat for vores parti – lidt som meningsmålingerne sagde. Det ser fornuftigt ud,” siger Aksel V. Johannesen.

Ja, det gør det. Men hvordan føles det egentlig at gå to mandater frem?

“Jeg tror, det er første gang siden 1990, at noget parti har haft flere end otte mandater, så det er jo rigtig flot.”

Med Javnaðarflokkurins ni mandater ud af lagtingets 33 medlemmer, bliver det vanskeligt at danne regering uden om dem. Dermed kan Færøerne se frem mod et magtskifte. De sidste tre år har en borgerlig koalitionsregering nemlig siddet ved magten.

Hvem er Aksel V. Johannesen?
  • Født i Klaksvik, Færøerne, 1972 (50 år).
  • Cand.jur. fra Københavns Universitet, 2004
  • Søn af Vilhelm Johannesen, som sad i lagtinget for Javnaðarflokkurin i 28 år
  • Formand for Javnaðarflokkurin siden 2011
  • Sad som stedfortræder i folketinget for Sjúrður Skaale i to måneder i 2012
  • Lagmand for Javnaðarflokkurin fra 2015-2019 i en regering bestående af Javnaðarflokkurin, Framsókn og Tjóðveldi

Dyre valgløfter bar rød blok til valgsejr

Det er et broget billede, der tegner sig, når man spørger vælgere, eksperter og politikere, hvorfor det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin vristede regeringsmagten ud af blå blok ved lagtingsvalget på Færøerne torsdag.

Valgkampen har handlet om politiske spørgsmål, som er velkendte fra folketingsvalget.

Manglen på hænder i velfærdssektoren, stigende inflation, høje energi- og boligpriser har været blandt de vigtigste dagsordener. 

“Der har ikke været ét afgørende tema,” konstaterer politisk kommentator Árni Gregersen.

Han mener til gengæld, Javnaðarflokkurin fremgang skyldes, at de har lovet hjælp til de hårdest ramte familier oveni de skattelettelser, der tilsyneladende er bred enighed om i Lagtinget. De er samtidig gået til valg på at forkorte færingernes arbejdsuge fra 40 til 37 timer.

“Javnaðarflokkurin har haft de dyreste løfter til vælgerne. Nogle har sagt at deres partiprogram vil koste mellem 800 millioner kroner og 1 milliard kroner. Men ingen har regnet på det, hvad jeg ved af,” siger den politiske kommentator.

Dyk ned i valgresultatet nedenfor. Artiklen fortsætter efter grafen.

Blå blok tabte valget på sin værdipolitik

På gågaden i Tórshavn, hvor en ny woke dagsorden er mest fremherskende, står det dagen efter valget klart, at det var den blå regerings manglende modstand overfor det kristne fløjparti Miðflokkurin, der var skyld i regeringens fald.

Blandt de Javnaðarflokkurin-venlige vælgere, har etiske spørgsmål været udslagsgivende for, hvor krydset skulle sættes.

“De røde partier går højere op i "equal rights". Derfor glæder valgresultatet mig rimelig meget,” siger Christian Dan Sørensen, som arbejder på det lokale fritidshjem.

“De etiske værdispørgsmål har fyldt meget for mig,” lyder det fra Astrid Mohr, der er ved at parkere en barnevogn ude foran bogcafeen i centrum af Tórshavn.

”Jeg forventer, at den nye regering tager abortlovgivningen til revision som noget af det første. Så må de økonomiske udfordringer vente til bagefter.”

Skattelettelser til de lavest lønnede

Den socialdemokratiske folketingspolitiker Sjúrður Skaale er også på gaden dagen derpå. Han er forsinket til en frisørtid, men giver gerne sin analyse på valgresultatet med.

Han mener med stor selvfølgelighed, at der var ”efterspørgsel efter den socialdemokratiske politik.” Og så peger han på blå bloks konservative linje og forvaltningen af fiskerierhvervet som årsag til nederlaget.

“Mange er skeptiske overfor den måde, fiskerisektoren er blevet forvaltet på. Vi mener, at der skal trækkes flere ressourcer derfra, som skal bruges på skattelettelser til de lavest lønnede. Fiskeriaftalen med Rusland fyldte også meget. Og så det værdipolitiske: den blå regering var meget, meget, meget tilbageholdende med at give homoseksuelle flere rettigheder,” siger Sjúrður Skaale.

Rusland og værdipolitik var ikke afgørende

Hverken fiskeriaftalen med Rusland eller værdipolitik var afgørende, hvis man spørger politisk kommentator Árni Gregersen.

Ifølge ham går ønsket om LGBT-rettigheder og en lempeligere abortlovgivning på tværs af alle partier undtagen Miðflokkurin. Det var ”bestemt” ikke kun venstrefløjen, der slog sig op på at være LGBT-venlige, mener Árni Gregersen, der fremhæver, at Miðflokkurin er det eneste parti, som kannibaliserer vælgere på sin stramme anti-woke linje.

“Miðflokkurin det eneste parti, som man klart ved, hvor står. I de øvrige partier er der tradition for, at partiledelsen sætter lagtingsmedlemmerne fri, når der skal stemmes om værdispørgsmål.”

“Samtidig må man konstatere, at fiskeriaftalen med Rusland ikke har været top of mind hos vælgerne. Kun Selvstyrepartiet gik til valg på at gøre en ende på fiskeriaftalen, og de tabte deres eneste mandat i lagtinget.”

Læs også

Framsókn kan blive afgørende

Der er endnu ikke landet en regering på Færøerne efter torsdagens lagtingsvalg.

Men lidt ved vi allerede.

Færingerne kan enten forvente en venstrefløjsregering bestående af Javnaðarflokkurin, Framsókn og Tjóðveldi. Eller en ”midterregering” med Javnaðarflokkurin, Framsókn og Sambandsflokkurin, der er Venstres færøske søsterparti.

Således står Færøerne lige nu i et politisk landskab, der er velkendt fra dansk politik.

To partier er så godt som sikret et regeringssamarbejde. Men det bliver spændende at se, om nye lagmand Aksel V. Johannesen tilbyder ministerposter til det venstreorientede løsrivelsesparti Tjóðveldi, hvem han begyndte forhandlingerne med fredag.

Nedtrapning af bloktilskuddet

Uanset regeringskonstellation, bliver den økonomiske politik den største udfordring. Det mener Árni Gregersen.

“Javnaðarflokkurin har lovet en masse ydelser, men Framsókn er mere liberale i sin økonomiske politik.”

Samtidig kan der opstå uenighed i en kommende regering om Færøernes tilknytning til Rigsfællesskabet.

Javnaðarflokkurin og Sambandsflokkurin er enige om, at forholdet til Danmark er fint, som det er. Men Framsókn og Tjóðveldi er separatistiske partier, og de vil måske kæmpe for en nedtrapning af bloktilskuddet.

Således er der flere gode grunde til at holde et øje på Framsókn de kommende uger. De kan ikke alene blive afgørende for regeringsdannelsen, men også for de kommende års politiske linje.

Der kan ligefrem opstå en situation, hvor Framsókn får rigtig meget indflydelse for sine mandater, ligesom det var tilfældet med Miðflokkurin i den afgående regeringskoalition. Sådan lyder det fra den politiske kommentator.

“Det kan jeg godt se for mig. De får minimum én eller to ministerposter.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aksel Vilhelmson Johannesen

Lagmand, Færøernes Landsstyre, partileder (Javnaðarflokkurin)
cand.jur. (Københavns Uni. 2004)

0:000:00