Debat

Dyrenes Beskyttelse til grisetransportører: I overtræder reglerne for dyretransport. Derfor må I også selv betale kontrolgebyr

Brancheorganisationen SamMark argumenterer for, at der er for høje kontrolgebyrer på dyretransporter af levende grise. Reglerne på området overtrædes dog jævnligt, og derfor er det ikke urimeligt, at branchen selv er med til at betale for kontrollen, skriver Britta Riis i en replik.

Regler, der skal beskytte landbrugsdyr mod lidelse under transporter, bliver jævnligt overtrådt, skriver Britta Riis.
Regler, der skal beskytte landbrugsdyr mod lidelse under transporter, bliver jævnligt overtrådt, skriver Britta Riis.Foto: Christof Herrmann/Ritzau Scanpix
Britta Riis
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lisbeth Hommelhoff, sekretariatschef for interesseorganisationen SamMark, der blandt andet repræsenterer grisetransportørerne, argumenterer i et indlæg om eksport af levende grise i Altinget 4. august 2021 for, at vi i Danmark har for høje kontrolgebyrer, samt at vi overimplementerer EU-regler på området.

Lad os en gang for alle slå fast, at der er tale om danske og europæiske minimumsregler, som er til for at beskytte landbrugsdyr mod lidelse under transporter, som, vi ved, udgør en velfærdsmæssig belastning for dyrene.

Reglerne er i dag desværre både mangelfulde og lempelige.

Reglerne bliver jævnligt overtrådt
De minimumsregler, der eksisterer i dag, bliver jævnligt overtrådt, hvilket blandt andre Dyrenes Beskyttelse har været med til at afdække gentagne gange de senere år.

I 2015 og 2016 fandt politiet og Fødevarestyrelsens rejsehold for eksempel overbelægning på hver fjerde dyretransport, de standsede på vejene.

Desværre er det de mange millioner grise, som betaler prisen, når reglerne ikke bliver overholdt.

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

I 2018 politianmeldte Fødevarestyrelsen over 1.000 dyretransporter i perioden 2015-2017 primært for at have kørt med for mange dyr og for ikke overholde køretidsbegrænsningerne.

Fyns Politi valgte i 2019 at tiltale 11 danske vognmænd og speditører for mere end 1.000 tilfælde af brud på reglerne for, hvordan dyr må transporteres i lastbiler i mere end 8 timer.

Og da Fødevarestyrelsen i 2019 indførte en (varslet) skærpet kontrol af dyretransporterne, så fandt man stadig overtrædelser på hver tiende lastbil.

Ved hver overtrædelse er der potentielt hundredvis af dyr, der lider overlast.

Branchen må selv være med til at betale for egen kontrol
Derfor er det på ingen måde urimeligt, at branchen selv er med til at betale for sin egen kontrol, når der i årevis er konstateret problemer med at overholde reglerne. Det er ikke samfundet og danske borgere, der skal betale regningen for, at der sendes millioner af levende dyr ud på lange og opslidende transporter ned gennem Europa.

De mange overtrædelser, der fanges i kontrollen, viser, at der i dén grad er brug for selvransagelse i transportbranchen og for, at der bliver strammet op. Desværre er det de mange millioner grise, som betaler prisen, når reglerne ikke bliver overholdt. 

Dyrenes Beskyttelse mener, at lange dyretransporter er uforenelige med god dyrevelfærd og stod det til os, så skulle lange dyretransporter slet og ret forbydes. Et sådant forbud arbejder vi for i forbindelse med den forestående revision af EU's transportforordning i 2023.

Kritisk højdekrav for smågrise er stadig ikke implementeret
Lisbeth Hommelhoff argumenterer mod overimplementering af EU-regler uden dog at komme med ét eneste eksempel.

Det skyldes muligvis, at vi i Danmark - som er det land i EU, der eksporterer allerflest levende smågrise - udelukkende følger de regler, der er fastsat i EU's transportforordning, og i mange tilfælde har været og stadig er fodslæbende med at omsætte forordningen i dansk lov.

Det er ikke bare dårlig dyrevelfærd, det kan også skabe potentielt livstruende situationer.

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

Et godt eksempel er højdekrav for smågrise ombord på en lastbil.

Der er i den europæiske transportforordning et udefineret krav om, at der skal være tilstrækkelig frihøjde til at sikre ventilation oven over dyrene, men uden et fast højdekrav er det svært at vide, hvornår forholdene lever op til reglerne – både for vognmænd og for myndighedernes kontrol.

I dansk lovgivning findes der ingen fastlagte højdekrav ved transport af grise under 40 kg. Der har i årevis eksisteret højdekrav for de større grise, men grise under 40 kg er ikke dækket.

Det kan undre, når nu grise i denne vægtklasse udgør cirka 95 procent af de omkring 15 millioner danske grise, der hvert år eksporteres.

Dårlig dyrevelfærd: iltmangel og overophedning
Det er mange millioner dyr, der hvert år transporteres uden et fastsat krav til højden i det aflukke, hvor dyrene er anbragt.

Da der samtidig er sket en udvikling, hvor transportfirmaer kører med grise i netop denne størrelse i helt op til fem etager, er der risiko for, at der ikke længere er tilstrækkelig frihøjde over ryggen på dyrene (en lastbils totalhøjde må maksimalt være 4 meter). Dyrene udsættes på denne måde for eksempelvis iltmangel og overophedning under transporten ned gennem Europa, især i den varme sommer.

En svinetransport har ikke køleanlæg til dyrene, hvilket betyder, at temperaturen ombord ofte er højere end udenfor. 

Det er ikke bare dårlig dyrevelfærd, det kan også skabe potentielt livstruende situationer.

Politisk aftale om højdekrav til smågrise under 40 kg
Ifølge en politisk aftale fra 2018, skulle ” […] den nuværende tabel for krav til indvendig højde i bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport, udvides til også at gælde grise med en gennemsnitsvægt under 40 kg, da eksporten af grise under 40 kg er blevet meget udbredt de senere år".

Næsten tre år og knap 50 millioner eksporterede smågrise senere - er der stadig ikke vedtaget et sådan krav.

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

På den måde skulle man netop sikre overholdelse af kravene i den europæiske transportforordning, der har eksisteret siden 2005.

Udvidelsen sker på baggrund af faglige anbefalinger fra EU's fødevaresikkerhedsmyndighed, The European Food Safety Authority (EFSA). Dette fremgår af et svar, som daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) har givet Miljø- og Fødevareudvalget.

Et sådan krav vil sikre en tilstrækkelig ensartet kontrol og give embedsdyrlægerne de rette værktøjer til at håndhæve reglerne på et sikkert grundlag. Kravet får i øvrigt opbakning fra Den Danske Dyrlægeforening, som vurderer, at det vil skabe bedre dyrevelfærd for millioner af grise.

Udvidelsen af EU-reglerne bliver syltet
Men sagen er gang på gang blevet syltet, og her i 2021 – næsten tre år og knap 50 millioner eksporterede smågrise senere - er der stadig ikke vedtaget et sådan krav.

Det skyldes blandt andet, at vognmændene stiller sig på tværs ved udsigten til, at deres lastbiler måske ikke længere kan anvendes uden en ombygning.

Sagen udstiller på fineste vis, hvor dårligt omsat EU-reglerne er til dansk lov, når selv noget så essentielt som adgang til luft kan blive et stridspunkt. Men i sådan en diskussion bør det altid være hensynet til dyrene, der vægtes højest.

Derfor forventer jeg, at vores politikere og myndigheder hurtigst muligt vil få indført faste højdekrav for eksport af danske smågrise under 40 kg, som det oprindeligt blev aftalt i den politiske aftale fra 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00