Efter flere møgsager skal enorm undersøgelse sætte arbejdsmiljøet i folkekirken under lup

Folkekirkens ansatte får i en stor undersøgelse muligheden for at fortælle, hvor skoen trykker i forhold til dårligt arbejdsmiljø. En del af forklaringen kan ligge i folkekirkens helt særlige opbygning, der fordeler ledelsesansvar, lyder det.

Ikke kun visse kirkebygninger er i dårlig stand. Også arbejdsmiljøet halter flere steder i folkekirken.
Ikke kun visse kirkebygninger er i dårlig stand. Også arbejdsmiljøet halter flere steder i folkekirken.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

15.000 ansatte i folkekirken bliver gennem efteråret udsat for spørgeskemaer og interviews.

Og selvom det kan være en kedelig tjans at krydse bokse af, opfordrer en bred kreds af kirkelige aktører til at udfylde skemaerne grundigt.

Formålet er nemlig at undersøge, hvor store problemer folkekirken har med dårligt arbejdsmiljø, og hvor det vil give mening at sætte ind.

Peter Birch, biskop i Helsingør Stift, har fået plads i styregruppen bag den store undersøgelse. Han fortæller, at der er problemer, der skal tages hånd om.

"Medarbejdere på den folkekirkelige arbejdsplads har en høj grad af arbejdstilfredshed, der hænger sammen med en oplevelse af have medindflydelse på tilrettelæggelsen af eget arbejdsliv. Men der er også eksempler på arbejdsmiljøproblemer i form af en højere forekomst af mobning eller chikane sammenlignet med andre grene af arbejdsmarkedet," siger biskoppen.

Også fagforbundet 3F er repræsenteret i styregruppen. Louise Røssell Wredstrøm, der er forhandlingssekretær i 3F, er glad for, at der er blevet taget initiativ til undersøgelsen.

"Det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken er ikke som på andre arbejdspladser. Det er væsentligt dårligere. Og derfor er det vigtigt at få kortlagt, hvorfor det forholder sig sådan, og hvorhenne vi skal sætte ind," siger hun.

Et tostrenget instrument

Historier om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken dukker jævnligt op i medierne, og beretninger om mobning, chikane og krænkelser har derfor været med til at krakelere billedet af folkekirken som en god arbejdsplads.

Det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken er ikke som på andre arbejdspladser. Det er væsentligt dårligere.

Louise Røssell Wredstrøm
Forhandlingssekretær, 3F

Fra 3F lyder det, at en væsentlig årsag bag arbejdsmiljøudfordringerne skal findes i folkekirkens helt særlige opbygning.

Folkekirken har en tostrenget struktur, der består af en politisk søjle, hvor præsterne er ansat af Kirkeministeriet, og en folkelig søjle, hvor menighedsrådene har ansvar for kirkefunktionærerne.

Strukturen betyder, at der i samme kirke er flere arbejdsgivere. Den flertydige ledelsesstruktur kan være med til at gøre tingene værre, mener Louise Røssell Wredstrøm fra 3F.

"Menighedsråd er ikke en professionel arbejdsgiver. De skal forvalte økonomi for mange millioner og samtidig være arbejdsgiver for en del medarbejdere," siger hun og fortsætter:

"3F har i mange år slået på tromme for, at arbejdsgiveransvaret skal løftes ud af menighedsrådene. Vi mener, at det skal helt op i stiftet, for der sidder nogle medarbejdere der, som har forstand på løn- og personaleforhold."

Undersøgelsens styregruppe
  • Henrik Vagner, HR-chef i Kirkeministeriet (formand)
  • Peter Birch, biskop
  • Betty Ahrenfeldt, Provsteforeningen
  • Mette Kathrine Grosbøll, Præsteforeningen
  • Inge Kjær Andersen, Landsforeningen af Menighedsråd
  • Stine Filtenborg, 3F
  • Bettina Ulstrup, Kordegneforeningen

Biskop Peter Birch er enig i, at den særlige struktur kan komplicere ting.

"Det kan indimellem betyde, at ting falder mellem to stole, eller der opstår et ledelsesvakuum. Eller at man ikke ser arbejdspladsen som én fælles arbejdsplads, men i højere grad ser den som to søjler," siger biskoppen og understreger:

"Det er vigtigt, at arbejdsmiljøudfordringer ikke bliver en kastebold imellem de to ledelsesstrenge. Arbejdsmiljøproblemer forsvinder ikke af sig selv; de vokser af sig selv, hvis ikke man tager fat i dem. Derfor er det vigtigt at have et aktivt beredskab over for de konflikter, der er, men også at øge medarbejdernes forståelse af arbejdsmiljøets betydning og deres evne og mulighed for at håndtere de konflikter, der altid vil være på en arbejdsplads."

Skal Christiansborg blande sig?

I starten af 2024 skal undersøgelsens resultater efter planen offentliggøres. Derefter skal der diskuteres løsningsforslag.

Og det er her, at enigheden ophører mellem biskoppen og 3F.

For mens biskop Peter Birch argumenterer for, at folkekirken selv skal være i stand til at løse sine problemer med arbejdsmiljø, mener 3F’s Louise Røssell Wredstrøm, at politikerne skal svinge lovgivningshammeren.

"Jeg har svært ved at se en løsning uden politisk indblanding, for vi har kørt rundt i det samme i årevis," siger Louise Røssell Wredstrøm.

Peter Birch vil – i samarbejde med resten af kirken – klare det selv.

"Jeg synes ikke, at det er noget, man i udgangspunktet skal have en politisk indblanding i. I folkekirken skal vi ligesom på alle mulige andre arbejdspladser sikre et godt arbejdsmiljø, og den her undersøgelse skal hjælpe os til at få et opdateret billede af, hvor de store udfordringer er. Dem skal vi så være modne til at håndtere selv," siger biskoppen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Birch

Biskop, Helsingør Stift
cand. theol., Københavns Universitet, 1989

0:000:00