Debat

Ejrnæs: Det er egoistisk kun at se ulven som en fjende

DEBAT: Mennesket har i årtusinder brugt sin skelneevne til at dele alting op i godt og ondt. Ulv og hund kommer i hver sin kasse, selvom de objektivt set er ens, og det er en skam. Lad os i stedet give plads til ulven i naturen, mener Rasmus Ejrnæs. 

Menneskets skelneevne har sat den vilde natur i skammekrogen som ond og unyttig, mens den tamme natur er god og nyttig. Det har store konsekvenser for ulvene i Danmark.
Menneskets skelneevne har sat den vilde natur i skammekrogen som ond og unyttig, mens den tamme natur er god og nyttig. Det har store konsekvenser for ulvene i Danmark.Foto: /ritzau/Brian Bergmann
Katrine Skov Sørensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Ejrnæs
Biolog og forsker, Aarhus Universitet 

Canis lupus er den videnskabelige betegnelse for ulv, mens Canis lupus familiaris er betegnelsen for hund.

Det første vilde dyr, som vore forfædre stiftede venskab med, dengang vi var jæger-samlere, var altså en ulv.

I dette lys er det interessant, at danskerens bedste ven er søster til danskerens mest forhadte fjende, den afskyelige ulv, som spiser små rødhætter.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

For at forstå dette Dr. Jekyll og Mr. Hyde-kompleks vil jeg foreslå en kort ekskursion til syndefaldsmyten.

Kort fortalt forbrød Adam og Eva sig mod husreglerne i paradisets have og blev smidt på porten som straf.

I dag hvor ulven bevisligt ikke truer vores eksistens mærkbart, så har vi en enestående chance for at give plads til livets skønhed.

Rasmus Ejrnæs
Biolog og forsker, Aarhus Universitet 

I paradisets have var de første mennesker uskyldige og levede mellem dyrene og manglede aldrig noget, men uden for haven skulle mennesket stå på egne ben under svære vilkår.

Forbrydelsen bestod i, at vi fra kundskabens æble erhvervede skelneevnen, og skelneevnen er nøglen til at forstå vores naturforhold.

Alt skal deles op i godt og ondt
Menneskets skelneevne er enestående på planeten Jorden, og vi har brugt denne skelneevne til at kolonisere hele planeten og omskabe ugunstige levevilkår til produktive økosystemer og komfortable boliger.

Vi har drænet sumpene, fældet skovene, dyrket jorden, inddiget landet og dæmpet erosion og sandflugt. På vejen mod egen lykke har vi stort set udryddet alle store vilde dyr.

Planetens samlede biomasse af store dyr består stort set af kvæg, gris, hest, får og ged.

Det er svært at få øje på elefanter, løver, næsehorn, tigre, leoparder, afrikanske bøfler, urokser og flodheste. Vi slår dem ihjel for at æde dem eller fordi de truer os eller vore husdyr og afgrøder.

Tænk sig i Norge, hvor de svømmer i plads og velstand, er der flere regioner, hvor man har sat sig for at udrydde jærv og los, for at disse sjældne rovdyr ikke skal kompromittere fåreavlen i fjeldet.

Skelneevnen er umættelig – alt skal deles i godt og ondt og nyttigt og unyttigt.

I skelneevnens perspektiv ender den vilde natur i skammekrogen som ond og unyttig, mens den tamme natur er god og nyttig.

Ulv og hund, som objektivt set er helt ens, kommer i hver sin kasse. Vi hyrder de snotdumme får, og pløkker den majestætiske kongeørn.

Robotter med overmenneskelig skelneevne 
Menneskehedens seneste nyttige opfindelse hedder kunstig intelligens.

Skelneevnen i kunstig intelligens er nu så rasende hurtig, at den har banket de skarpeste menneskehjerner i de sværeste spil, vi kender – skak og go.

Alt tegner til, at kunstig intelligens og robotter fremover vil overtage diagnosticeringen af sygdomme, industriel produktion, transport og krigsførelse.

Man skal ikke være særlig fantasifuld for at forestille sig, at robotter med overmenneskelig skelneevne en dag stiller spørgsmålet:

”Hvor mange mennesker er der egentlig brug for i verden?”. Er vi helt trygge ved en dag at blive evalueret af en overlegen livsform ud fra vores egen smålige målestok for eksistensberettigelse?

Sans for skønhed 
Jeg ser et lille håb. Undervejs i det moderne menneskes lange historie har der været en sans for skønhed, en understrøm, som har løbet parallelt med vores kamp for overlevelse og velstand.

For 35.000 år siden malede vores forfædre forunderligt smukke tableauer med løver og næsehorn i en grotte i Sydfrankrig, og i dag valfarter mennesker til de sidste naturreservater, som endnu kan mønstre elefanter, næsehorn og store kattedyr.

I dag hvor ulven bevisligt ikke truer vores eksistens mærkbart, så har vi en enestående chance for at give plads til livets skønhed.

I Danmark har kloge mennesker sat sig sammen og skrevet en forvaltningsplan for ulv, som udkom i 2014.

Dette moderne forlig mellem vores skønhedssans og snusfornuftige skelneevne er netop nu under hård beskydning af højrøstede og selvretfærdige kritikere.

Denne insisteren på, at ulven alene kan forvaltes som vores fjende, er i mine øjne egoistisk, indskrænket og utidssvarende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ejrnæs

Professor, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, radiovært, Radio4
cand.scient. i biolog, ph.d. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00