Eksperter: Efter Trumps fredsplan står Europa over for et afgørende valg

Antallet af punkter skiftede fra 28 til 22 til 19, og undervejs lykkedes det Europa at fremlægge sine egne forslag, hvilket for en kort stund løftede optimismen efter chokket over det første udkast.

Kunne man for et øjeblik ane konturerne af en mulig afslutning på en krig, der nu nærmer sig fire år, har kostet over en million mennesker livet og for første gang i årtier sat Europas egen sikkerhed under eksistentielt pres?

Desværre er realiteten, at den europæisk prægede – og mere spiselige – plan i praksis endnu engang har rykket os væk fra en realistisk, diplomatisk afslutning på krigen.

Røde linjer, der ikke overlapper

De europæiske tilføjelser består hovedsageligt af krav, Moskva ikke vil acceptere. Ligesom Trumps første udkast var fyldt med krav, Ukraine og Europa ikke kan leve med. To sæt røde linjer, der ikke overlapper.

Europa står derfor over for et grundlæggende valg:

Europa står tilbage uden et svar. Ikke fordi vi mangler information, men fordi vi mangler en strategi, der matcher den verden, vi faktisk befinder os i.

Jakob Dreyer, ph.d. og postdoc, KU og Christine Nissen, chefanalytiker, Tænketanken Europa

Enten accepterer EU en aftale, der i praksis fastfryser Ruslands territoriale gevinster og normaliserer Moskva i den globale økonomi – og dermed reelt undergraver den norm, som den liberale verdensorden bygger på: At grænser ikke ændres gennem militær magt.

Eller også insisterer EU på en Ukraine-tro linje, vel vidende at det vil kræve større militære og økonomiske træk end hidtil og sandsynligvis føre til en kollisionskurs med Washington.

Genève-forhandlingerne har udgjort et højdepunkt i en række af begivenheder, der inden for få uger har understreget den sandhed, som Europa har haft så svært ved at acceptere, siden Trump kom tilbage til magten: At USA ikke blot agerer egenrådigt – men på Europas bekostning.

Samtidig med at Trumps udsending i Ukraine-forhandlingerne, Steve Witkoff, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har forhandlet med ukrainske, russiske og europæiske aktører i Genève, har Trump-administrationen parallelt intensiveret sit pres i Arktis.

24. november forsøgte administrationen at arrangere et direkte møde med Grønlands selvstyreformand, Jens-Frederik Nielsen, uden om Danmark.

Selvstyret sagde nej, men selve forsøget er det centrale: USA tester bevidst grænserne for rigsfællesskabet og markerer en linje, hvor de omgår Danmark og forsøger at forme Grønland direkte. Det er ikke en fodfejl men en strategi.

Grønland som amerikansk nøglebrik

Det bekræftes af udnævnelsen af Ken Howery som ambassadør i Danmark. Howery er ikke bare en tech-milliardær fra Trumps inderkreds. Han har allerede spillet en rolle i de amerikanske fremstød mod Grønland. Trump skjuler heller ikke, hvad han forventer af ham.

På sit eget sociale medie, Truth Social, skrev Trump i forbindelse med udnævnelsen:

“Af hensyn til den nationale sikkerhed og den globale frihed mener USA, at ejerskab og kontrol over Grønland er en absolut nødvendighed. Ken vil gøre et fantastisk arbejde ved at repræsentere USA's interesser.”

Det er den egentlige risiko: At vi mister muligheden for at forme vores egen fremtid.

Jakob Dreyer, ph.d. og postdoc, KU og Christine Nissen, chefanalytiker, Tænketanken Europa

Det er den geopolitiske logik, amerikanerne selv kalder "the map": Grønlands placering – midt i krydsfeltet mellem Nordamerika, Europa og Rusland med adgang til havruter, råstoffer og strategiske militærbaser, der gør øen så central, at Washington ikke opfatter den som et område at samarbejde om, men som et område man bør kontrollere.

Der er også områder, hvor USA har sparet på kræfterne i disse uger. USA var, ikke overraskende, fraværende ved COP30-forhandlingerne i Belém, efter at de har besluttet sig for igen at trække sig fra Parisaftalen.

For nylig lykkedes det desuden USA at få standset aftalen om en global CO₂-afgift på shipping, som Danmark og EU havde arbejdet for længe. Det er del af en velkendt linje, hvor Trump-administrationen systematisk bremser internationale klimainitiativer, både i FN og i institutioner som Verdensbanken og IMF.

Europa står i praksis tilbage uden et svar. Ikke fordi vi mangler information, men fordi vi mangler en strategi, der matcher den verden vi faktisk befinder os i. Hvis vi ikke begynder at handle ud fra den virkelighed, andre allerede agerer i, ender vores langsigtede interesser og værdier med at blive defineret af aktører, der sigter efter en helt anden international orden.

Det er den egentlige risiko: Ikke at vi taber et slag, men at vi mister muligheden for at forme vores egen fremtid.