Eksperter: Sådan kan patienter bestemme mere over livets afslutning

Af Kent Kristensen og Gorm Greisen
Hhv. lektor på Syddansk Universitet og professor og formand for Etisk Råd

Livets ukrænkelighed udfordres, når lidelserne under et sygdomsforløb bliver store, og der ikke er udsigt til helbredelse.

Døden betyder ikke det sammen for alle mennesker, men er afhængig af tro, kultur og egne oplevelser. For den døende, kan der være et ønske om at udsætte døden længst muligt, eller at døden indtræder hurtigt og smertefrit. Patienter kan efter sundhedsloven fravælge behandling. Patienter har dermed en frihed til at sætte grænser for hvad de vil tåle, Sundhedsloven understøtter på en række områder patienters ret til selvbestemmelse, ved at udvide feltet af handlinger som andre lovligt kan udføre for den døende.

Det anses således ikke for at være i strid med straffelovens regler om drab på begæring, når en læge efterkommer en uafvendeligt døende patients ønske og ophøre med en behandling, selv om det kan medføre, at patienten afgår ved døden. Der er i de gældende regler en balance mellem retten til selvbestemmelse og respekten for livet, men debatten om døendes retsstilling viser, at der kan være behov for at revidere reglerne.

Livstestamentet giver plads til at tage stilling
Patienters ret til selvbestemmelse kommer i sundhedsloven til udtryk ved, at en sundhedsperson ikke må indlede eller fortsætte en behandling imod en patients udtrykkelige ønske.

Det særlige ved livstestamentet er, at det giver patienter mulighed for på forhånd at tage stilling til, hvilken behandling de ønsker, i en situation hvor de er ude af stand til selv at bestemme selv. Livstestamenterne blev indført i 1992 efter en årelang debat, hvor mange ønskede et livstestamente, fordi de frygtede at ende i permanent koma.

Livet er ukrænkeligt. At bevare menneskeligt liv er et grundlæggende etisk princip, der i de fleste sammenhænge ikke rejses tvivl om.

Kent Kristensen og Gorm Greisen

Livstestamentet giver mulighed for at bestemme, at en livsforlængende behandling skal afbrydes hvis patienten er uafvendeligt døende, og at tilkendegive et ønske om fravalg af behandling i tilfælde af sygdom, der har medført så svær invaliditet, at patienten varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv.

Uafvendeligt døende skal respekteres
Uafvendeligt døende patienters tilkendegivelser i et livstestamente er bindende. En sundhedsperson har dermed pligt til at ophøre med en behandling, der alene er livsforlængende.

Det er i lovforarbejderne anført, at en patient anses for uafvendeligt døende: »når døden med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage til uger, trods anvendelse af de foreliggende behandlingsmuligheder.« Formuleringen er gentaget i livstestamentebekendtgørelsens § 3 og i vejledning om uafvendeligt døende. Det følger af udtrykket »dage til uger«, at det tidsmæssige interval er kort og ikke skal regnes i måneder.

Det er særligt frygten for en smertefuld eller lidelsesfuld død, der fylder i den offentlige debat. Det er efter sundhedsloven tilladt at give uafvendeligt døende de lægemidler, der er nødvendige for at lindre patientens tilstand, også selv om det fremskynder dødstidspunktet.

Den lindrende behandling omfatter smertestillende, beroligende og angstdæmpende lægemidler. Bestemmelsen tillader også såkaldt terminal sedering, hvor patienten på grund af smerter eller anden lidelse lægges til at sove for ikke at vågne op igen. Det er intentionen med behandlingen der trækker grænsen mellem den lovlige og ulovlige behandling. Intentionen skal være at lindre, bestemmelsen tillader ikke en behandling, hvor intentionen er at afkorte livet.  

Ændring i reglerne er nødvendig
Livstestamentereglerne omfatter ikke palliativ behandling og uvished om patientens ønsker kan give anledning til tilbageholdenhed med effektiv palliativ behandling.

Der er derfor behov for at genindføre muligheden for at patienter kan tilkendegive, at de ønsker de smertestillende og beroligende midler, der er nødvendige også på bekostning af levetid. Det var muligt tidligere, men i forbindelse med vedtagelse af lov om patienters retstilling i 1998 udgik denne rubrik af livstestamentet.

Begrundelsen for at ophæve reglen var dengang, at rubrikken kun var vejledende, og at det alligevel er en del af den lægefaglige norm at holde patienten smertefri. Men debatten om aktiv dødshjælp viser, at der trods dette er et problem, og at der er et behov for at rehabilitere livstestamentet og den »nødvendige samtale« mellem den døende, de pårørende og lægen.

En udvidelse af livstestamentereglerne til at omfatte smertebehandling vil synliggøre, at patienter har et valg, som lægen skal tage hensyn til i sin beslutning om behandling, og vil måske kunne bidrage til at pårørendes erfaringer med en lidelsesfuld død blev mere ualmindelige.