Ellen Trane om sygehusfyringer: "Det illustrerer meget godt, hvorfor der er behov for en sundhedsreform"

INTERVIEW: Hvis regionerne vil have den frihed, de har i dag, må de stå på mål for deres egne prioriteringer, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om afskedigelser på sygehusene. 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Når flere regioner må fyre sundhedspersonale på sygehusene, skyldes det ikke, at der er afsat for få penge til sundhed. 

Det siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ovenpå en uge, hvor Region Sjælland varslede massefyringer, og de øvrige regioner fulgte trop med meldinger om afskedigelser som følge af budgetunderskud og omprioriteringer. 

De bebudede nedskæringer har vakt opmærksomhed og kritik i medierne og på Christiansborg.

Men regeringen har ikke noget ansvar for fyringer på sygehusene, siger Ellen Trane Nørby (V):

Det er da tankevækkende, at det er de fire socialdemokratisk ledede regioner, som ikke har styr på deres budgetter.

Ellen Trane Nørby (V)

"Det er jo ikke regeringen, der træffer de beslutninger. Det er regionerne, der vælger at fyre folk," siger hun og tilføjer:

"Der er så åbenbart nogle socialdemokratiske regionsrådsformænd, som har meget, meget travlt med at fralægge sig ansvaret for deres egne budgetter."

Fyringerne er udtryk for en politisk prioritering, pointerer sundhedsministeren:

"Jeg kan se, at man i Region Sjælland budgetterer med nye politiske prioriteringer for 178,4 millioner kroner og samtidig lægger op til at gennemføre besparelser for 184 millioner kroner. Det må regionen stå på mål for."

Liselott Blixt har antydet, at regionernes udmeldinger kan opfattes som led i en valgkamp. Hvad siger du til det?

"Det kan godt være, at det er, fordi valgkampen nærmer sig. Jeg synes i hvert fald, det er ærgerligt, at man ikke tager ansvar for det budget, man selv har lagt. Og jeg synes egentlig også, at de her diskussioner illustrerer meget godt, hvorfor der er behov for en sundhedsreform, hvor vi videreudvikler det danske sundhedsvæsen."

Hvordan illustrerer de det?

"De illustrerer for eksempel de regionale forskelle. Jeg synes jo, der er en markant forskel på, når Stephanie Lose (V) vælger at gå ud som regionsrådsformand og tage ansvar, også når der skal prioriteres, og når tre socialdemokratiske regionsrådsformænd bare siger, at det er regeringens skyld. Jeg kan ikke opfatte det anderledes, end at man ikke vil påtage sig ansvaret. Og jeg har det sådan, at hvis man vil have den frihed, man har i dag, så må man også stå på mål for de prioriteringer, man selv laver."

En enormt god økonomiaftale
Ellen Trane Nørby peger på økonomiaftalen for 2019 mellem regeringen og Danske Regioner, som i juni måned betød en milliard ekstra til sundhedsvæsenet

"Det er sådan set penge, man kan bruge til at ansætte flere og til at sikre bedre kvalitet i behandlingerne. Og det er en aftale, som regionerne selv har forhandlet hjem," siger hun.

Flere af regionerne meldte allerede ud kort efter økonomiaftalen, at de alligevel skulle ud og spare i 2019. Er det alligevel for stram en økonomiaftale?

"Nej, det er en enormt god økonomiaftale. Det oplevede jeg også, at Danske Regioner gik ud og anerkendte, da den var indgået."

Så de her afskedigelser skyldes, at regionerne er for dårlige til at styre budgetterne?

"Ja, altså, det nytter jo ikke noget, at man som driftsherre først forholder sig til at få budgettet i balance, når man står og skal lægge budget. Man er nødt til løbende at planlægge, så man ikke pludselig mangler pengene. I Region Midtjylland skyldes udfordringerne for eksempel i høj grad, at de har været dårlige til at styre økonomien omkring de nye sygehusbyggerier. Men hvis man vil styre driften, må man også påtage sig ansvaret for at justere, når man har fejldisponeret."

Flere penge end under S
Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), gav fredag udtryk for, at sygehusenes dårlige økonomi skyldes, at der er afsat for få midler til regionerne. 

"Det er utroligt ulykkeligt, at regionerne bringes i en situation, hvor de ikke har økonomi til deres opgaver," udtalte han til Altinget

Ellen Trane Nørby, er rammen for sundhedsvæsenet forkert, som oppositionen og regionsrådsformændene siger?

"Den er i hvert fald markant højere, end den var under den tidligere røde regering. Så når Flemming Møller Mortensen mener, at rammen er for lille, må jeg bare sige, at heldigvis har man fået en blå regering, som har løftet økonomien samlet set. For hvis det var fortsat med den smalkost, som man havde under den socialdemokratiske regering, så havde det stået grelt til. "

Så væksten i sundhedsudgifterne er ikke for lav i forhold til stigende udgifter?

"Regeringen har samlet set løftet sundhedsvæsenet med 5,5 milliarder kroner siden sommeren 2015. Senest har vi afsat en milliard kroner ekstra, der kan bruges direkte til varme hænder og bedre behandling. Men det er regionerne, der står for at styre deres driftsbudget."

Kan de gøre det så dårligt, at du bliver nødt til at gribe ind for patienternes skyld?

"Når vi præsenterer en sundhedsreform, vil vi også præsentere vores bud på, hvordan vi får løftet kvaliteten i sundhedsvæsenet og får gjort op med nogle af de regionale forskelle. Men her og nu må man sige, at regionerne har lavet en økonomiaftale, og nu har de så lagt deres budgetter. Og det er da tankevækkende, at det er de fire socialdemokratisk ledede regioner, som ikke har styr på deres budgetter, og som ikke vil tage ansvar for de prioriteringer, de laver."

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

0:000:00