Emma Holten: Ny bog viser, at hvis alle opførte sig som mænd, ville arbejdspladser have meget svært ved at fungere
Bogen 'The No Club' sætter opgavefordelingen på arbejdspladser under lup. Og den bliver særligt interessant, når den fremlægger transformative visioner om en mere ligestillet arbejdsplads, skriver Emma Holten.
Emma Holten
Selvstændig konsulent og foredragsholder, forperson og medstifter, Digitalt Ansvar
Hvilke opgaver løser du på en almindelig arbejdsdag, og hvem bestemmer det? I en afslørende ny bog, The No Club: Putting a Stop to Women's Dead-End Work af Linda Babcock, Brenda Peyser, Lise Vesterlund og Laurie R. Weingart, kommer opgavefordelingen under lup.
Forfatterne mødtes udmattede og nedslidte på en café i Pittsburgh for et årti siden. Ingen af dem kunne sige det magiske ord nej.
Derfor sad de nu allesammen med favnen fuld af alt, alt for meget arbejde: komitépladser, logistisk planlægning, sociale ansvar og folk, der regnede med at gratis kunne gøre brug af deres ekspertise. Det kan jo virke som et privilegium og et tegn på, at det går godt, men der var et problem: det, de sagde ja til, var opgaver, der ikke fremmede deres karrierer, ikke blev belønnet og ikke blev værdsat.
Men der var et problem: det, de sagde ja til, var opgaver, der ikke fremmede deres karrierer, ikke blev belønnet og ikke blev værdsat.
Emma Holten
Ikke-forfremmende opgaver
De døbte dem non-promotable tasks - ikke-forfremmende opgaver - og en ny teori blev født. Ifølge den er arbejdslivet groft delt op i henholdsvis forfremmende (det er det, din arbejdsplads måler og sætter pris på) og ikke-forfremmende (det, der skal gøres, men har lav status og ikke kan måles) opgaver.
De ikke-forfremmende opgaver, som de skriver: "Gavner organisationen, men ikke den, der udfører dem."
Ved hjælp af eksperimenter og data dokumenterer forfatterne for eksempel, at i en gruppe med både mænd og kvinder, vil kvinder langt oftere melde sig til at løse en opgave for det fælles bedste.
De bakker det op med tal fra store virksomheder og personlige anekdoter, der viser at kvinder i langt højere grad påtager sig arbejde, der ikke formelt er en del af deres jobbeskrivelse. Og sorte, amerikanske kvinder tager allerflest. Det tager tid væk fra deres forfremmende opgaver, bremser deres karrierer og slider dem ned.
Bogen er enormt konkret, og giver forslag til, hvordan man på et helt lavpraktisk niveau kan blive dygtigere til at sige nej eller synliggøre de usynlige opgaver på arbejdspladsen og fordele dem bedre. Den konkrete tilgang er enormt brugbar: man mærker en dyb solidaritet med de kvinder, der bokser med denne situation og skal løse problemet nu.
Økonomen Lise Vesterlund deler generøst ud af sin personlige erfaring med stress og burnout. I Danmark er det kun de arbejdsløse, der er mere stressede end kvinder i alderen 35-44. I denne gruppe udviser 25 procent af kvinder tegn på stress, mens det kun er tilfældet for 17 procent af mænd.
Kvinder straffes, hvis de ikke hjælper
Forfatterne påpeger sandt nok, at dette skader arbejdspladserne - i hvert fald på den lange bane.
En masse talent og kompetence bliver spildt, når veluddannede kvinder bruger tid på opgaver, en mindre kvalificeret person kunne klare, og frustrationer med arbejdet kan lede til dyre opsigelser, stress og dårlig sammenhængskraft.
Men det er ikke hele historien, at der er en nem sejr at hive hjem på enhver arbejdsplads. Nogle får noget ud af status quo. Gennem eksperimenter konkluderes: "Kvinder bliver ikke belønnet, når de hjælper, men de bliver straffet, når de ikke gør … når mænd ikke hjælper, bliver de ikke straffet, og når de hjælper, bliver de belønnet."
At sorte kvinder i USA i højere grad tynges af de ikke-forfremmende byrder viser, at fordelingen i høj grad handler om magt.
Emma Holten
Jeg tror mange vil genkende denne dynamik, og den viser også, hvorfor det her er så svært at lave om på. For mange organisationer er det jo også en fantastisk service, at kvinder usynligt og i deres fritid laver en masse arbejde. Og for alle dem, særligt mænd, der slipper, giver det mere tid til de forfremmende og sjove opgaver. At sorte kvinder i USA i højere grad tynges af de ikke-forfremmende byrder viser, at fordelingen i høj grad handler om magt.
At beskrive en bedre fordeling som en win-win for alle (selvom jeg i det lange løb er enig), er måske at gøre nogle af de kvinder, der nu skal ind på arbejdspladsen og forsøge at forandre en ulige struktur, en bjørnetjeneste. De kunne godt forberedes lidt bedre på, hvor svært det er, at fratage mennesker privilegier, der gør deres liv nemmere. Lige nu modtager organisationer og de, der slipper for at lave dette arbejde, en gratis, usynlig service.
Den service skal nu sættes i system, spredes retfærdigt og måske endda aflønnes. Og - gys - måske anerkendes for hvad, den er: fuldstændig central for enhver fungerende arbejdsplads. Som vi siger i den feministiske økonomi: omsorgsarbejde er det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt. Og mange af de ikke-forfremmende opgaver, er præcis af en social eller solidarisk natur.
Mand, opfør dig som en kvinde
The No Club er mest interessant, når den er mest transformativ. I visionerne for en mere ligestillet arbejdsplads bringer den virkelig noget nyt til bordet.
I rigtig mange år, har rådet til kvinder i arbejdslivet været: opfør dig mere som en mand. Men som de siger: "Dette er ikke en fix-kvinderne-bog".
De skriver det ikke eksplicit, men det, de faktisk efterspørger, er at mænd opfører sig mere som kvinder: bliver dygtigere til at hjælpe andre selvom det tager tid, tager mere ansvar for den sociale sammenhængskraft og arbejdsfællesskabet.
Her ligger paradokset i bogens kerne: der er i grunden ikke noget galt med det, kvinderne gør. Det bliver kun et problem, fordi alle ikke gør det.
Deri ligger paradokset i bogens kerne: der er i grunden ikke noget galt med det, kvinderne gør. Det bliver kun et problem, fordi alle ikke gør det.
Emma Holten
Hvis alle opførte sig, som forfatterne dokumenterer, at mænd gør, ville arbejdspladser have meget svært ved at fungere.
Jeg husker tydeligt fra mit eget arbejdsliv, da en kvindelig kollega fyldte rundt. Hun havde intet ledelsesansvar i vores afdeling, men da dagen oprandt og der var en time til, hun mødte ind, stod vi alle og så på et tomt lokale uden gave eller kager.
Det var ikke gået op for os (og særligt ikke vores mandlige chef), at hun sørgede for alle vores andres fødselsdage. Ingen havde tænkt på at sørge for hende. Og det er her, i lederansvaret, jeg næsten ikke synes, forfatterne går hårdt nok til den. Hvor er det en tragedie, at generationer af ledere ikke ser omsorgsarbejdet som værdiskabende for arbejdspladser.
Ligesom i det bredere samfund og i det statslige budget, bliver alt det arbejde, der skaber indirekte værdi for bundlinien afvist som ikke-værdifuldt, mens det, der skaber direkte værdi, får lov at stråle som om, det var opstået i et vakuum.
Der er meget, den enkelte ansatte kvinde kan gøre for at fordele disse arbejdsopgaver mere lige og sige nej.
En bog til ledere
Men dette er også en bog til ledere: hvilke arbejdspladser får du, hvis dem, du forfremmer, er dem, der tager allermindst socialt ansvar for det fælles projekt? Dem, der er dårligst til at sige ja til at hjælpe andre og opofre sig?
Dem, der har den laveste stjerne hos kollegerne? Hvilken adfærd fremmer du, hvis du kun belønner dem, der har faktureret flest timer? Viser de fakturaer virkelig, hvem der skaber mest værdi?
Hvor er det en tragedie, at generationer af ledere ikke ser omsorgsarbejdet som værdiskabende for arbejdspladser
Emma Holten
I en afslørende passage i bogen, peger forfatterne på, at når kvinder oplever burnout, er det på grund af udmattelse og en følelse af, at ikke "række" til alt det, der efterspørges af én. Når mænd gør, er det en følelse af at være "afkoblet" og "ligegyldig" i forholdet til deres kolleger og kunder.
Jeg tror, der ligger en vigtig ting her. Det sociale arbejde på arbejdspladsen er hårdt og tager tid. Men meget af det kan afhjælpes ved at se, fordele og værdisætte det. For det er faktisk også enormt hårdt og isolerende ikke at hjælpe andre. At ikke drage omsorg for kolleger.
Når man kun belønner hardcore, bundlinierettet adfærd, så nægter man også sine ansatte den glæde det er, at have tid til at hjælpe andre, give en hånd med en fødselsdag eller lære fra sig til nogle praktikanter.
Og der er intet galt med de opgaver. De kan være givende. Men det går galt, hvis de usynliggøres og nedgøres i så høj grad, at folk decideret straffes for at lave dem. Og det kan man jo sige om meget omsorgsarbejde, vi allesammen kan få brug for.