Kommentar af 
Ali Aminali

En bølle-regering gør kun yderfløjene stærkere

Regeringen risikerer at drive vælgerne ud på fløjene og parkere sig selv i midterrabatten, hvis den fortsætter sine bøllemetoder og sin ”enten er du med os eller imod os”-retorik, skriver Ali Aminali.

<span>Vælgerne har&nbsp;deres lid til, at et midterprojekt kan gøre en forskel. Men&nbsp;hvis projekter ender med at kræve mere af dem uden at give noget igen, så vil de stemme på yderfløjene næste gang, skriver Ali Aminali.</span>
Vælgerne har deres lid til, at et midterprojekt kan gøre en forskel. Men hvis projekter ender med at kræve mere af dem uden at give noget igen, så vil de stemme på yderfløjene næste gang, skriver Ali Aminali. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ali Aminali
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så blev den politiske sæson på sin vis skudt i gang. Men før politikerne fik snøret deres fine sko og trukket i arbejdstrøjerne, var dramaet allerede i gang.

Afskaffelsen af store bededag har sat sindene i kog, og denne regering hen over midten, som lagde op til at være en arbejdsfællesskabs-regering, har vist sig at være præcist det modsatte. Med idéen om at afskaffe store bededag og en ”enten er du med os eller imod os”-retorik har regeringen formået at få en samlet opposition efter sig. Og ikke nok med det, så har fagforeningerne også lagt sig ud med regeringen og krævet folkeafstemning.

Ja, man kunne konkludere, at regeringen hen over midten fra første dag har været ude og snuse til den midterrabat, den snildt kan ende i. Er det så bøllemetoder, regeringen har gang i? Eller er det oppositionen og fagforeningerne, der i virkeligheden er bøllerne? Ja, det er et spørgsmål, vi nok skal forholde os til i den kommende tid. 

For én ting, vi alle kan være enige om er, at der er behov for reformer. Reformer, der skal være med til at skabe balance og på sin vis redde sundhedsvæsenet, forsvaret, daginstitutionerne, skolerne og klimaet. Og det kræver, at regeringen tager ansvar og skærer til.

Regeringen hen over midten fra første dag har været ude og snuse til den midterrabat, den snildt kan ende i

Ali Aminali

Problemet er dog for regeringen, at mens de fortæller danskerne, folketinget og fagforeningerne, at de ikke er “the baddies” og tager de svære beslutninger, fordi ingen andre gør, så vil yderfløjene blive styrket. 

Og hvis du tænker “hov hov – blokpolitik findes jo ikke! Og yderfløjene har ingen magt”, så er sandheden, at blokpolitik stadigvæk ulmer under overfladen, selvom de fleste politiske kommentatorer, politikere og medier påstår, at det slut.

For mens mange har afskrevet blokpolitikken og på sin vis også yderfløjenes magt, så er virkeligheden, at partier som Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Alternativet, Nye Borgerlige og Socialistisk Folkeparti kun kan blive mere populære blandt befolkningen, hvis denne regering hen over midten ikke formår at få det arbejdsfællesskab, som den talte så højt om, i gang.

Derfor er det livsnødvendigt for regeringen at indse, at de bliver nødt til at fordele reform-byrden så meget som muligt. Og så skal de huske danskerne, og hvilke krav, de har til dem. For danskere er dem, der skal yde allermest, hvis regeringens reform-drømme skal gå i opfyldelse. Det skal gøres ved at arbejde mere, yde mere og stolt betale ved kasse et. Og hvis man ikke gør? Ja, så har vi ikke et forsvar, et sundhedssystem, en psykiatri og en reel chance for at vinde klimakampen.

Regeringens problem er bare, at danskerne lige nu må konstatere, at alt ovenstående ikke går særligt godt. Det er kun få dage siden rigsrevisionen var ude med en stærk kritik af forsvarets brug af skattekroner. Det er ikke lang tid siden, at TV 2 kunne afdække, at ventetiderne på behandling i sundhedssystemet er stukket helt af, og vi ved allesammen godt, hvordan det går med psykiatrien.

Derfor tror jeg, at mange danskere står tilbage med en følelse af træthed over, at regeringen kræver mere af dem, når de ikke selv kan levere ved kasse et. Og denne frustration er benzin på bålet for yderfløjene. 

Fløjpartierne bliver kun mere populære, hvis denne regering hen over midten ikke formår at få det arbejdsfællesskab, som den talte så højt om

Ali Aminali

Jeg er meget enig, når de fleste siger, at vi fra nu skal forholde os til et nyt politisk landskab og nye “holdopstillinger”, som Clement Kjersgaard så fint sagde det i Debatten.

Men folket derude slås stadig med de samme problemer og er stadig lige så frustrerede over, at blive lovet bedre sundhedssystem, minimumsnormeringer, stærkere klimakamp og så videre, uden at politikerne skaber ændringer.

Nu har vælgerne sat deres lid til, at et midterprojekt kan gøre en forskel. Men hvis midterprojektet ender med at kræve mere af dem uden at give noget igen, så vil de stemme på yderfløjene næste gang. Hvis I ikke tror mig, så se til resten af Europa, hvor de yderste partier enten har vundet magten eller oplever fremgang, fordi skiftende midtersøgende regeringer har lovet borgerne guld og grønne skove uden at leve op til det.

Siger jeg, at det ikke kan lykkes? Nej, overhovedet ikke, og jeg tror heller ikke på, at fadæsen med store bededag sætter standarden for, hvordan det vil gå fremadrettet. Størstedelen af problemet med store bededag er, at den er en kommunikativ katastrofe. Dernæst er timingen forfærdelig. Det er derfor fagforeningerne har så meget vind i sejlene i forhold til at gøre det til en folkelig sag.

Men det ændrer bare ikke på, at en regering over midten hurtigt kan gå fra at have danskernes opbakning til at stå helt alene. Omringet af oppositionen, folket, fagforeningerne og guderne ved hvad.

Hvis det sker, vil især partier som SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance få en markant fremgang. Og danskerne vil glemme alt om at være midtersøgende til næste valg. Et valg, der snildt kan ramme os, før vi ved af det. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ali Aminali

Radiovært, forfatter, moderator, bestyrelsesmedlem, Center for Boligsocial Udvikling
socialrådgiver (VIA University College, 2014)

Clement Kjersgaard

Studievært, DR, udgiver, RÆSON og Æra, CBK Medier, leder, Vidensfestival, foredragsholder og ordstyrer
Student, United World College of Hong Kong (1994), BA i filosofi, politik og økonomi (Oxford Uni. 1997), ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2002),