Anmeldelse af 
Paula Larrain

En ciskønnet, midaldrende hvid mand kalder på selvbeherskelse

Alt fra identitetskæmpere, feminister og muslimer får en behersket tur i ny debatbog, der hylder universalismen og pytknappen set fra midten og som kalder på at se håbet i pandemien.

Stefan Hermann viser i sin nye debatbog 'En varm tid', hvordan vi er blevet fremmedgjorte over for det dyre- og planteliv, der er lige foran os, mens vi kæmper for klimaet på et abstrakt og ofte hyklerisk plan.
Stefan Hermann viser i sin nye debatbog 'En varm tid', hvordan vi er blevet fremmedgjorte over for det dyre- og planteliv, der er lige foran os, mens vi kæmper for klimaet på et abstrakt og ofte hyklerisk plan.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Paula Larrain
En varm tid
Stefan Hermann
152 sider, Informations Forlag, udkommer 3. februar

 

Lad mig slå det fast med det samme: Jeg er 100 procent enig med Stefan Hermann i, at dydsetikken skal fremmes og selvbeherskelsen dyrkes.

I en ny debatbog ”En varm tid” udgivet på Informations Forlag, argumenterer rektoren på Københavns Professionshøjskole begavet, vidende og veloplagt for den gyldne middelvej, beherskelsens kunst og balanceetik. Som én, der gennem hele 2021 satte lup på netop dydsetikken i en lang række P1-programmer, kunne jeg ikke være mere enig i målet.

Når jeg alligevel har læst hans bog med sporadisk forundring, er det, fordi de valgte eksempler og den underliggende tone, netop undsiger tre af de mest centrale klassiske dyder, nemlig mod, retfærdighed og kærlighed. Ikke direkte, men indirekte. Men det er debat af indholdet, så det vender jeg tilbage til.

Bogen er et essay og inddelt i fem dele, herunder vores forhold til naturen, forholdet til hinanden, forholdet til os selv og endelig opvågningen under nedlukningen. En dejlig overskuelig opdeling med besvarelse af væsentlige spørgsmål, som optager mange af os. Den mest vellykkede del er den om naturen, om hvordan vi er blevet fremmedgjorte over for det dyre- og planteliv, der er lige foran os, mens vi kæmper for klimaet på et abstrakt og ofte hyklerisk plan.

Offermentalitet og privilegieblindhed

Den sidste del af bogen handler om nedlukningen og viser, at der i hvert fald hos forfatteren har været en masse ro til omtanke og refleksion. Og det er jo godt, for det er der kommet en læsbar debatbog ud af, men jeg er ikke sikker på, at der er belæg for at bruge betegnelsen ”vi” og slet ikke for følgende påstand: ”Pandemien afdækkede en ufattelig tillid til det politiske system og myndighederne, der stod frem som en venligt kommunikerende enevælde – trods uenigheder, intern dramatik og magtkampe.”

Stefan Hermann plæderer i milde vendinger for mindre offermentalitet, men udviser selvsamme i en passage, hvor han begræder, at man lynhurtigt får prædikatet ”privilegieblind”, hvis man tillader sig at være uenig med mindretallenes følelser.

Paula Larrain

Det kommer da vist meget an på, hvilke medier man lader sig informere af, hvilken romantik, man bekender sig til, og om man nu tilhører det store flertal, der hverken blev udskammet, mistede job eller forstand, men som kan gå ind under efterfølgende, højtragende påstand: ”Alle var bundet til nation, jord og familie”.

Stefan Hermann skal absolut have ros for her at hengive sig kærligheden, selvom den mest bliver udtrykt for og til nationen, men så meget desto skarpere står de små skænd og smæld, som han deler rigeligt ud af til alle de mindretal, der ikke behersker deres følelser af ubehag over ikke at høre til ”alle” og ”vi”.

Stefan Hermann plæderer i milde vendinger for mindre offermentalitet, men udviser selvsamme i en passage, hvor han begræder, at man lynhurtigt får prædikatet ”privilegieblind”, hvis man tillader sig at være uenig med mindretallenes følelser. Lige her bliver jeg forundret over en manglende erkendelse af egne privilegier.

Der er flere referencer til opvæksten i Skive med socialistiske forældre, som man fornemmer, er en slags retfærdiggørelse af, at man nu er blevet lidt reaktionær med alderen og på midtens vegne. Den proces er han næppe alene med i den generation. Men netop denne privilegerede opvækst som neurotypisk, ciskønnet, hvid mand gør det ekstra vigtigt at være nysgerrig på og ikke kold over for dem i samme generation, der har skullet kæmpe sig til ligestilling med dertilhørende traumer. Og som ikke bare kan fejes bort som de ubeherskede, de, der skal være mere robuste, for at sikre en magelig, skøn debat for alle dem, der evner en stiff upperlip.

Lidt indføling med de grupper, der i disse år har held med at bryde igennem patriarkatets mure, kunne jeg godt tænke mig.

Paula Larrain

Dannelse handler netop om at se sig selv udefra og i forhold til næsten, hvor man selvkritisk reflekterer over, hvad man kan kræve af sig selv, før man kræver det af andre og herefter gøre som Immanuel Kant foreskriver i sin pligtetik: At det man gør ved andre skal kunne hæves til universel lov, altså populært sagt, at man behandler andre, som man selv vil behandles. I dydsetikken går man endnu længere end pligten, man øver sig i lysten til at gøre godt for næsten, bare fordi det er dejligt og godt. Lidt indføling med de grupper, der i disse år har held med at bryde igennem patriarkatets mure, kunne jeg godt tænke mig. Varme er trods alt bedre end kulde.

Forskel på George Floyd og Samuel Paty

Pligtetikken er absolut hensigtsmæssig i den offentlige debat, når man byder op til debat og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan man stiller sig til dommer over for andre. Helt retfærdigt fremhæves Samuel Paty, den franske lærer, der blev myrdet, efter han havde vist Muhammedtegningerne for sine elever. Paty gjorde det rigtige og blev myrdet for noget, der ikke burde kræve mod, nemlig undervisning i ytringsfrihed. I sin bog sammenligner Stefan Hermann mordet på George Floyd og Samuel Paty og undrer sig over, hvorfor det ene fører til demonstrationer og magtkritik, mens det andet ikke gør. Som han skriver: ”Floyd blev dræbt af staten, men Paty af civilsamfundet.” Nej. Bare nej.

Paty blev dræbt af en 18-årig radikaliseret morder og ligesom man ikke kan klandre civilsamfundet for at stå bag Breiviks massemord på unge nordmænd, kan man heller ikke dele ansvaret for mordet på Paty ud til andre end morderen selv. Det er netop den ”guilt by association”, som Herman tager afstand fra andre steder i bogen.

Jeg er ikke krænket over, hvad der lægges i ”moderen” og ”faderen”, men overraskes af, at Stefan Hermann, tilsyneladende ikke forstår, hvorfor den slags ikke er comme il faut at sige i dag - ej heller som ”talefigurer”

Paula Larrain

Universalismen forudsætter menneskers ligeværd og herunder retten til ikke at blive dømt kollektivt. Staten er ikke et kollektiv, men den magt, som har voldsmonopol og derfor retter civile selvfølgelig vreden mod staten, hvis der er et systemisk problem blandt ansatte politifolk som i tilfældet Floyd. Det systemiske i drabet på Paty er langt mere kompleks og derfor kan man kun demonstrere kærlighed ved at bakke op om offer og familie, tage afstand, retsforfølge og vise tegningerne, når det er relevant. Vreden er en del af den kærlighed, men har ingen adressat udover morderen selv og alle andre hadefulde mennesker, der kan finde på den slags modbydeligheder. 

Låg på følelser

Og så er vi tilbage ved dyderne. Stefan Hermann kunne godt tænke sig, at der blev lagt mere låg på følelserne derude i debatten, at man behersker sig og ikke ser sig selv som offer. Man kunne også vende den om og kræve selvbeherskelse af dem, der insisterer på at krænke andre. Det være sig direkte i uenighed eller i ubetænksomhed.

Det sidste kan vi slippe af med, hvis vi alle har et bedre billede af, hvor hinanden er, altså at vi siger til og fra, viser vores menneskelighed, vores fejlbarlighed og vores manglende kontrol over, hvad livet bringer med sig. Det er ikke følelserne, der er noget galt med, men den manglende empati over for den lidende, der er det største problem lige nu, insensiviteten. Det er alt andet lige lettest at kræve låg på følelser, når man ikke selv er ved at sprænges af dem på grund af en given uretfærdighed, for eksempel en vrede over ikke at blive taget seriøst, over manglende rettigheder eller direkte forskelsbehandling som i #metoo-sagerne.

Her kan jeg ikke lade være med at sende en kærlig tanke til forfatteren, som blev udsat for den hellige forargelse på Twitter, da han fik sagt, at den digitale skole ”havde skabt en situation med begrundet længsel efter ”moderen” i pædagogikken: nærværet, relationen og savn af ”faderen”: fandenivoldskheden, retten til at blive beskidt.”

For skrive, det kan han. Næste gang helst uden alle de mange filosofreferencer. Stefan Hermann kan så rigeligt selv.

Paula Larrain

Bevares, ordbruget skyldes blot vores fælles generationens kønsopfattelse, som er stigmatiseret og helt skæv, fordi vi ikke selv har kunnet frigøre os fra stereotyperne. Siger jeg behersket fandenivoldsk fra min ciskønnet feministhylde. Jeg er ikke krænket over, hvad der lægges i ”moderen” og ”faderen”, men overraskes af, at Stefan Hermann, tilsyneladende ikke forstår, hvorfor den slags ikke er comme il faut at sige i dag - ej heller som ”talefigurer”. Selvbeherskelsen er en kunst, der modarbejdes af selvretfærdigheden.

Kærligheden er den dyd, der overtrumfer alt. Derfor vil jeg slutte med at opfordre til at gøre nøjagtigt det, som Stefan Hermann ønsker sig af os alle sammen: Lytte lidt mere til dem, man ikke selv forstår. Jeg har lyttet til argumenterne, referencerne, de undertrykte, beherskede følelser i bogen, alt det, jeg har svært ved at forstå skulle være svært at forstå. Og jeg vil vildt gerne høre mere om den der socialistiske opvækst i Skive. For skrive, det kan han. Næste gang helst uden alle de mange filosofreferencer. Stefan Hermann kan så rigeligt selv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paula Larrain

Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
journalist (DJH, 1994)

0:000:00