En politisk ener er død - V.A. Jakobsen, 85

MINDEORD: Tidligere landsformand for Fremskridtspartiet, radiovært Vagn Aage Jakobsen, Frederiksberg er død, 85 år, og i den anledning skriver rådmand og advokat Pernille Høxbro (K) mindeord.

14. februar sov radiovært og major V.A. Jakobsen stille ind efter kort tids sygdom.

85 farverige og spændende år blev det til for V.A. - sådan var han kendt af alle.

På Frederiksberg og i store dele af hovedstaden var V.A. gennem mange år kendt som den borgerlige studievært på Radio Falcon. Gennem næsten 20 år kunne vi hver morgen høre V.A.'s referater fra diverse morgenaviser, som regel suppleret med hans egne, ofte meget liberale kommentarer.

Med sit store politiske netværk formåede han altid at have ministre og andre markante politikere som gæster i studiet.

Hele sit liv var han et politisk menneske med stor interesse for samfundsforhold og med stort engagement i borgerligt samarbejde og sammenhold, både på Christiansborg og i lokalpolitik. V.A. var en ener, og han ønskede aldrig at blive som de fleste.

Pernille Høxbro
Rådmand (K)

Ligeledes var V.A. via Radio Falcon en drivende kraft i oplysningen om EU. Hver måned drog han til Strasbourg og sendte reportager og interviews hjem fra Europa-Parlamentet.

Selv havde jeg den store glæde at lære ham at kende først gennem Radio Falcon, senere gennem et tæt og meget udbytterigt samarbejde på den selvejende institution Frederiksgården, hvor V.A. var bestyrelsesmedlem fra 2000 og siden formand 2002-08.

Inden han kom til Frederiksberg, var han i forsvaret - og blev blandt andet udsendt som FN-officer til Congo og Cypern. Fortiden som major fornægtede sig aldrig: Præcision, klar og ligefrem tale samt ordentlighed gennemsyrede ham og hans livsindstilling.

Fortiden omfattede også adskillige år som medlem af Aalborg Byråd og landsformand for Fremskridtspartiet, valgt af partiets samarbejdsvillige kræfter. 1980ernes omfattende partistridigheder betød, at han forlod partiet og blev Venstremand, og hele sit liv var han et politisk menneske med stor interesse for samfundsforhold og med stort engagement i borgerligt samarbejde og sammenhold, både på Christiansborg og i lokalpolitik.

V.A. var en ener, og han ønskede aldrig at blive som de fleste - lige netop dét gjorde, at jeg holdt så meget af ham og vil savne ham og hans engagement.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Høxbro

Advokat (H), fhv. viceborgmester (K), Frederiksberg
cand.jur. (Københavns Uni. 1984)

0:000:00