En udflytters dagbog: Jeg hørte det i forbifarten på trappen

Dette er første afsnit i Altingets nye serie, hvor vi følger Thomas Faust Ryborg, som fortæller om livet som udflyttet embedsmand. Du kan følge med i alle de fremtidige afsnit på Altingets nye portal altinget: udflytning (kræver abonnement). Tegn et gratis prøveabonnement her.

"Allerede i slutningen af august fik vi at vide, at udflytningen ikke kom til at omfatte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der havde været nogle rygter i medierne, hvor vi hørte lidt. Så hørte vi ingenting, og så hørte vi lidt igen. Og i den proces fik vi altså at vide, at vi ikke ville blive udflyttet. 

Jeg ved ikke, om det var gruppepres eller bare en følelse, den enkelte sad med, men der var en stemning, hvor det ikke rigtigt var okay at sige, at man gerne ville flytte med. Og det var ærgerligt.

Thomas Faust Ryborg
Souschef i Nævnenes Hus

En måneds tid efter fik vi en mødeindkaldelse. Mødet skulle foregå i kantinen. Inden vi nåede derned, var der et par af mine kollegaer, der så på Twitter, at Jens Rohde (V) havde skrevet: 286 nye arbejdspladser til #Viborg med et nyt statsligt klageorgan.

Jeg hørte det lige i forbifarten på trappen, da jeg var på vej ned fra anden sal, hvor jeg sad. Jens Rohde skrev om et nyt statsligt klageorgan, vi sad i Forbrugerklagenævnet, og vi blev indkaldt til et møde på en dag, hvor vi vidste, det ville handle om udflytning. Den var ikke svær at regne ud.

Jeg kan huske, at der inden da var nogle, der havde joket med, at vi sikkert ville blive sendt til Varde. Men altså, for københavnere kan Varde og Viborg jo gå ud på ét.

Da vi kom ned i kantinen, hvor den ene ende var blevet skærmet af, fik vi så at vide af vores direktør, at vores afdeling med 40-50 ansatte skulle flytte til Viborg. Både vores vicedirektør og vores kontorchef var også til stede, og de fortalte, at Forbrugerklagenævnet skulle være en del af Nævnenes Hus, hvor alle klagenævnene ville blive samlet.

Det første, jeg tænkte, var egentlig, at det jo bare var Jylland. Jeg tror, jeg overvejede det i 30 sekunder, og kom frem til, at det nok var sådan, det skulle være. Vi skulle da bare med til Viborg."

Det var synd for os
"Efter mødet sad vi i kantinen og talte om, hvad det betød for os. Enkelte græd, nogle var mere afdæmpede, og rigtig mange var bare uforstående overfor, hvorfor regeringen dog gjorde det her, og hvorfor det lige skulle ramme os. Samtidig var folk overraskede, fordi vi havde fået at vide en måned tidligere, at udflytningen ikke ville komme til at berøre os.

Og de reaktioner, der var, var jo alle meget forståelige. Jeg reagerede bare selv anderledes. Jeg havde umiddelbart besluttet mig for, at jeg gerne ville med, så hvorfor var det, alle absolut skulle gå rundt og sige, at det var en dårlig ting. Vores øverste chef havde allerede besluttet sig for, at hun i hvert fald ikke ville med, så hun var egentlig rimeligt positiv, fordi hun var afklaret. Men de andre ledere, der var mere uafklarede, blev måske ramt af, at de selv syntes, det var en svær beslutning. Og derfor var det også det, der prægede den måde, de italesatte situationen på.

Det betød, at det mest kom til at handle om, at det var synd for os. Og vi skal passe på folk. Ingen tvivl om det. Men samtidig synes jeg lidt, man glemte dem, der så udflytningen som en mulighed.

Jeg ved ikke, om det var gruppepres eller bare en følelse, den enkelte sad med, men der var en stemning, hvor det ikke rigtigt var okay at sige, at man gerne ville flytte med. Og det var ærgerligt, selvom jeg jo i bund og grund var ligeglad, fordi jeg havde besluttet mig, uanset hvad den herskende holdning var.

Da vi var på vej tilbage op ad trapperne til anden sal, mødte vi flere af medarbejderne fra de andre afdelinger, som også havde fået besked om, at vi skulle udflyttes. Og de syntes alle, det var meget synd for os. Men det er jo bare vilkårene, når man er ansat i det offentlige, hvor der altid vil være en mulighed eller risiko for at blive udflyttet. Det er selvfølgelig ikke noget, man tidligere har gået med i tankerne til hverdag, fordi det ikke rigtig er noget, der er sket tidligere. Men det er et vilkår, og det er folk nok blevet bevidste om nu."

Hun sagde egentlig bare: Ja, det kan vi da godt
"Jeg ser egentlig mig selv som en ret god repræsentant for de mennesker, der siger, det er svært for dem at flytte. At de simpelthen ikke kan flytte deres familie. For jeg har jo også en kone og tre børn. Og min kone havde endda arbejde i Ringsted, hvor vi boede, og min ældste datter gik i skole. Det var dog ikke en forhindring for os.

Måske kom chokket hos mange af de andre også fra, at de var opvokset på Sjælland. Så de følte slet ikke, at det rent menneskeligt var en mulighed for dem at flytte til Jylland. Som jyde var jeg nok et skridt foran. Altså det var selvfølgelig også en ny besked for mig, men jeg tænkte ikke, at det var noget, der på nogen måde ville rive tæppet væk under mig – og heller ikke under min familie som sådan.

Så jeg gik faktisk ret hurtigt op og ringede til min hustru og spurgte hende, om hun havde lyst til at komme med til Viborg. Og så sagde hun egentlig bare: Ja, det kan vi da godt."