Vi halter bagefter den grønne omstilling og forbruger olie nærmest som i 90'erne

For hvem tør skifte opvarmningsform eller lægge investeringer om, når meldingerne fra Christiansborg er uklare, og forsyningssikkerheden er under pres? 

Den nye energi- og forsyningspolitiske redegørelse R13 bliver behandlet i Folketinget i maj.

Den fortæller om gigawatt grøn strøm, brint og forsinkelser i elnettet. Den beskriver, hvem der bruger energien i Danmark, og hvilke sektorer der forventes at stå for stigningen i forbruget. Og den deler den glade nyhed om, at det tyder på, at vi kan nå 70 procent målet.

Vi mangler en ærlig drøftelse af, hvordan forbruget bliver påvirket af energi- og forsyningspolitikken.

Dina Myrup Raabjerg

Men samtidig skjuler den en vigtig pointe: Vores samlede energimix flytter sig ekstremt langsomt. På trods af alle mål og midler er olie, gas og biomasse nemlig stadig dominerende kilder.  

En af de ting, vi endnu har til gode at diskutere i år, er nemlig sammensætningen af energiforbruget i Danmark.

Altså: Hvilke energikilder bruger vi i landet, og hvor stor en andel udgør de hver især?

Vi mangler en ærlig drøftelse af, hvordan forbruget bliver påvirket af energi- og forsyningspolitikken, og hvorfor tallene ikke rykker sig nævneværdigt fra år til år. For en vellykket grøn omstilling kræver nemlig både produktion, distribution og forbrug. 

Hvis efterspørgslen efter grønne energikilder udebliver, så er det et tegn på, at noget ikke lykkes. Og det er lige præcis dét billede, som Energistyrelsens foreløbige statistik for energiforbruget i 2024 tegner.

Ifølge Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2024 fyldte olie 37 procent af Danmarks samlede energiforbrug – stort set den samme andel som i 2020 (36 procent) og 2010 (37 procent). Intet nyt under solen dér. 

Naturgas fylder otte procent, nøjagtig som året før. Udfasningen af naturgas går langsommere, end det har været forventet. Biomassen udgør i 2024 hele 25 procent, hvilket er året med det største forbrug af biomasse nogensinde.

Biomasse indregnes teknisk som en grøn energikilde, selvom de fleste er enige om, at den ikke er rigtig grøn. Læg dertil, at vi importerer store mængder træ for at brænde det af som biomasse i fjernvarmen.

Og sandheden er, at andelen af grøn energi fra sol, vind og biogas i forbruget af energi kun er steget ét eneste procentpoint det seneste år og nu svarer til 22 procent af det danske energiforbrug. 

Mit gæt er, at når danskerne hører om opnåelige 70 procent-mål og masser af billig grøn strøm, så tror de – og de danske virksomheder – at den grønne strøm udgør langt mere end de faktiske 22 procent. 

Zoomer man ud og ser på udviklingen siden 1990, er billedet lige så sigende: Kul og koks er faldet fra 34 procent til tre procent.

Naturgas – som er en fossil energikilde – ligger tæt på andelen i 1990 (ti procent), hvilket er for højt i en tid, hvor vi burde have været i gang med udfasningen.

Olie er kun faldet fra 46 procent til 37 procent. Det, der for alvor er vokset, er biomasse – fra fem procent i 1990 til 25 procent i 2024. Altså en femdobling. Affald ligger stabilt på to-tre procent, og nettoimporten af el er stadig lav: to procent i 2024.

Det viser, at vores reelle grønne energiforbrug primært har rykket sig ved, at vi har byttet kul ud med importeret træ. Det rejser de oplagte spørgsmål:

Hvorfor går det så langsomt? Og hvorfor flytter danskerne ikke mere på sit forbrug af energikilder?

I den grønne omstilling er der skabt usikkerhed for både borgere, kommuner og virksomheder.

Borgerne og kommunernes varmeplaner står for eksempel i stampe, fordi vi ikke giver klare meldinger om udfasning af gas. Regeringens NEKST-arbejdsgruppe anbefalede i foråret 2024, at ikke al gas til opvarmning burde udfases.

Og den diskussion har udmeldinger fra et af regeringspartierne blot forstærket ved at indikere, at op mod 100.000 danskere skal have lov til at beholde gasfyret.

Når vi ikke kan levere sikre løsninger og klare meldinger, så vælger borgerne og virksomhederne at vente.

Dina Myrup Raabjerg

Kommunerne kommer derfor ikke videre i varmeplanlægningen. Og der investeres dermed ikke i nye grønne energikilder til opvarmning gennem nye fjernvarmeprojekter. 

På samme måde forholder industrien sig til elforsyningen. Flere steder kan elnettet ikke klare en stigende efterspørgsel.

Erhvervsforeninger deler bekymringer om virksomheder, der bliver bedt om at skrue ned for køleanlæg. Og de deler bekymringer om, at der ikke vil være tilstrækkelig elforsyning.

Den slags kan industrien ikke holde til, da de er dybt afhængige af stabil energiforsyning for at kunne producere til deres kunder. 

Energinets egen status viser, at forsyningssikkerheden er under stigende pres. Ifølge deres fremskrivning vil danskerne i 2034 stå uden strøm i gennemsnit 8-30 minutter om året – afhængigt af, hvor meget vi kan importere fra udlandet. I dag er tallet tre minutter. Og Energistyrelsen vurderer, at vi nærmer os 17 minutter.

De tal er gennemsnit – i praksis kan det betyde, at nogle danskere – og herunder store virksomheder – oplever langt længere afbrydelser, mens andre ikke rammes. I situationer med kulde og høj efterspørgsel i Tyskland, Sverige og Norge kan vi ikke regne med at kunne importere os ud af problemerne. 

Resultatet er utvivlsomt, at tilliden til stabile løsninger og krav fordamper som dug for solen hos både kommuner, virksomheder og borgere. Og når vi ikke kan levere sikre løsninger og klare meldinger, så vælger borgerne og virksomhederne at vente. Det er ikke modstand – det er sund fornuft.

Kigger man nøgternt på udviklingen, er det ikke kapaciteten i VE-udbygningen, der lige nu ligner den største barriere for grøn omstilling. Det er tilliden. Tillid til, at der er en plan, der holder. Tillid til, at forsyningen er stabil. Og tillid til, at staten ikke ændrer kurs midt i omstillingen. 

Derfor er det helt afgørende, at vi i den kommende folketingssamling tager fat på det fundamentale spørgsmål:

Hvordan genetablerer vi tilliden til den grønne omstilling? Det kræver ikke bare nye mål og flere puljer. Det kræver politisk vilje til at stå fast på, hvad der skal udfases, og hvad der skal prioriteres. 

Det kræver også, at vi begynder at tage spørgsmålet om forsyningssikkerhed langt mere alvorligt. Så virksomhederne kan stole på, at omlægning af energiforbruget bliver en fordel og ikke en streg i regningen. 

Den grønne omstilling er ikke noget, vi bare kan vedtage. Den skal leves af borgere og virksomheder. Hvis de holder igen, hjælper alverdens rapporter ikke.

Så får vi prognoser i stedet for forandringer. 

Vi kan ikke planlægge os ud af den grønne omstilling uden at forstå efterspørgselssiden. Og vi kan ikke forvente, at nogen følger med, hvis vi ikke selv går foran med ærlige analyser, klare løsninger og tydelige rammer.

Hvis vi vil have borgerne og virksomhederne til at skifte gear, skal vi være ærlige – ikke male med skønne politiske budskaber, som står i skærende kontrast til den virkelighed, folk står i.

Borgerne og virksomhederne gennemskuer, når budskaber og virkelighed ikke stemmer overens.