Er de sadistiske jobcentre resultatet af den evige politiske leflen for middelklassen?

Jeg kender, så vidt jeg ved, ikke nogen, der aktuelt er på kontanthjælp. De fleste i min omgangskreds har ret begrænset erfaring med at være i berøring med ledighedssystemerne i det hele taget – og i det omfang de har det, drejer det sig om dagpengesystemet.

Selv var jeg på dimittendsats i otte måneder efter endt uddannelse, før jeg begyndte at finde reelt fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg blev ved første møde i jobcentret prompte visiteret til en "anden aktør" med speciale i akademikere.

Det var ikke nogen opløftende oplevelse at blive talt ned til af såkaldte jobkonsulenter med nul indsigt i ens faglighed, eller at gå til Linkedin-kursus under sloganet: "It does not matter what you know – what matters is how clearly other people can see what you know".

Man kunne godt få impulsen til med høj og skarp stemme at frabede sig at blive talt til på den måde. Man kunne også med rette stille spørgsmålstegn ved, om alle disse aktiviteter havde nogen form for effekt på mine og mine med-lediges muligheder for at få et job. Det havde de ikke. Men på den anden side var det heller ikke værre, og det fik en ende.

Middelklassen er den primære målgruppe for de fleste partier i Folketinget. Og måske er det forhold en central del af forklaringen på, at systemet får lov til at sejle videre under et falsk velfærdsflag

Johanne Dalgaard

Visiteringen til anden aktør betyder, at jeg kun har sat mine ben to gange på det lokale kommunale jobcenter. Og jeg har på fornemmelsen, at mit erfaringsrum på området afspejler mange danske middelklasseborgeres erfaringsrum.

Vi har ikke reelt førstehåndskendskab – ofte ikke engang andenhåndskendskab – til jobcentrene og deres praksisser. Vi har ikke førstehåndskendskab til de regimer, som udsatte borgere underkastes med henblik på at presse den sidste dråbe nytteværdi ud af dem.

Ingen af os har oplevet at blive beordret til at redegøre for forholdet til vores tidligere ægtefælle under trussel om at miste forsørgelsesgrundlaget, fordi kommunens spioner har observeret vedkommendes bil foran vores bolig. Det er heller ikke os, der slides op og falder døde om under såkaldte "ressourceforløb", der havde til formål at "afklare vores arbejdsevne".

Sådan noget sker i reglen ikke for middelklassedanskere. Middelklassen er slet ikke målgruppen for systemet. Middelklassen er til gengæld den primære målgruppe for langt de fleste partier i Folketinget. Og måske er netop det forhold en central del af forklaringen på, at systemet får lov til at sejle videre år efter år under et falsk velfærdsflag – selvom alle kan se, at det er mere sadistisk end omsorgsfuldt.

Det er ellers ikke, fordi det skorter på gruopvækkende fortællinger om jobcentrene i offentligheden. Den seneste uge alene har området kastet to separate rædselshistorier af sig i medierne.

Vi kan konstatere, at der i det danske beskæftigelsessystem er praksis for at lade en kunstig intelligens chikanere udsatte borgere

Johanne Dalgaard

Der var historien om 28-årige Rasmus, der først blev sygemeldt med stress og senere fik diagnoserne ADD og Aspergers syndrom, hvorpå han af Jobcenter Randers blev udsat for en veritabel klapjagt. Jobcentret tilsidesatte skødesløst lægefaglige vurderinger og tvang Rasmus gennem det ene meningsløse praktikforløb efter det andet, indtil han – som forudsagt af en læge – udviklede Posttraumatisk Stress-Syndrom (PTSD).

Historien er oprørende, men den er også genkendelig. Ubarmhjertigheden og blindheden over for borgeren. Foragten for de lægefaglige vurderinger. Tilsidesættelsen af dem, der kun kan være økonomisk motiveret. Den hæmningsløse jagt på det sagnomspundne fænomen "arbejdsevne" hos et menneske, der tydeligvis er nødstedt og har brug for hjælp. De kommunale mellemledere, der afviser at have forårsaget Rasmus' læge-forudsagte PTSD og i øvrigt – trommehvirvel – bare har "fulgt retningslinjerne".

Alle er de velkendte plotpunkter, hvis man ofte læser med på historierne om kontanthjælpssystemet. Og alle peger de på, at der er noget fundamentalt i vejen med jobcentrene og deres aktiveringsindsats, der årligt koster fælleskassen 7,4 milliarder kroner (2018-tal).