EU fremlægger plan for et økologisk boost: "Dette er chancen for særligt de små og mellemstore landmænd"

EU-Kommissionen vil dedikere forskningsmidler til økologi, fremme økologiske kantiner og bruge eco-schemes under den nye landbrugspolitik til at få flere økologiske landmænd. Det var nogle af de tiltag, der kom frem, da EU’s landbrugskommissær torsdag fremlagde Kommissionens nye økologiske handlingsplan. 

Landbrugskommissær Janusz Wojciechowski fremlagde torsdag EU-Kommissionens nye strategi for økologi, der skal være med til at sikre, at mindst en fjerdedel af den europæiske landbrugsjord i 2030 dyrkes økologisk.
Landbrugskommissær Janusz Wojciechowski fremlagde torsdag EU-Kommissionens nye strategi for økologi, der skal være med til at sikre, at mindst en fjerdedel af den europæiske landbrugsjord i 2030 dyrkes økologisk.Foto: EU/EC - Audiovisual Service/Claudio Centonze
Sine Riis Lund

I 2030 håber EU, at en fjerdedel af landbrugsjorden dyrkes økologisk mod et niveau på 8,5 procent i dag.

Derfor står EU også over for en “meget ambitiøs udfordring”, lød det fra landbrugskommissær Janusz Wojciechowski, da han torsdag gav offentligheden et indblik i, hvordan EU-Kommissionen agter at nå målet.

Med den nuværende vækstrate er vurderingen, at EU vil nå op på 15-18 procent i 2030, men de nye tiltag fra Kommissionen skal gerne give det sidste skub op til 25 procent.

Den nye økologiske handlingsplan har tre overordnede spor, som går på at øge forbruget, øge produktionen og forbedre økologisektorens bæredygtighed.

Kommissionen har udpeget 23 aktioner, hvoraf nogle er en fortsættelse af initiativer fra den økologiske handlingsplan for 2014-2020, men der vil også være nye tiltag.

Blandt andet committer Kommissionen sig til at afsætte mindst 30 procent af budgettet til forskning og innovation inden for landbrug, skovbrug og landdistrikter til emner, der er specifikke for eller relevante for den økologiske sektor, såsom øget afgrødeudbytte, genetisk biodiversitet og alternativer til omstridte produkter.

For mig er det især vigtigt, at det her særligt er godt nyt for små og mellemstore landmænd.

Janusz Wojciechowski
Landbrugskommissær
 Små versus store landbrug
Janusz Wojciechowski fremhævede flere gange på pressemødet, at “dette er chancen for særligt de små og mellemstore landmænd”.

“For mig er det især vigtigt, at det her særligt er godt nyt for små og mellemstore landmænd,” lød det også fra landbrugskommissæren.

Han forklarede, at man de seneste år har set små og mellemstore landmænd forsvinde, fordi de ikke er i stand til at konkurrere med de intensive, industrielle landbrug.

“Vi håber selvfølgelig, at med den store støtte, de nu får, at de så vil være i stand til at overleve konkurrencen, og ikke kun overleve, men også udvikle deres landbrug og udvikle deres indkomster. Muligheden for de små og mellemstore landmænd er en af hovedværdierne i denne plan,” sagde han.

Fra journalisterne var der flere spørgsmål til både fødevaresikkerhed, forbrugerpriser og det uhensigtsmæssige i en mindre produktivitet ved økologi.

Janusz Wojciechowski anerkendte, at den økologiske produktion er mindre produktiv, men brugte så Danmark som eksempel på, hvorfor det er nødvendigt at gøre noget:

“Vi kan observere en koncentration af produktionen, som for eksempel i Danmark, hvor gennemsnitsstørrelsen pr. landbrug er 3.700 grise. Dette er ikke for små landmænd, som ikke er i stand til at fortsætte,” sagde han.

Det er ikke første gang, Janusz Wojciechowski gør opmærksom på de store danske landbrug, hvor han tidligere har bemærket, at det som led i Green Deal vil være nødvendigt at tackle problemet med intensivt svineopdræt i nogle EU-lande, fordi landbruget skal være bæredygtigt, og som er blevet beskrevet i Effektivt Landbrug.

Økonomisk incitament
Kommissionen tror på, at en del af omlægningen til økologi vil ske med hjælp af de nye eco-schemes, der er en ny type støtteordning for klima og miljø, der ligger i søjle 1 med den direkte landbrugsstøtte.

Landbrugskommissæren forklarede, at økologer eller landmænd, der er ved at omlægge til økologi, vil blive anset for at opfylde et af kriterierne i de kommende eco-schemes og dermed er berettiget til støtte.

“Det er et nyt incitament, der opmuntrer til økologisk konvertering, men dette gælder både til små og store bedrifter,” fortalte Janusz Wojciechowski, der også forklarede, at den nuværende støttemulighed for økologien bliver bevaret, så der alt i alt vil komme til at være “højere budget-tildelinger til økologiske gårde”.

En journalist spurgte ind til, om der også ville blive reserveret ekstra finansiering uden for CAP-regi til at fremme det økologiske landbrug.

“Nej, der er ikke noget separat budget dedikeret til økologisk landbrug, og der kommer heller ikke til at være et sådan separat budget,” gjorde landbrugskommissæren klart.

Fakta

EU's nye økologiske handlingsplan

- Planen for økologi arbejder på tre ben:

Økologisk mad og produkter til alle: forbrug og troværdighed skal stimuleres gennem:

  • Markedsføring af EU's økologi-mærke
  • Reduktion af moms på økologisk frugt og grønt
  • Markedsføring af økologiske kantiner/ offentlige køkkener og øget fokus på grøn omstilling i den offentlige sektor
  • Styrkede skoleordninger med mad og drikke
  • Styrkelse af forbrugertillid ved at bekæmpe fødevaresnyd
  • Forbedring af fødevarers sporbarhed
  • Initiativer i den private sektor

På vej mod 2030: Stimulering af omlægning og genindførelse af hele værdikæden gennem:

  • Opfordring til omlægning, investeringer og erfaringsudveksling med afsæt i CAP
  • Udvikle analyseværktøjer for den økologiske sektor
  • Bedre organisering af værdikæden
  • Styrkelse af lokal forarbejdning og forsyning
  • Styrket udbud af økologisk foder inkl. nødvendige vitaminer
  • Styrkelse af økologisk akvakultur

Gå forrest med et godt eksempel: Forbedre økologisk landbrugs mulighed for at bidrage til bæredygtighed gennem:

  • Reducering af kulstofudledning
  • Forbedring af genetisk biodiversitet
  • Udvikling af alternative plantebeskyttelsesmetoder
  • Bedre udnyttelse af ressourcer

Kilde: Økologisk Landsforening
 Store forskelligheder
Målsætningen fra EU er “fælleseuropæisk”, og Janusz Wojciechowski pointerede, at det er naturligt, at der vil være forskellige ambitioner og målsætninger i de enkelte medlemslande.

De har da også i dag vidt forskellige udgangspunkter. Eksempelvis blev en fjerdedel af landbrugsjorden i Østrig allerede i 2019 dyrket økologisk, mens Estland og Sverige ligger omkring de tyve procent.

For Danmark gælder, at omkring 11 procent af markerne dyrkes økologisk, mens Rumænien, Bulgarien, Irland og Malta i 2019 havde under tre procent økologisk landbrugsjord. 

Men for alle lande forventer Kommissionen fremdrift, og Kommissionen vil foretage en række handlinger for at sikre, at man når op på de 25 procent.

Tiltag for økologisk vind i sejlene
Herunder vil kommissionen lave tiltag for at tilskynde til større anvendelse af økologiske produkter i offentlige kantiner gennem offentlige udbud, lave kampagner for det økologiske mærke og øge uddelingen af økologiske produkter inden for EU’s skoleordninger.

Kommissionen peger også på, at den private sektor kan komme til at spille en vigtig rolle, for eksempel ved at give de ansatte “økochecks”, som de kan bruge til at købe økologiske fødevarer.

Blandt andre tiltag kan nævnes, at kommissionen vil udvikle en sektoranalyse for at øge gennemsigtigheden på markedet, bakke op om økologiske værdikæder, styrke de lokale forarbejdningsindustrier og på den måde fremme de korte distributionskanaler, ligesom Kommissionen vil bidrage til at forbedre dyrenes ernæring.

Kommissionen mener desuden, at økologisk akvakultur rummer “et betydeligt vækstpotentiale”, som derfor bør fremmes.

Der er ikke noget separat budget dedikeret til økologisk landbrug.

Janusz Wojciechowski
Landbrugskommissær
 Et øje på medlemslandene
Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde nationale handlingsplaner for økologi, som skal supplere de nationale strategiske planer under den fælles landbrugspolitik.

Under alle omstændigheder kommer Kommissionen til at holde øje med de økologiske ambitioner, som medlemslandene udstikker.

Men er Kommissionen parat til at afvise strategiske programmer, der ikke er tilstrækkeligt ambitiøse, når det kommer til økologisk landbrug, lød et andet spørgsmål på pressekonferencen.

“Jeg ønsker ikke at bruge ordet afvise. Vi vil diskutere med medlemslande, opmuntre medlemslande, for et ambitiøst niveau for økologisk landbrug vil være en af de helt store kriterier, og manglende ambitioner vil kunne føre til en konklusion om, at planen ikke imødekommer de relevante kriterier, som vi har udstukket under CAP og Green Deal,” sagde landbrugskommissæren.

En af de væsentlige bevæggrunde for Kommissionen til at fremme økologien er gevinsterne for miljø, klima, biodiversitet og dyrevelfærd, men Kommissionen vil også prioritere tiltag, der skal trække økologien i en endnu mere bæredygtig retning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Janusz Wojciechowski

EU-Kommissær for landbrug

0:000:00