EU genoptager arbejdet med amerikansk handelsaftale

Handelsaftalen mellem EU og USA er så småt på vej tilbage på ret køl.
Et flertal af koordinatorer fra de politiske grupper i Europa-Parlamentets Udvalg for International Handel har nemlig besluttet, at arbejdet med handelsaftalen skal genoptages.
Det oplyser Europa-Parlamentet.
"Medlemmerne af Handelsudvalget er fortsat engagerede i at fremme arbejdet med de to lovgivningsforslag hurtigt, forudsat at USA respekterer Unionens og dens medlemsstaters territoriale integritet og suverænitet og overholder vilkårene i Turnberry-aftalen," lyder det.
Turnberry-aftalen er navnet på den principaftale, som EU og USA indgik i sommer på den amerikanske præsidents Donald Trumps golfressort i Skotland.
Aftalen indebærer blandt andet, at der lægges 15 procent told på europæiske varer.
Udover toldsatserne indeholder aftalen også en række løfter fra europæerne om indkøb af energi og våben fra USA for store milliardbeløb.
Partier er uenige med regeringen
Oprindeligt var planen, at principaftalen skulle udvikles til en endelig juridisk bindende handelsaftale, men i stedet er aftalen blevet lagt på is som følge af Donald Trumps toldtrusler mod europæiske lande i forsøget på at overtage Grønland.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har dog over for Altinget gjort klart, at regeringen støtter en genoptagelse af aftalen efter, at Donald Trump har afviste at overtage Grønland med militær magt og droppet toldtruslerne mod europæiske lande.
"Efter at de amerikanske toldtrusler mod Danmark og andre EU-lande er blevet taget af bordet igen, må fokus nu tilbage på at implementere aftalen og de indgåede forpligtelser," lød det fra udenrigsministeren.
De danske partiers europaparlamentarikere er dog splittede i det spørgsmål.
Det gælder blandt andet Stine Bosse fra udenrigsministerens eget parti.
"Sådan en aftale er kun noget værd, hvis der er klarhed om, at den også bliver overholdt. I øjeblikket mangler den vished. Det kan sagtens være, at vi får den inden længe, men der er ingen grund til at forhaste sig," lød det ved samme lejlighed fra hende til Altinget.
En reel afstemning om, hvorvidt handelsaftalen skal genoptages kan potentielt finde sted på det næste udvalgsmøde tirsdag 24. februar.
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Her er de kendte og ukendte personer, der forhandler om Danmarks næste regering
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Veteran til Friis Bach: Er jeres eftermæle vigtigere end de soldater, I sendte i krig?









































