EU-ledere må klinke skår på lyntid

BRUXELLES: Ifølge et vedholdende rygte blandt EU-diplomater på det nys overståede EU-topmøde i Bruxelles var den britiske premierminister, Theresa May, svært tilfreds med for en gangs skyld ikke at være den mest upopulære leder i EU-kredsen.

Brexits førstedame overlod torsdag titlen som det mest akavede medlem af EU-klubben til den polske premierminister, Beata Szydlo, som valgte at rage uklar med samtlige andre EU-chefer.

En ting var, at Szydlo nægtede at støtte genudnævnelsen af sin landsmand, Donald Tusk, til posten for enden af topmødebordet i EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd. Det er hendes fulde ret og heller ikke overraskende.

Hul i illusionen
Hendes Lov og Retfærdigheds-parti ser Tusk som den politiske arvefjende, der gennem syv år som polsk premierminister ikke lavede andet end at håne dem, mens de omvendt ikke har ladet en chance gå forbi for at dæmonisere ham.

Det, der sendte hende i alvorlig bad standing, var, at hun i protest tog mødets slutdokument som gidsel ved som den eneste at nægte at støtte op om det.

Det slog et betydeligt hul i illusionen om sammenhold i EU-kredsen og gav et noget besværligt bagtæppe for det møde i kredsen af 27 EU-chefer, der fredag tog fat på de mere grundlæggende diskussioner om et liv efter en britisk exit fra klubben.

Brexit lurer
EU-cheferne har travlt, fordi de allerede om to uger mødes igen til fejringen af 60-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaten 25. marts.

Den dato falder enten lige før eller efter, at Theresa May har trykket på Brexit-knappen og aktiveret EU’s udmeldelsesblanket, artikel 50. Her forventes de 27 i det mindste at kunne udstikke en retning for et liv uden briterne.

Topmødets italienske vært, Paolo Gentiloni, ønsker intet mindre end at ”genstarte det europæiske projekt” med Rom-erklæringen, mens andre har betydeligt lavere ambitioner.

I går, i dag, i morgen
Erklæringen forventes at falde i tre dele. En bagudskuende, der konkluderer på samarbejdets hidtidige bedrifter. En konstatering af EU’s rolle i verden og de udfordringer, der hører med. Og så det store spørgsmål om, hvor Europa skal hen.

Men slagsmålet med Polen gør det ikke nemmere at finde en ordlyd, der kan favne de mange forskellige syn på, hvad EU skal.

Lande som Italien, Tyskland og Luxembourg talte således på mødet fredag varmt for at give dem, der vil integrere hurtigere, mulighed for at sætte turbo på samarbejdet uden at skulle have alle med.

Kan stå på bremsen
Ideen har ikke fået mindre appeal, efter det polske drama torsdag aften.

“Det er ikke acceptabelt, at ét medlemsland siger, ’det vil jeg ikke’, og så er de øvrige 27 lammede,” lød det fra Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel.

Omvendt afviser flere af de øst- og centraleuropæiske lande bestemt ideen om et EU i flere hastigheder, blandt andet fordi de frygter, at det vil betyde, at flere midler fra EU-budgettet vil kanaliseres hen i det forstærkede samarbejde og væk fra de traditionelle områder som for eksempel støtte til EU’s udsatte regioner, som de er de helt store vindere af.

Nyde, ikke yde
Polen er et af de lande, som, med en diplomats ord, ofte kræver ”max zloty” fra EU-kasserne, men er fodslæbende, så snart der skal deles ansvar for ting som klimapolitik eller flygtningefordeling.

Voksende frustration fik ifølge EU-kilder både den tyske kansler og den franske præsident til ved topmødet at minde den polske premierminister om, hvem det er, der hælder millioner af euro i polsk regionalstøtte.

”Hvis EU-politikere tror, at de kan afpresse lande ved at sige, at de vil få taget penge fra sig, så er der meget dårlige udsigter for EU fremover,” sagde Polens premierminister, Beata Szydlo, fredag.

Ikke det optimale udgangspunkt for at skabe fælles front i EU-land.