EU-podcast: Vil Ungarn og Polen virkelig vælte Europas historiske milliardplan?

PARLAMENTET #105: Ungarske Viktor Orban har allieret sig med Polen for at blokere EU's langtidsbudget og genopretningsplan. Hvorfor? Og hvordan finder EU en vej ud af den krise? De spørgsmål bliver belyst i ugens podcast, hvor vi har besøg af De Grønnes budgetordfører i Europa-Parlamentet, Rasmus Andresen.

Den ungarske leder, Viktor Orban, vil ikke finde sig i EU's betingelser.
Den ungarske leder, Viktor Orban, vil ikke finde sig i EU's betingelser.Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Tusindvis af milliarder kroner skulle efter planen næste år begynde at flyde ud til virksomheder, industri, forskning og offentlige sektorer på tværs af kontinentet for at genstarte Europas økonomi efter coronakrisen.

Men lige nu er både den historiske genopretningsplan og det syvårige rammebudget, som EU-landenes ledere vedtog i sommer, blokeret af Ungarn og Polen. I ugens europæiske podcast kan du høre hvorfor og hvordan.

Penge, der er nødvendige for at afbøde alle de økonomiske og sociale følger af pandemien, kommer til at mangle der, hvor der er hårdt brug for dem.

Michael Roth
Tysklands europaminister

Regeringerne i Budapest og Warszawa er længe blevet kritiseret af EU for underminering af retssikkerheden og borgernes frihedsrettigheder – og nu truer de hele EU’s milliardbudget, fordi pengene denne gang kommer med betingelser om retsstat og demokrati.

Det udløste i denne uge en ny krise i det europæiske samarbejde, hvor det tyske unionsformandsskab advarer om de potentielt alvorlige følger af blokaden.

”Konsekvensen kan blive, at penge, der er nødvendige for at afbøde alle de økonomiske og sociale følger af pandemien, kommer til at mangle der, hvor der er hårdt brug for dem,” sagde Tysklands europaminister, Michael Roth, efter et videomøde med ministre fra de andre medlemslande:

”Og det handler ikke kun om lande som Spanien, Italien eller Frankrig. Mange milliarder strømmer også til Polen. Mange milliarder strømmer også til Ungarn.”

Hverken ministermødet tirsdag eller en topmødevideokonference torsdag aften kunne løsne op for modstanden fra Ungarns Viktor Orban og den polske regeringsleder, Mateusz Morawiecki.

Sidstnævnte beskylder EU for både at være et ”oligarki” og udføre ”kommunistisk propaganda” – mens Orban portrætterer sig selv og Morawiecki som ”frihedskæmpere”, der siden sovjettiden har gjort alt for at forsvare netop demokratiet mod undertrykkelse.

Er det bluff, eller kan det vælte EU’s fremtidsplaner?

Hør om det i podcasten, hvor Altingets Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsen har besøg af De Grønnes budgetordfører i Europa-Parlamentet, Rasmus Andresen.

”Fra Parlamentets synsvinkel er det nu op til det tyske formandskab og vores kansler, den tyske kansler Angela Merkel, at føre de samtaler med Viktor Orban og med den polske regering, som de bliver nødt til for at få dannet et flertal hos medlemsstaterne, så vi allerede 1. januar næste år kan starte med EU-budgettet. Der er jo ikke meget tid tilbage,” siger han.

 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mateusz Morawiecki

Fhv. premierminister, Polen

Rasmus Andresen

MEP (Bündis 90/Die Grünen), næstformand, Landdagen, Slesvig-Holsten
BA i forvaltning og kommunikation (RUC 2009)

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

0:000:00