Debat

Fiskeriforeninger: Folketinget skal vælge mellem kvotekonger eller kystfiskeri

Danmarks Fiskeriforening og blåmuslingefiskerne ønsker at kapitalisere retten til at fiske efter hjertemuslinger. Vi håber, at de ikke får held med deres planer om monopolisering, og at Folketinget vil vælge kystfiskeri, mangfoldighed og en fremtid med både store og små, skriver Reinhardt Schmidt og Søren Jacobsen.

Vi håber, at Ramus Prehn (S) vil vælge kystfiskeri, mangfoldighed og en fremtid med både store og små i Limfjorden, skriver Reinhardt Schmidt og Søren Jacobsen.
Vi håber, at Ramus Prehn (S) vil vælge kystfiskeri, mangfoldighed og en fremtid med både store og små i Limfjorden, skriver Reinhardt Schmidt og Søren Jacobsen.Foto: Danmarks Fiskeriforening PLO
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden længe skal fiskeriminister Rasmus Prehn (S) og Folketingets partier drøfte fremtidens fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden.

Det skal besluttes, om hjertemuslingekvoten skal kapitaliseres fuldstændig, eller om dele af kvoten skal forblive på fællesskabets hænder.

Alle fiskere har lige ret til at fiske efter hjertemuslinger i Limfjorden. Også østersfiskerne. De sidste års håbløse forvaltning af hjertemuslingefiskeriet rykker ved dette faktum

Reinhardt Schmidt og Søren Jacobsen
Formænd for fiskeriforeninger

Blåmuslingefiskerne – med Danmarks Fiskeriforening PO i ryggen – ønsker fuldt ejerskab over alle Limfjordens hjertemuslinger. Vi i Limfjordsfiskernes Østersforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri PO ønsker derimod, at halvdelen af Limfjordens hjertemuslinger tilknyttes den beskyttede kystfiskerordning, hvor kystfiskere der tilmelder sig ordningen kan fiske på dem.

Det er en løsning, der vil styrke kystfiskerordningen betydeligt, bidrage til at bevare det danske kystfiskeri og sikrer, at dele af hjertemuslingekvoten forbliver på fællesskabets hænder.

I 2005 besluttede en snævert flertal i Folketinget, med Venstre i spidsen, at kapitalisere de danske fiskekvoter på de såkaldte konsumfisk som torsk, tunge og rødspætte.

I dag ved vi, hvad det førte til. Kvotekonger, massiv kvotekoncentration, monopoler og et kystfiskeri trængt i knæ. Det ønsker vi ikke for Limfjorden. Vi håber, at Folketinget og fiskeriminister Rasmus Prehn er enige.

Hjertemuslinger i beskyttet kystfiskerordning vil sikre skånsomt fiskeri
Mange af Limfjordens østersfiskere driver ud over deres østersfiskeri også fiskeri med skånsomme redskaber i både Limfjorden og Nordsøen.

Hvis der tilknyttes hjertemuslinger til den beskyttede kystfiskerordning, som vi foreslår, forudser vi, at op til 20 kystfiskere vil tilmelde sig ordningen.

Dermed sikrer vores forslag ikke bare det mindre kystfiskeri på Limfjorden her og nu. Men også det skånsomme kystfiskerifiskeri på sigt, da mange kystkvoter og kystbåde med forslaget vil blive sikret i kystfiskeriet. Dette vil også bidrage til, at sikre den næste generation af kystfiskere.

"Bifangsten" blev større og større
I dag har de mindre østersfiskere ikke adgang til at fiske efter hjertemuslinger.

Limfjordsfiskernes Østersforening ansøgte ellers allerede tilbage i 2012 om tilladelse til et direkte fiskeri på hjertemuslinger, men fik afslag med den begrundelse, at Fiskeristyrelsen ikke ville øger fiskeritrykket.

Danmarks Fiskeriforening PO og blåmuslingefiskerne ønsker ikke at dele. De ønsker at kapitalisere retten til at fiske efter hjertemuslinger. Og retten til at fiske hjertemuslinger skal efter blåmuslinge-fiskerne mening altså kun tilfalde dem selv

Reinhardt Schmidt og Søren Jacobsen
Formænd for fiskeriforeninger

Også blåmuslingefiskerne fik i 2012 afslag på deres ansøgning om et direkte fiskeri med samme begrundelse. Dengang havde blåmuslingefiskerne en ubetydelig bifangst af hjertemuslinger på 180 tons.

Men fra 2012 og frem til i dag er fangstmængden på hjertemuslinger steget eksplosivt i blåmuslingefiskeriet. Fra bare fra 180 tons i 2012 til 10.000 tons i 2019.

Efter at blåmuslingefiskerne fik afslag på et direkte fiskeri efter hjertemuslinger, landede de nemlig bare hjertemuslinger som "bifangst" i deres blåmuslingefiskeri. Helt op til 49 procent af en landing i vægt må ifølge reglerne bestå af hjertemuslinger.

Bifangstfiskeriet er ulovligt fiskeri
Det er dog kun på papiret, at der har været tale om bifangst.

I realiteten har fiskeriet været målrettet hjertemuslinger, og fiskeriet er foregået i andre områder end blåmuslingefiskeriet og med andre redskaber. Dette har Fiskeristyrelsen vidst i mange år, og DTU Aqua bekræftede det i et notat fra 2020.

Vi betragter derfor det direkte fiskeri efter hjertemuslinger som et ulovligt fiskeri. Det gør vi fordi det fremgår helt tydeligt i blåmuslingefiskernes tilladelser, at hjertemuslingerne skal fiskes samtidig med blåmuslingerne.

Tiden er inde til lovlig og fair forvaltning
Op til nu har blåmuslingefiskerne fisket op imod 10.000 tons hjertemuslinger om året uden en bestandsvurdering eller en vurdering af fiskeriets bæredygtighed.

Vi har ventet på en bestandsvurdering længe, da et direkte fiskeri ifølge myndighederne ikke kan påbegyndes, før en bestandsvurdering lå klar.

Den manglende bestandsvurdering, som har holdt østersfiskerne ude af fiskeriet i snart ti år, kom endelig i efteråret 2020. Østersfiskerne har dog stadig ikke lov til at fiske. Og er hermed gået glip af endnu en fiskesæson på hjertemuslinger.

Det er med baggrund i bestandsvurdering, at østersfiskerne nu ønsker at få adgang til halvdelen af den hjertemuslingekvote, som de i årevis er blevet nægtet.

Alle fiskere har lige ret til at fiske efter hjertemuslinger i Limfjorden. Også østersfiskerne. Det fremgår tydeligt at et notat fra Fiskeristyrelsen fra 2012. De sidste års håbløse forvaltning af hjertemuslingefiskeriet rykker ved dette faktum.

Danmarks Fiskeriforening PO og blåmuslingefiskerne ønsker dog ikke at dele. De ønsker at kapitalisere retten til at fiske efter hjertemuslinger. Og retten til at fiske hjertemuslinger skal efter blåmuslingefiskerne mening – altså kun tilfalde dem selv.

Vi håber ikke, at de får held med deres planer om monopolisering af hjertemuslingefiskerier. Vi håber derimod, at Ramus Prehn og Folketinget vil vælge kystfiskeri, mangfoldighed og en fremtid med både store og små i Limfjorden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Jacobsen

Formand, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00