Debat

Messerschmidt og Lidegaard i fælles fodslag mod regeringen: Havplanen er alt for uambitiøs på naturens vegne

Med kun fire procent strengt beskyttede områder i regeringens havplan, er den langt fra seriøs nok. 30 procent af Danmarks havareal skal beskyttes, og så må fiskeriet kompenseres på anden vis, skriver Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt. 

Hvis vi gør det rigtigt, kan bestandene af fisk i beskyttede områder eksportere fisk, fiskeæg og larver fra beskyttede områder til tilstødende områder, hvor der fiskes, skriver Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt.
Hvis vi gør det rigtigt, kan bestandene af fisk i beskyttede områder eksportere fisk, fiskeæg og larver fra beskyttede områder til tilstødende områder, hvor der fiskes, skriver Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Martin Lidegaard
Morten Messerschmidt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Havet er en afgørende ressource for Danmark. Desværre har vi som nation glemt at beskytte vores unikke naturværdier i det danske hav.

Tema

Danmarks første havplan

31. marts trådte Danmarks første havplan i kraft og blev samtidig sendt i høring. 

Hvad er godt, og hvad er skidt i planen?

Panelet er:

  • Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening
  • MSC Danmark
  • Danske Havne
  • Egon Østergaard, Ornitologisk Forening BirdLife
  • Christian Lerche, Dansk Sejlunion
  • Thomas Hwan Jensen, Wind Denmark
  • Berit Charlotte Kaae, seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
  • Jesper Raakjær, professor ved Center for Blue Governance, Aalborg Universitet og fhv. udviklingschef for Aalborg Havn
  • Morten Messerschmidt (DF)
  • Martin Lidegaard (R)

Det gælder desværre også i regeringens nyligt udkomne havplan, der har mange flotte ord, men desværre få reelt beskyttede områder. Derfor opfordrer vi her regeringen til at smide deres havplan i skraldespanden og starte på en ny. Det fortjener havet og alle os danskere, som nyder den blå natur i og ved vandet.

Havets værdier er kun blevet mere aktuel af danskernes søgen mod naturen og aktiviteter ved vandet under coronaepidemien. Havet er nemlig en stor og afgørende del af Danmarks miljø og natur. Danmarks havareal dækker omkring 104.000 kvadratkilometer, og ingen dansker har mere end 52 kilometer til havet.

Havet er samtidig en vigtig ressource, som vi udnytter gennem blandt andet fiskeri, turisme, transport og havvind, der alt sammen bidrager til danske jobs og dansk velstand.

Farvel til bomtrawl
Vi har derfor ventet utålmodigt på regeringens nye handlingsplan for beskyttelse og anvendelser af hele det danske havområde, den såkaldte havplan. Nu er det første udkast så færdigt, men det bringer os desværre ikke i mål. Faktisk tværtimod.

Regeringen lægger nemlig med planen op til at bruge mere end 100 procent af havets bæreevne. Kun fire procent hav skal strengt beskyttes, og resten af de beskyttede områder opnår kun en ganske sporadisk beskyttelse gennem den såkaldte havstrategi, der er et afgørende delelement under den samlede havplan.  

Konkret foreslår vi derfor at hæve ambitionerne på alle disse områder til gavn for både naturen, klimaet menneskene og de tilknyttede erhverv. Først og fremmest bør vi hæve andelen af urørt hav til ti procent, som også Fiskeriforeningen og de grønne organisationer har foreslået. Her skal enhver form for direkte udnyttelse være strengt forbudt og stærkt kontrolleret. Formålet er at skabe grobund for en rigere biodiversitet og et bedre havmiljø. Det vil ikke kun gavne biodiversiteten i de beskyttede områder, men også livet udenfor disse områder.

Samtidig foreslår vi, at mindst 20 procent af Danmarks havareal - udover de ti procent urørt hav ‐ skal bestå af beskyttede områder, som faktisk bliver beskyttet. Det vil sige, at der skal indføres forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber, mens skånsomt fiskeri fortsat kan tillades.

Fiskeri med bomtrawl er en teknologi, som er særligt belastende for havbunden, og som vi ønsker helt afskaffet i alle danske farvande så hurtigt som muligt, hvilket vi derfor også opfordrer den danske regering til at kæmpe for i EU.

Sværere at være fisker
De i alt 30 procent beskyttede områder skal både findes i de områder, der har de største miljøværdier, men selvfølgelig også tage behørigt hensyn til fiskeriet – i dag og i morgen. Hensynet til havmiljøet er nemlig en forudsætning for at mindske det pres, der i dag er på vores havnatur og for at tilgodese det mere miljøskånsomme fiskeri, som kan sikre en bedre samfundsøkonomisk udnyttelse af bestandene og sikre flere jobs, især i landdistrikterne.

Hvis vi gør det rigtigt, kan bestandene af fisk i beskyttede områder eksportere fisk, fiskeæg og larver fra beskyttede områder til tilstødende områder, hvor der fiskes. En proces, der kan opveje tabet af fiskepladser i første omgang og på længere sigt medføre positive økonomiske gevinster for fiskerierhvervet.

Når det kommer til at sikre havmiljøet, en bundsolid dansk interesse, er vi fuldkommen enige: Der må handles nu!

Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt, næstformænd for hhv. Radikale Venstre og Dansk Folkeparti

På trods af gevinsterne på langt sigt, ved vi, at det vil skabe udfordringer for fiskerierhvervet på den korte bane at beskytte 30 procent af havarealet, og netop derfor ønsker vi også at gøre det nemmere at være fisker ved samtidig at lette på de administrative byrder.

Et umage politisk par
Havvindmøller og natur behøver ikke være hinandens modsætninger. Men det kræver, at vi tør prioritere naturen i strengt beskyttede områder og fremadrettet stoppe den såkaldte åben dør-ordning for kystnære vindmøller. Til gengæld burde det give mulighed for havvindmøller i de 20 procent almindeligt beskyttede områder, hvis der tages de nødvendige forholdsregler i anlægsfasen, og trawl fortsat forbydes.

I Dansk Folkeparti og i Radikale Venstre er vi store tilhængere af grøn energi og støtter op om udviklingen inden for vindmøllesektoren. Det både kan og skal ske i samklang med en stærk natur til havs.

Det vil skabe udfordringer for fiskerierhvervet på den korte bane at beskytte 30 procent af havarealet, og netop derfor ønsker vi også at gøre det nemmere at være fisker ved samtidig at lette på de administrative byrder.

Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt, næstformænd for hhv. Radikale Venstre og Dansk Folkeparti

Mange vil måske se os som et umage politisk par. Men når det kommer til at sikre havmiljøet, en bundsolid dansk interesse, er vi fuldkommen enige: Der må handles nu!

Derfor er vi i Radikale Venstre og Dansk Folkeparti gået sammen om at lave vores egen havplan. For det giver ingen mening, at regeringen er så uambitiøs og fodslæbende på dette område. Det gavner ingen. Hverken natur, fiskere eller danskerne som sådan.

Så kære regering, vores budskab er sådan set enkelt: Jeres bud på en havplan er en ommer, og vi står til rådighed - forhåbentlig med et flertal i Folketinget - for at finde fælles fodslag om en ægte bæredygtig havplan til glæde for hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion