Fl. Chr. Nielsen: Ungdomsoprørets joker blev til snæversynets profet

I sommeren 1970 var ungdomsoprøret så godt i gang, at ingen tog notits af en potentiel bombemand, der i Virum-Posten opfordrede aktivisterne til at brænde Christiansborg af i stedet for at knuse ruder på ØK og ambassader.

Selv var pyromani-anstifteren grebet af et endnu mere anarkistisk projekt, der havde som mål at få statsapparatet til at gå op i luer. Før ordet fandtes, havde han opfundet en app, der efterhånden ville tømme statskassen for penge og lede alle skatteindtægter ned i hans egen swimmingpool i Lyngby – med bifloder af kontanter til alle, der oprettede et aktieselskab i hans advokatbutik.

Læseren har naturligvis gættet, at bombemanden hed Mogens Glistrup. Som bekendt stiftede han i 1972 sit Fremskridtsparti, der året efter kom i Folketinget med 28 mandater og et løfte om at afskaffe indkomstskatten. En halv million vælgere stemte på partiet, men skønt Mogens Glistrup Havde ærkestalinisten Carl Madsen som landets justitsminister, bemærkede de færreste, at de havde sat deres kryds ved en radikaliseret ungdomsoprører. Yderligere skulle posten som kulturminister gå til en hippie, der trillede rundt med en barnevogn på Strøget i København og solgte modernistisk lyrik og anden samfundsnedbrydende litteratur.

Forsvarsministeriet skulle udskiftes med en telefonsvarer, der på russisk sagde: ”Vi overgiver os.” Et kirkeministerium var lige så overflødigt, da Folkekirken skulle sælges, for ”hvorfor skulle vi ikke selv kunne lønne vore præster, når muslimer og andre klarer sig fortræffeligt?” (Dengang vrængede han ikke ordet 'muhammedaner').

En halv million vælgere stemte på partiet, men skønt Mogens Glistrup havde udset ærkestalinisten Carl Madsen  som landets justitsminister, bemærkede de færreste, at de havde sat deres kryds ved en radikaliseret ungdomsoprører.

Flemming Chr. Nielsen

Den verbale terrorist flirtede sågar med formand Maos permanente revolution og de hundrede blomster, der skal blomstre. I et interview med forfatteren Henrik Stangerup fortalte han, at hvis Fremskridtspartiet virkelig kom til magten, ville det blive nødvendigt med et nyt parti, der brugte alle sine kræfter på at nedbryde Fremskridtspartiets magtfuldkommenhed.

Men foreløbig var det advokatens træk-procent på NUL og hans vejsidebomber i form af aktieselskaber, der fik ham dømt og i 1983 fængslet for såkaldt skattesvig. Dog ikke i form af nutidig hvidvask og skattely, Putin-fætre og obskøne bankfilialer, for faktisk oplyste han som sin egen højrøstede whistleblower alle indtægter og fradrag, så det er stadig blandt jurister et omtvistet spørgsmål, hvad han egentlig blev dømt for. Måske skulle han bare have holdt sin mund med den misundelsesværdige træk-procent.

Den omskabte Glistrup blev ikke en svinehund. Derimod en forførende fløjtespiller.

Flemming Chr. Nielsen

Ovenstående mini-portræt af den surrealistiske advokat har hverken til hensigt at forsvare eller anklage ham, men modsat de andre ungdomsoprørere, som nu er henvist til et skyggeliv i marxistiske og psykedeliske studiegrupper, har vi fortsat jokeren iblandt os.

Fængselsopholdet i Horserød kurerede ham ganske vist for evnen til at agere papir-missil og terrorist, bajads og hofnar. Hans utæmmelige fantasi ebbede ud. Han blev med et moderne udtryk af-radikaliseret, for hans sprængfarlige amokløb og normbrud havde vakt forargelse i såkaldt borgerlige kredse. Futte Christiansborg af? Ophøje en stalinist til justitsminister? Privatisere vor danske kristendom? Gøre en hippie til kulturminister?

I bedste fald var han en underholdende uromager.

Derfor er det ikke som eksponent for ungdomsoprøret, at Glistrup den dag i dag går lyslevende rundt, men fordi han i 1985 kom ud af fængslet som sin egen modsætning og lige foran Horserød-porten holdt sin indledende politiske forelæsning:

”Danske penge skal ikke bruges til at fodre muhammedanere.”

Og dagen efter reagerede medierne:

”Svinehunde som Glistrup skal indfanges, før de anretter alvorlig skade.”

Men den omskabte Glistrup blev ikke en svinehund. Derimod en forførende fløjtespiller. Medier og politikere lærte at fløjte i takt med de nye toner, og den forhenværende oprørers småborgerlige program viste sig at være noget uhyre smitsomt.

Selv uden den bornholmske dialekt kunne alle nynne med på folkemelodien om, at de fremmede i landet er en trussel mod danskhed og sammenhæng. De er griske og utaknemmelige turister på fast ophold og forlanger gratis Bed & Breakfast. Og frem for alt er de udstyret med en aldeles pervers religion.

Via det kuldsejlede Fremskridtsparti bredte smitten sig gennem Dansk Folkeparti. Den erobrede de borgerlige partier og invaderede Socialdemokratiet. Ser du et brunt ansigt, tænker du ghetto. Ser du et smykke under et tørklæde, tænker du konfiskation. Ser du en burka, tænker du terrorist. Vrangviljen mod indvandrere og afvigere er blevet en så nagelfast dansk værdi, at den har udkonkurreret vort berømte frisind, vor favnende humor, vor nysgerrighed og åbenhed.

Kun modvilligt synger vi, at ”her har jeg hjemme, herfra min verden går.”

Allerhelst ville vi synge, at ”her har jeg hjemme, hertil min verden går.”

Ungdomsoprøret blev efterfulgt af politisk surhed og snæversyn. Glistrup førte an i begge manøvrer, og da der aldrig i fristaden Christiania blev rejst en Satyr-statue af den unge Glistrup, burde den gamle Glistrups politiske børnebørn gøre skaden god og alternativt rejse en Grubler-statue af ham på Sankt Annæ Plads.

Eller bare et lille mindesmærke. Da Søren Pind ikke som Venstre-minister opnåede at få sin Reagan-statue, er der masser af sankt-annæ-plads til en taknemmelig indskrift:

”Kære bedstefar. Som repræsentanter for en småsindet danskhed skylder vi dig alt.”

-----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.