Flemming Chr. Nielsen: Borgerlige debattører gør kristendom til politisk kødklister

Forleden var jeg i selskab med en 8-årig, der pludselig var blevet gudsfornægter. Det skyldtes, at han i en skoletime havde hørt om en mand, der beordredes til at ofre sin søn for at bevise, at han troede på Gud.

Da den 8-årige har vage drømme om engang at blive voksen, gifte sig og få børn, så han sig nødsaget til at afsværge kristendommen, for det var i faget kristendomskundskab, han var blevet belært om den uhyggelige ofring, og sådan en Gud mente han ikke at have brug for i sit liv.

Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle få ham på andre tanker, for der var naturligvis tale om Abrahams ofring af Isak. Og det ville tilsvarende gå hen over hovedet på ham, hvis jeg henviste til, at en række såkaldt borgerlige politikere for tiden lægger sig gevaldigt i selen for at overbevise børn og voksne om, at en særlig dansk kristendom er samdrægtighedens religion, mens islam modsat er uforsonlighedens.

Anledningen til det borgerlige korstog er, at de Radikale vil have konfirmationsforberedelsen ud af folkeskolen, og det må ifølge Dansk Folkepartis stærkt reducerede mandattal ikke ske. ”Uden kristendommen er der ingen borgerlighed,” siger partiets kultur- og skoleordfører Alex Ahrendtsen til Berlingske, ”for det er fra kristendommen, de borgerlige dyder kommer. Uden kristendom ville Danmark være et forfærdeligt og kærlighedsløst land at leve i.”

Sognepræst og tidligere folketingskandidat for de konservative Marie Høgh supplerer med, at ”vi har fået et menneskesyn fra kristendommen, som ligger neden under alting.” Kristendommen går nemlig ifølge sognepræsten ud på, at ”vi er tilgivet og frisat.” Og Venstre-debattøren Anna Libak synger i samme avis den samme nationale samlingsmelodi: ”Vores særpræg udviskes, hvis man udfaser kristendommen fra vores institutioner. Vi skal give de opvoksende generationer en forståelse for, hvordan Danmark blev til Danmark.”

Andre borgerlige debattører har ytret sig i omtrent de samme vendinger. Fælles for de bekymrede er, at kun kristendommen binder os sammen som folk. Lidt respektløst formuleret gør de dansk kristendom til en slags lim. Den bliver en politisk variant af det kødklister, som ifølge én af DRs Kontant-udsendelser og til væmmelse for seerne bruges i fødevareindustrien. Her skal klisteret sikre sammenhængskraften i de små stykker kød, der i tvungen samhørighed omformes til en culottesteg.

Og hvad enten vi kan lide det eller ej, indgår også Abrahams ofring af Isak i den kristne culottestegs skolepensum, for Abraham er troens fader, siger apostlen Paulus et sted.   

Flemming Chr. Nielsen

Og hvad enten vi kan lide det eller ej, indgår også Abrahams ofring af Isak i den kristne culottestegs skolepensum, for Abraham er troens fader, siger apostlen Paulus et sted. 

Men den borgerlige agitation er ikke andet end klister. Sig eksempelvis til en afvist flygtningefamilie, at uden dansk kristendom og dens borgerlige dyder ville det være ”et forfærdeligt og kærlighedsløst land,” der beordrede familien op i et fly og ud til en usikker skæbne.

Eller fortæl en konfirmand, at han er ”frisat,” og han/hun vil ikke ane, hvad meningen er, for i alle andre munde end præstens er det at frisætte et forskønnende udtryk for en fyreseddel.

Eller oplys de for tiden stridende fraktioner i partiet Venstre om, at de bør forliges og tænke på deres fælles udgangspunkt i det tilgivende kristne menneskesyn.

Velvilligt sagt udtrykker den politiske agitation kun en længsel efter en ”kristen” fortid, der aldrig har eksisteret som andet end et danskhedens fatamorgana. Indtil 1845 var der tvungen kirkegang i vort land. Hvis du ikke mødte op til gudstjeneste om søndagen, ifaldt du en pengebøde, og i gentagelsestilfælde blev du ikke tilgivet og frisat, men kunne stilles i gabestok på kirkegården.

Og indtil 1857 kunne dine børn ikke arve dig, hvis du ikke i tide havde sørget for, at de blev døbt. En så afskrækkende arveafgift som 100 procent gjorde dåben til kødklisteret i den tids kristendom. Selvsagt mere hårdhændet og brutal end nutidens borgerlige krav om, at der skal være kristendom i vore institutioner, for ellers går limen i opløsning.

Men kravet er fortsat en advarsel om, hvad der vil ske, hvis vi ikke hylder den opfattelse, at det er kristendommen, der dengang som i dag limer Danmark sammen. 

Men det enkelte menneskes gudsforhold er nu engang hævet over tid og sted. Uafhængigt af ydre rammer beror troen på en relation mellem den enkelte og den enkeltes Gud. Troen kan hverken hentes fra en nationalistisk arvekonto eller fra tilfældige regler og nor­mer i det omgi­vende samfund. Troen er en personlig afgørelse – eller som præsten forrest i min salmebog citerede Petter Dass, da jeg blev konfirmeret: ”Gud er Gud, om alle land lå døde; Gud er Gud, om alle mand var døde.”

Hvis nogen trænger til at få en vaklende tro stivet af, er det ikke Folketingets borgerlige, der skal fungere som fiskelim og profetere om danskhedens undergang, fordi nogen foreslår, at konfirmandundervisningen udliciteres fra skolen til fritiden.

I kristen forstand er den type borgerlige politikere ikke andet end falske Guder og børnelokkere, for ”mit Rige er ikke af denne verden,” siger kristendommens grundlægger i Johannesevangeliet.

Hvis hans Rige var af denne verden, så det unægtelig også skidt ud. Nemlig et menneskesyn baseret på kristendom som borgerlige dyder og dermed flygtninge lagt i håndjern, tiggere sat i fængsel, de nedbrudte og udslidte statskontrollerede og fattigfolks børn frataget deres barndom.

”Fri os fra det onde,” siger Jesus i Matthæusevangeliets Fadervor. I en nutids-oversættelse af Fadervor kunne han lige så vel have sagt ”fri os fra de såkaldt borgerlige dyder.”

-----

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.