Flemming Chr. Nielsen: Danskernes opfinder er skrumpet ind

Der er nok ingen, som med sikkerhed ved, hvornår ordet danskerne med det ekskluderende indhold første gang dukkede op i nyere dansk politik. Et kvalificeret gæt må være omkring 2001, da Dansk Folkeparti trådte ud af statistrollen og blev parlamentarisk grundlag for Anders Fogh Rasmussens VK-regering.

Men om ordets ophavskvinde er der ingen tvivl. Det var Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som i sin bondefangerappel definerede os som danskerne. Og på slyngplantevis tilføjede hun: ”Jeg er sikker på, at danskerne er enige med mig.”

Nogen forsøgte standhaftigt at modstå omfavnelsen. Andre lod sig straks lokke af hypnosen, for sætningen om danskerne blev jo udtalt af en magtfuld politiker, der var ombejlet af ingen ringere end statsministeren og hans regering.

Hvad det egentlig var, danskerne i enighed skulle samles om, kom derimod aldrig til at stå klart. Kun hvad vi skulle samles imod. Og ikke andre end skarnsfolk ville erklære sig i opposition og agere vrangvillige, for det er at sætte sig hen i en krog og som enspænder benægte, at man har hjemme i danskernes helt særlige og for alle andre uhjertelige folkestamme.

Hvis du ikke er én af os, bliver du per refleks én af dem. Og dem – det er folk med andre meninger, madvaner, påklædninger, sprog og religioner end danskerne. Modsat dem hengiver danskerne sig aldrig til kiv og konflikt. Danskerne indgår i en ubrydelig eksklusivaftale. Én for alle og alle for én.

Derfor var det en smitsom og bondesnu sætning, Pia Kjærsgaard dengang fandt på. Den svejsede os sammen. Vi begyndte at vurdere den store verden med vores nidstirrende danskerblik.

På valgaftenen skrumpede danskernes opfinder og hendes parti pludselig til et nationalromantisk tusmørkemuseum. 

Flemming Chr. Nielsen

Faktisk holdt vi op med at være alt muligt. Vi blev til danskerne.

I de næste mange år blev begrebet om danskerne mere og mere fuldtonende. Når tv diverterer med en historisk udsendelse om en blodig konge, forhåndsagiteres der pædagogisk manende, at han er vores historie. Han er danskernes historie. Og hvis noget alligevel kikser, og en kommunist, en muslim, en svensker eller andet aparte bliver fremhævet, henvises der til, at udsendelsen svigtede danskerne.

Når et fodboldhold vinder en kamp, er det danskerne, som sejrer. Når nogen bruger deres weekender på at samle affald i naturen, er det danskerne, der yder deres store og uegennyttige indsats.

Når Kongehuset fejrer en barnefødsel eller en rund fødselsdag, er det danskerne, som udtrykker deres begejstring og taknemmelighed. Det er ikke børnehaver, plejehjemsbeboere og andet godtfolk, der får en tiltrængt afveksling i deres daglige trummerum.

Men omvendt: Når en statistik viser, at der drikkes og ryges for meget, er det aldrig danskerne, der forsynder sig. Det er de unge og de dårligt uddannede, de rygradsløse og de ligeglade.

Det er heller aldrig danskerne, der misbruger de offentlige kasser. De er de dovne og de uvillige. Alt andet vil være en offentlig fornærmelse af danskerne – lige så fornærmeligt som den oplysning, at i middelalderens Tyskland og Østeuropa var ”danskerne” navnet på de adelige toiletter, der som udbygninger til ridderborge var anbragt oppe over hastigt strømmende og forfriskende floder.

Danskerne som begreb er blevet en uophørlig hymne om offervilje, om en tusindårig historie, om usvigelig fædrelandskærlighed. I statsministerielle nytårstaler er det danskerne, som ydmygt takkes. Det ville være et alvorligt politisk fejltrin bare at takke det, der hedder befolkningen, for danskerne er et anderledes pompøst ord. Befolkningen lyder for jævnt og plebejisk. Omtrent som et overgreb på danskerne.

Men på valgaftenen skrumpede danskernes opfinder og hendes parti pludselig til et nationalromantisk tusmørkemuseum. Befolkningen gik andre steder hen. Faktisk gik den i så mange retninger, at ordet danskerne må forstumme som samlebetegnelse.

Ikke desto mindre blev der ustandselig henvist til danskerne. Med en flittig blyant kunne jeg notere på et stykke papir de cirka tusind gange, der blev sagt danskerne.

Tv-reporterne snakkede om danskerne, danskerne og danskerne.

Den socialdemokratiske statsministerkandidat, der så gerne vil være børnenes statsminister, takkede danskerne for deres opbakning og glemte, at børn uden stemmeret vel også hører til danskerne. Partiformand Pia Olsen Dyhr fra SF takkede også danskerne. Det samme gjorde revolutionens Pernille Skipper fra Enhedslisten.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, takkede danskerne for deres tillid. Venstres mange kronprinser og kronprinsesser takkede danskerne.