Flemming Chr. Nielsen: Danskernes opfinder er skrumpet ind

KOMMENTAR: DF har i årtier brugt begrebet 'danskerne' til at sætte skel mellem 'os' og 'dem'. På valgaftenen blev danskerne dog til danskerpartiets fjende nummer ét. Gid begrebet nu må forsvinde, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Der er nok ingen, som med sikkerhed ved, hvornår ordet danskerne med det ekskluderende indhold første gang dukkede op i nyere dansk politik. Et kvalificeret gæt må være omkring 2001, da Dansk Folkeparti trådte ud af statistrollen og blev parlamentarisk grundlag for Anders Fogh Rasmussens VK-regering.

Men om ordets ophavskvinde er der ingen tvivl. Det var Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som i sin bondefangerappel definerede os som danskerne. Og på slyngplantevis tilføjede hun: ”Jeg er sikker på, at danskerne er enige med mig.”

Nogen forsøgte standhaftigt at modstå omfavnelsen. Andre lod sig straks lokke af hypnosen, for sætningen om danskerne blev jo udtalt af en magtfuld politiker, der var ombejlet af ingen ringere end statsministeren og hans regering.

Hvad det egentlig var, danskerne i enighed skulle samles om, kom derimod aldrig til at stå klart. Kun hvad vi skulle samles imod. Og ikke andre end skarnsfolk ville erklære sig i opposition og agere vrangvillige, for det er at sætte sig hen i en krog og som enspænder benægte, at man har hjemme i danskernes helt særlige og for alle andre uhjertelige folkestamme.

Hvis du ikke er én af os, bliver du per refleks én af dem. Og dem – det er folk med andre meninger, madvaner, påklædninger, sprog og religioner end danskerne. Modsat dem hengiver danskerne sig aldrig til kiv og konflikt. Danskerne indgår i en ubrydelig eksklusivaftale. Én for alle og alle for én.

Derfor var det en smitsom og bondesnu sætning, Pia Kjærsgaard dengang fandt på. Den svejsede os sammen. Vi begyndte at vurdere den store verden med vores nidstirrende danskerblik.

Faktisk holdt vi op med at være alt muligt. Vi blev til danskerne.

I de næste mange år blev begrebet om danskerne mere og mere fuldtonende. Når tv diverterer med en historisk udsendelse om en blodig konge, forhåndsagiteres der pædagogisk manende, at han er vores historie. Han er danskernes historie. Og hvis noget alligevel kikser, og en kommunist, en muslim, en svensker eller andet aparte bliver fremhævet, henvises der til, at udsendelsen svigtede danskerne.

Når et fodboldhold vinder en kamp, er det danskerne, som sejrer. Når nogen bruger deres weekender på at samle affald i naturen, er det danskerne, der yder deres store og uegennyttige indsats.

Når Kongehuset fejrer en barnefødsel eller en rund fødselsdag, er det danskerne, som udtrykker deres begejstring og taknemmelighed. Det er ikke børnehaver, plejehjemsbeboere og andet godtfolk, der får en tiltrængt afveksling i deres daglige trummerum.

Men omvendt: Når en statistik viser, at der drikkes og ryges for meget, er det aldrig danskerne, der forsynder sig. Det er de unge og de dårligt uddannede, de rygradsløse og de ligeglade.

Det er heller aldrig danskerne, der misbruger de offentlige kasser. De er de dovne og de uvillige. Alt andet vil være en offentlig fornærmelse af danskerne – lige så fornærmeligt som den oplysning, at i middelalderens Tyskland og Østeuropa var ”danskerne” navnet på de adelige toiletter, der som udbygninger til ridderborge var anbragt oppe over hastigt strømmende og forfriskende floder.

Danskerne som begreb er blevet en uophørlig hymne om offervilje, om en tusindårig historie, om usvigelig fædrelandskærlighed. I statsministerielle nytårstaler er det danskerne, som ydmygt takkes. Det ville være et alvorligt politisk fejltrin bare at takke det, der hedder befolkningen, for danskerne er et anderledes pompøst ord. Befolkningen lyder for jævnt og plebejisk. Omtrent som et overgreb på danskerne.

Men på valgaftenen skrumpede danskernes opfinder og hendes parti pludselig til et nationalromantisk tusmørkemuseum. Befolkningen gik andre steder hen. Faktisk gik den i så mange retninger, at ordet danskerne må forstumme som samlebetegnelse.

Ikke desto mindre blev der ustandselig henvist til danskerne. Med en flittig blyant kunne jeg notere på et stykke papir de cirka tusind gange, der blev sagt danskerne.

Tv-reporterne snakkede om danskerne, danskerne og danskerne.

Den socialdemokratiske statsministerkandidat, der så gerne vil være børnenes statsminister, takkede danskerne for deres opbakning og glemte, at børn uden stemmeret vel også hører til danskerne. Partiformand Pia Olsen Dyhr fra SF takkede også danskerne. Det samme gjorde revolutionens Pernille Skipper fra Enhedslisten.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, takkede danskerne for deres tillid. Venstres mange kronprinser og kronprinsesser takkede danskerne.

Kun Dansk Folkeparti havde ikke noget at takke danskerne for. I stilhed bandlyste de deres egen opfindelse. I folkepartiets nederlag blev danskerne til danskerpartiets fjende nummer ét.

Men gid det inden længe må gå op for nyhedsjournalister og politikere, at ordet ikke har andet formål end at sætte skel mellem dem og os. Ordet er stadig en eksklusivaftale i sproget, så gid vi en dag vil bortvise det og returnere til de gamle og nøgterne ord, som engang blev brugt af politikere og journalister.

De ord var så enkle og rene. De var demokratiets stolte skabning. Det var ord uden svig, når det med stolthed blev kundgjort: ”Vælgerne har talt.”

Eller med den lige så fuldgyldige variant:

”Befolkningen har talt.”

-------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Rød sejr må ikke blive til ydmygende nederlag igen Johanne Dalgaard: Rød sejr må ikke blive til ydmygende nederlag igen Næste artikel Maria R. Gjerding: Vi fik et klimajordskredsvalg Maria R. Gjerding: Vi fik et klimajordskredsvalg
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.