Flemming Chr. Nielsen: En hånd bag Dannebrog og en anden bag præstekjolen

Ifølge chefredaktøren for den engang så kulturradikale avis Politiken var det "en smuk, bevægende og værdig ceremoni," da nye statsborgere forleden blev lovmæssigt tvunget til at give hånd til integrationsministeren.

Som hjemmefødt var undertegnede klummeskriver ikke til stede ved den celebre begivenhed i Eigtveds Pakhus, men af chefredaktørens tårevædede kommentar om ceremoniens "skønhed" fremgår også, at ministeren i pakhuset var opmarcheret "bag krydsende Dannebrog på spyd."

Og denne supplerende opstilling er unægtelig et møblement, der hos mere pirrelige gemytter end Politikens chefredaktør kunne give anledning til upassende associationer, for er det ikke en lavsymbolsk rest af de romerske fasces?

Kun er risknipperne her skiftet ud med flag, og stagerne med spyd. Hvis man vil vide mere om den symbolik, kan man spørge Alternativets Uffe Elbæk. Han fik både romersk ris og stokkeslag, da han kom til at sige noget om en nyere statsudgave af det magtsymbol, der udstråler fra fasces.

I vort land er magten ellers ikke militant, og fysisk ydmygelse synes forbeholdt udviste børn på Sjælsmark. Ellers foretrækker vi verbale trusler i forskellige varianter, der alle kan samles i sætningen: "Hos os har vi demokrati og ligestilling, og hvis du ikke vil acceptere det, har du ikke noget at gøre her, så du skal forføje dig bort, og fatter du det ikke, skal vi nok gelejde dig."

Desværre forholder det sig sådan med simple sætninger, der er beregnet på stemmeslug, at de kan se forførende ud fra en talerstol med Dannebrog på spyd, men de er gøglebilleder, der ved hanegal svinder bort som genfærd. Tag bare det taktfaste ord "ligestilling." Det er sådan noget, vi giver hinanden håndslag på, at vi har hos os, og når vi alligevel ikke har det, giver vi stadig hinanden håndslag på, at det har vi.

Man skal være blind som en muldvarp for ikke at se håndtryksidealet slingre som en fyldebøtte.

Flemming Chr. Nielsen

I relativ ubemærkethed aflyste en kristen friskole med godt otte millioner kroner i årlig statsstøtte i december sidste år en gudstjeneste med en kvindelig præst. Der var nemlig forældre, som fandt det udelikat, at deres børn skulle synge i kor med udsigt til en kvinde på prædikestolen.

Desværre for aflysningen hørte medierne derom, og en række politikere fandt derfor skolens adfærd pinlig, mærkværdig og problematisk, men så døde sagen hen (kan nogen forestille sig en lige så akut rallende nyhedsdød, hvis der havde været tale om en parallel situation på en muslimsk friskole?).

Uheldigvis for den kristelige fred og fordragelighed fandt Jyllands-Posten kort efter på at spørge landets kvindelige præster, om de har følt sig kønsdiskrimineret af mandlige kolleger og minsandten: Det har en fjerdedel af dem. Og 11 procent har oplevet, at en mandlig præst nægter at give dem hånd ved deres indsættelse i embedet.

Man skal være blind som en muldvarp for ikke at se håndtryksidealet slingre som en fyldebøtte. Ønsker du som udlænding at blive dansk statsborger, kan du som din første oplevelse af danskheden møde en minister med en hånd rakt frem bag Dannebrog. Ønsker du som kvinde at blive præst, kan du som din første oplevelse af Folkekirken møde en præst med en hånd gemt væk bag præstekjolen.

Beskæftigelse af præster er nemlig ved bekendtgørelse af 10. juli 1978 undtaget fra ligebehandlingslovens regler om ligebehandling af mænd og kvinder. Og Den Danske Præsteforening pointerer, at der ud fra en teologisk begrundelse kan lægges vægt på køn – uden dog at gå så vidt som til at imødekomme en lige så teologisk begrundelse for, at kvinder skal indrette sig efter apostelen Paulus og tie stille i forsamlinger.

Dirigeret af den art teologiske spidsfindigheder danser det politiske flertal omtrent som i folkevisen, hvor det hedder, at dansen den går så let gennem lunden.

Om kønsdiskrimineringen og hånden bag præstekjolen udtaler kirkeminister Mette Bock (LA) sig spagfærdigt nynnende til Jyllands-Posten: "Det handler ikke om styring og regler, men om at tage en åben diskussion." Og Venstres kirkeordfører Carl Holst er lige så lammefrom, når han siger til Politiken, at "der skal være plads til alle holdninger." Den kirkepolitiske samdrægtighed fuldendes af De Radikales kirkeordfører Marianne Jelved, der (heller) "ikke vil betragte det som et problem, men som en udfordring."

Vi møder en anderledes tro med ris og stokkeslag og mistænkeliggørelse. Det hedder principfasthed. Men når det gælder en kristen tro, møder vi den med plads til alle slags holdninger. En hjemlig og middelalderlig attitude ser vi som en udfordring og ikke et problem.

Hvor kras en kontrast mellem det obligatoriske håndtryk hos kommunen og det uproblematiske nej til et håndtryk i kirken! Det første er en dansk værdi så umistelig som danefæ. Det sidste er en dansk version af den forskelsbehandling, der ellers ses som en særlig muslimsk specialitet.

Og vi skal nok stå på spring med Breaking News, når en opvigler igen en dag siger nej til at give hånd.

Bare han er muslim og ikke folkekirkepræst, for i så fald er det ikke et problem, men en holdning. Her til lands har vi nemlig ligestilling, hvilket burde være andet og mere end ligestilling blandt ligestillede.

----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1.000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.