Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Flemming Chr. Nielsen: Hånerettens sidste krampetrækninger

KOMMENTAR: Siden Jyllands-Postens Muhammedtegninger er håneretten især blevet omfavnet af den politiske højrefløj. Fremmedhad kan nemlig maskeres som en kamp for ytringsfrihed, men falskneriet afsløres, når ytringsfriheden bliver en selektiv karikatur, mener Flemming Chr. Nielsen.

Offentlig latterliggørelse tiljubles ikke i samme grad som før. Hånerettens sidste krampetrækninger var Rasmus Paludan og hans mere eller mindre vellignende kopier, skriver Flemming Chr. Nielsen.
Offentlig latterliggørelse tiljubles ikke i samme grad som før. Hånerettens sidste krampetrækninger var Rasmus Paludan og hans mere eller mindre vellignende kopier, skriver Flemming Chr. Nielsen.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Er vort samfund omsider på vej imod en normaltilstand? Og er den ret til at håne, spotte og latterliggøre, der i årevis har plaget os, nu reduceret til sin egen karikatur?

Noget kan tyde på det, for kig engang på det Radio24Syv-program, der hedder Den Korte Radioavis. Forleden betroede det sine lyttere, at på valgnatten besøgte socialdemokraten Henrik Sass Larsen sin unge mandlige elsker, der var en navngiven socialdemokratisk folketingskandidat. For at sætte trumf på løgnen blev det oplyst, at Sass Larsen dyrker narko-sex.

Dermed var håneretten udvidet til at omfatte de sygdomsramte og altså endnu engang de forsvarsløse.

Men radio-cheferne, der er varme tilhængere af håneretten, gjorde pludselig den erfaring, at offentlig latterliggørelse ikke tiljubles i samme grad som før. I desperation forklarede de, at udsendelsen skulle forstås som en satire over medie-sladder. Men dermed gjorde de kun sig selv dummere, end de sikkert er, for en hån med brugsanvisning er lige så idiotisk som et Ikea-møbel med samle-manual.

Fakta
Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Bortforklaringen fortjener at ende på lossepladsen som en version af den hån, spot og latterliggørelse, der engang blev defineret som en umistelig dansk værdi på linje med flæskesteg og fællesbadning.

Og sådan har det været, siden Jyllands-Posten i 2005 bragte de såkaldte Muhammedtegninger og især den ledsagetekst, der gjorde håneretten til sprogets kronjuvel. Håneretten blev ophøjet til en særlig dansk ideologi, som vi for nemheds skyld og i det følgende kan kalde for spottologien.

Med den selektive facon har håneret og spottologi ikke ændret en tøddel ved årtiers offentlige debat.

Flemming Chr. Nielsen

Som alle ideologier fik den hurtigt sine lidenskabelige tilhængere, der pludselig fandt det progressivt at tale grimt om andre og især om dem, der defineres som middelalderlige. Og man går næppe nogen for nær, hvis man fremsætter den tese, at desto længere til højre et politisk parti eller en meningsdanner befinder sig, med desto større ildhu omfavnes spottologien. Dansk Folkeparti så det ligefrem som et forræderi mod ytringsfriheden, da Jyllands-Posten i 2016 fik en ny og ”selvcensurerende” chefredaktør, der afviste partiets sirenesang om genoptryk af Muhammedtegningerne.

Og i sammenhæng hermed: ingen evner at se så fornærmede ud som ytringsfriheds-aktivister. Giv dem svar på tiltale, og de gulner af galde og forbitrelse. Selvironi og selviagttagelse er ikke deres styrke, men en krænkelse af egen person husker de til Dommedag.

Kun en blind høne vil have svært ved at fatte, hvorfor denne specielle ideologi omfattes med så stor hengivenhed af den politiske højrefløj. Bondefangeriet består nemlig i, at med spottologien som pletfrit våbenskjold kan ingen ytringsfriheds-aktivist påklistres den generende mærkat, der udstråler xenofobi og fremmedhad, snæversyn og nationalisme. Nej, lyder det fra de klartskuende og stålsatte: ”Vi holder blot ytringsfriheden i hævd. For den vil vi leve og dø.”

Men vist vil de ikke det. Som formand for Folketinget havde Pia Kjærsgaard i så fald aldrig bedt Enhedslistens Pelle Dragsted undlade brugen af ordet racistisk. Frem for at udstille sin grelle fortørnelse havde hun glædet sig over den ytringsfriheds-sejr, at han i et frit land som vores kunne kalde en DF'ers udtalelser for det, de er: racistiske.

Med den selektive facon har håneret og spottologi ikke ændret en tøddel ved årtiers offentlige debat. Ordet har altid været frit, så længe det kun ramte de kulørte og de mindreværdige. En hel årgang af Altinget kunne fyldes med historiske eksempler i ord og billeder, men lad os nøjes med den henvisning, at engang var aviserne spækket med vittigheder og ledende artikler om ”negre, jøder, grønlændere” og andre, der skulle agere laverestående folkeslag i grinagtige lande (og apropos satiren over Sass Larsen: heller ikke de psykisk syge og sindslidelsens asyler gik fri for hån og spot).

Alt sammen gav det anledning til bredmundet latter og dansk selvfedme: ”Godt, at vi har vores gode forstand.”

Men skift ”grønlændere m. m.” ud med ”muslimer.” Så adskiller vores moderne ytringsfrihed sig ikke fra fortidens lige så hykleriske. Forskellen er kun, at vi har fået spottologien som figenblad for fremmedhadet.

Efterhånden kan det derfor konstateres, at hånerettens sidste krampetrækninger er Rasmus Paludan og hans mere eller mindre vellignende kopier. Ytringsfriheden førte ikke til nogen erkendelse eller indsigt, vi ikke før besad. Den åbnede ikke vore øjne for noget, vi før var blinde for. Den væltede ikke én eneste magthaver, som før var urørlig. Den gav ikke anledning til ét eneste fremskridt, som før var ukendt.

Ytringsfriheden skaffede os hverken en ny videnskabens Giordano Bruno eller Galileo Galilei. Den første blev som bekendt brændt på bålet af magthaverne og den sidste af de samme magthavere tvunget til at afsværge den anskuelse, at jorden ikke er universets centrum.

Spottologien gjorde det kun legitimt at latterliggøre en særlig befolkningsgruppe. Og den gjorde det legitimt at bruge millioner af kroner til beskyttelse af såvel de ekstremt forryktes håneret som dem, der snedigt forstår at indpakke deres verbale giftpile i ytringsfrihedens tomme slør.

Men måske kan der snart igen føres en mobbefri samtale i vort land.

-------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

0:000:00