Flemming Chr. Nielsen: Højsæson for udlændinge-allergi

KLUMME: Flemming Chr. Nielsen var gæst hos en familie, der blev ramt af pollen-allergi. De forbød ham derfor at lade vinduet stå pivåbent på gæsteværelset. Og hjemme igen løb han ind i tilsvarende tv-debatter om pivåbne grænser og indgreb mod – nej, ikke pollen, men flygtninge.

Skidt med at Søren Krarup forleden i en TV-debat lod munden løbe over med sit hjertes indhold, for han bed det omgående i sig. Men det var også Søren Krarup, som engang genbrugte et andet ord. Som et nyt systemskifte og med henvisning til forfatningskampens afslutning i 1901 karakteriserede han nemlig det folketingsvalg i 2001, der fik Venstre og De konservative til at danne regering med støtte fra Dansk Folkeparti. Samtidig fik partiet Søren Krarup indvalgt som medlem af Folketinget.

Det viste sig i sandhed at blive et systemskifte. Blot et par år forinden havde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagt om Dansk Folkeparti, at ”stuerene bliver I aldrig.” Men aldrig er en politisk advarsel efterfølgende blevet så dramatisk dementeret.

Der skete dengang noget radikalt. Her 16 år efter kan det konstateres, at det meste af Folketinget med slangemenneskers ukuelige elasticitet har indrettet sig efter nye stue-idealer.

I dag kan det mindretal, der ikke bøjede af for vinden, uden videre omtales som pladderhumanistiske, godhedsindustrielle og menneskerettighedspjattede. Ja, om den spagfærdigste antydning af medmenneskelighed kan bruges skældsordet venstreorienteret.

Hvad skete der dog for os?

For nogle dage siden var jeg gæst i en familie, jeg jævnligt besøger. Desværre var hele familien denne gang angrebet af en voldsom høfeber. Jeg ytrede min dybe medfølelse, men det gjorde ikke indtryk. Ved alle måltider og selv når jeg lå henslængt i en magelig sofa, måtte jeg lytte til små og stores beklagelser.

Se mere: Trads: Støjbergs kage er tæt på at udløse borgerkrig i Venstre

De googlede efter diverse mirakelkure, mens øjne og næser løb i vand. At jeg om natten havde ladet et vindue stå pivåbent på gæsteværelset gav anledning til uhyrlig opstandelse. Pollen-allergien var blevet deres liv. Den var morgenens første emne. Den afsluttede dagens ”godnat og sov godt” – med tilføjelsen: ”Ja, du kan sagtens, at du ellers bor et sted, hvor du ikke er plaget af alle de pollen.”

Hjemme igen tændte jeg for fjernsynet og løb igen ind i evighedsdebatter om pollen, altså om det gennemsnitlige antal pr. kubikmeter luft pr. døgn målt så og så mange meter over jordniveau. Ganske vist var det ikke ordet pollen, der blev brugt, for de sagde indvandrere, flygtninge og migranter. Ellers var argumentationen præcis den samme. En mageløs jammer. Forslag til diverse kure og indgreb, raserianfald for åben skærm, pivåben som omkvæd og for variationens skyld et krarupsk varselskud mod homofile.

Men ellers:

Skyd efter støvskyen, når den kommer for tæt på (Kenneth Kristensen Berth, DF).

Nu har vi alle fortjent en othellolagkage, for vi har sikret en pause i angrebet (Inger Støjberg, V).

I kor: ”Blæs den over til naboen.”

For mange år siden skrev den folkekære Benny Andersen et digt, der viste sig lige så profetisk som Søren Krarups ord om systemskiftet. Digtet indledes i årene før ”systemskiftet,” hvor ”de skrev anonyme breve, kom med anonyme tilråb, anonyme opringninger.” Medierne svarede dengang igen med en harmfuld protest mod de fremmedfjendtlige i vort land.

Men digtet fortsætter op til og efter det moderne systemskifte: ”Nu har de opdaget hinanden, gennem meningsmålinger, gennem radio og fjernsyn, de kan mærke, de blir flere og flere. Partiet står parat med åbne arme og lukkede grænser.”

Og bemærk venligst, at medierne imens viger for presset. Gnidningsfrit forstår medierne at udskifte ordet fremmedfjendtlig med fremmedkritisk. Debattører, der engang blev karakteriseret som kontroversielle, benævnes nu modstandsløst som fremsynede. Synspunkter, der før var afvigende, bliver med ét til midtersøgende. Vrangvilje omtales som bekymring.

Eller med Benny Andersens formulering: ”Mangt og meget sker med overrumplende skift i dette sekels krampetrækninger.”

Fællessproget indretter sig på den måde friktionsløst efter forholdene. Lige som ludere godtager sproget, hvad der forlanges. Flygtninge bliver vupti til ’flygtninge og migranter,’ hvorefter udtrykket upåagtet afstumpes til ’migranter.’

Læs mere: Bertel Haarder: Migrantkrisen går ikke væk – vi må lære at skelne

Når mennesker på flugt fra krig, død og ødelæggelse bliver for påtrængende et billede på nethinden, flytter synsfeltet sig akut fra ’mennesker’ til ’menneskesmuglere.’ Når selv de mest hårdnakkede politikere er ved at bukke under for synet af de ulykkelige, griber sproget skånselsløst fat i stemmebåndet på dem, og som på et Mester Jakel-teater opfører de hurtigt et nyt stykke: ”Vi skal koncentrere os om de svage i flygtningelejrene. Det er kun de stærke, som kommer her.”

Og kritikløst annammer publikum budskabet og opdager aldrig, at de er viljeløse ofre for magtsprogets voldtægt, at en flygtning gøres til en byrde for os og aldrig til en byrde for sig selv som menneske.

Ofre opfattes som trusler. Medmenneskelighed vurderes som udansk. Alt det, der engang blev hyldet og fremhævet af det borgerlige Danmark, og som (af mig og andre) blev set som et fælles værn mod overgreb og totalitarisme fra højre og venstre, alt det er nu forladte pejlemærker.

Og de politikere, som i deres ungdom delte vores opfattelse, er fulgt med strømmen. Årene og alderen skulle ellers have gjort dem gamle og stivnakkede, men de agerer som adrætte slangemennesker.

Skønt mange af dem regnes for belæste, hører du dem aldrig i Folketinget citere f. eks. russeren Solsjenitsyns menneskerettigheds-tale. De tør ikke henvise til franskmanden Albert Camus’ humanisme. Som affældige politiske mandfolk vover de end ikke at referere til englænderen George Orwells nysprog, hvor sandhed gøres til løgn og løgn til sandhed.

På denne glidende, vigende og snigende facon har systemskiftet erobret vores sprog. Vi skammer os ikke engang over os selv i det fædreland, den engang så folkekære Benny Andersen kaldte for et skulende land med skrumpehorisont.

......

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Paula Larrain: Chefredaktionerne sejler i blød alfaderlighed Paula Larrain: Chefredaktionerne sejler i blød alfaderlighed Næste artikel Cordua: Første række ved guillotinen i skattesagen er allerede besat Cordua: Første række ved guillotinen i skattesagen er allerede besat