Flemming Chr. Nielsen: Lider Cepos af permanent smålighed?

Efter mange års indhug og besparelser ligger vore folkebiblioteker stadig som relativt fredede småøer. Med mellemrum går politiske pirater ganske vist i land og henter deres økonomiske rov, men modsat anden voldtægt af velfærdssamfundet hører det til sjældenhederne, at der ligefrem brovtes og prales med overgrebet.

Heller ikke, når biblioteks-filialer nedlægges. Det sker hver gang med hyklerisk beklagelse og påtaget begravelsesmine, for begrebet folkebibliotek er så dansk og rodfæstet, at det selv for analfabeter er omgivet med samme ærefrygt som en kirke. Og den politiker, der ville kræve folkebibliotekerne afskaffet, kan godt ved næste valg vinke farvel til sit embede.

Men kulturfjendtlige ord har det med at komme krybende under dække af snusfornuft og andet godt. Hvem tør for eksempel nære mistillid til så imponerende et fænomen som en tænketank? Af dem har vi ganske mange i vort lille land, og blandt de fremmeste er Cepos. Når cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos derfor udtaler sig med ypperstepræstelig vægt, kan vi være forvisset om, at der lyttes i pengemagtens korridorer.

Ikke mindst når cheføkonomen med sit tilstræbt objektive ordvalg forklarer os, at vore biblioteker er en saboterende vejsidebombe i hjulet på et arbejdsomt og produktivt samfund. Biblioteker trækker nemlig arbejdsudbuddet ned. Eller med cheføkonomens egne ord på vegne af sin tænketank:

Vejledt af den hokus-pokus, der reducerer mennesker til økonomiske nytte-genstande, kan populistiske hoveder selv fremture med flere forslag.

Flemming Chr. Nielsen

”Biblioteker gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Museer med gratis adgang er også et eksempel. Der får man mere ud af sin fritid, og derfor bliver det mere attraktivt ikke at være i beskæftigelse.”

Så fik I den, I dovne hunde, og der er lagt solid madding ud til minoritets-foragtende politikere. Ja, for hvad ligner det, at de offentligt forsørgede tilmed skal nasse på bibliotekerne? Endda sidde på deres mås og læse bøger for andres hårdt tjente penge? Og uden et slidsomt arbejde kunne følge med i alt det, de kan takke den produktive del af befolkningen for?

Hvis ”velstanden aldrig har været større,” er der ikke andre grunde til at udskamme de marginaliserede, end at selve deres økonomisk værdiløse eksistens er os en daglig plage.

Flemming Chr. Nielsen

En oversættelse til populisme ligger lige for. Der kan med et fingerknips stilles lovforslag om, at nu må det være slut med også den slendrian. De arbejdsløse og folk på kontanthjælp må kun indfinde sig på et bibliotek uden for normal arbejdstid. Det kan sågar indkodes i deres låneret, at de ikke må låne mere end fem gratis biblioteksbøger pr. måned. At de kun må læse ugegamle aviser. At de ikke må surfe på internettet, medmindre en pc har stået ledig i mindst 28 minutter.

Det vil alt sammen være i overensstemmelse med den økonomiske videnskab hos cheføkonomen fra Cepos, så lad os gentage hans diagnose vedrørende de lokkende biblioteker:

”De gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse, og derfor bliver det mere attraktivt ikke at være i beskæftigelse.”

På den måde er bibliotekerne skyld i, at alt for mange ikke skaffer sig et arbejde.

Vejledt af den hokus-pokus, der reducerer mennesker til økonomiske nytte-genstande, kan populistiske hoveder selv fremture med flere forslag. Der er for eksempel ingen grund til, at der skal være folkebiblioteker i ghetto-områder, for det animerer kun de parallelle til ikke at tjene penge. Og hvorfor ligger der biblioteker lige op og ned ad jobcentrene? Svarer det ikke til at have et gratis udskænkningssted som nærmeste nabo til kirken? En fristelse uden lige.

Men sådan er Cepos-logikken: så længe bibliotekerne finansieres over skatten, behøver individet ikke arbejde sig til en indkomst, så han/hun selv kan betale for de boglige fristelser. Gad vide, om cheføkonomen nogensinde har sneget sig til at låne en biblioteksbog?

I hvert fald er det komplet uventet, at en grundlæggende dansk værdi som bibliotekerne nu skal beskyldes for at mindske arbejdsudbuddet. I mere end hundrede år har biblioteker fungeret som ydmyge folkeuniversiteter. De står åbne for enhver, for læseheste og arbejdsheste, for nassere og rentier’er, for spekulanter og filosoffer, for pensionister og konfirmander. Biblioteket kan efter din smag og dit behag give dig underholdning eller lærdom og indsigt, dannelse, udsyn og kulturarv foruden – naturligvis – en masse skrammel.

Hvorfor da se økonomisk skævt til, at også folk på dagpenge eller kontanthjælp gratis kan stimuleres af biblioteket. Det lugter af permanent smålighed, for netop nu skriver regeringen i sin prognose over dansk økonomi, at ”flere end nogensinde er i job, arbejdsstyrken har sat rekord, og velstanden har aldrig været større.”

Men det imponerer hverken cheføkonomen eller hans tænketank. Der kan sikkert vrides lidt lommeuld i indkomstskat ud af de forhen dovne, hvis de frem for læsesalen lyksaliggøres af fabrikken. Men forunderligt nok. Cepos-nidkærheden reagerer aldrig, når det offentlige går glip af milliarder, fordi der midt i andres arbejdstid udklækkes arbejdsfri metoder til momssvindel, hvidvask og skattefusk.

Åbenbart hører det til vort kræmmersamfunds evangelium, at desto flere penge det har, desto mere indædt korrekser det dem, som ingen har. Men hvis ”velstanden aldrig har været større,” er der ikke andre grunde til at udskamme de marginaliserede, end at selve deres økonomisk værdiløse eksistens er os en daglig plage.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.