Flot portrætbog om USA's præsidenter mangler overblik og analyse

ANMELDELSE: Bogen 'Præsidenter – Fra Washington til Trump' egner sig fint til opslag og læsning ved sofabordet i nedlukningstider. Den er fyldig, faktatung og flot, men desværre går det store overblik, nuancerne og den kritiske distance ofte tabt i portrætterne.

Altingets vurdering: 3/6

Af Kasper Grotle Rasmussen
Lektor i amerikansk historie, Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

Hvis man er interesseret i amerikansk politik og gerne vil dykke ned i historierne om samtlige præsidenter er 'Præsidenter. Fra Washington til Trump' et fint sted at starte.

Her kan man blive klogere på hver enkelt af de 44 mænd, der indtil videre har bestridt posten. Ja, den er god nok – selvom Trump er nummer 45 i rækken har der kun været 44 personer, for Grover Cleveland var både den 22. og den 24. præsident (1885-89 og 1893-97).

Vi hører både om deres opvækst, uddannelse, arbejdsliv og selvfølgelig om præsidenttiden. Sidstnævnte var for enkelte præsidenter så kort, at der næsten ikke er noget interessant at skrive om – såvel William Henry Harrison (1841) som Zachary Taylor (1849-50) døde af sygdom kort inde i deres valgperiode, og James Garfield (1881) blev skudt halvvejs gennem sit første år.

I løbet af 1800-tallet var der desuden en del præsidenter, der ikke udmærkede sig synderligt, hvilket trods alt må have gjort deres portrætter sværere at skrive. Alle portrætter er nemlig skrevet i en sympatisk tone, og selvom nederlag og laster også nævnes, minder stilen ofte om avisernes omtaler af kendte med runde fødselsdage. Det skal vi vende tilbage til.

Fungerer bedst som opslagsværk
Bogen er nydeligt illustreret med interessante kort og smukke billeder. Og med sine næsten tre kilo og markante dimensioner egner den sig klart bedst til læsning ved et bord, hvilket der jo også for mange er rig lejlighed til i disse nedlukningstider.

Sofabordslæsningen er også en god strategi i forhold til indholdet, da bogen fungerer bedst som opslagsværk, hvor man læser et eller to portrætter ad gangen. Alle portrætter er nemlig bygget op efter samme model – og det er her, avisomtalerne kommer ind billedet: Hvis man læser mange i træk (især af de mindre bemærkelsesværdige præsidenter), bliver det altså hurtigt lidt ensformigt.

Det gælder især skildringerne fra George Washington (1789-97) til Franklin D. Roosevelt (1933-45). Herefter bliver portrætterne lidt fyldigere og får flere facetter til og med Bill Clinton (1993-2001). De tre sidste portrætter af George W. Bush, Barack Obama og Donald Trump er klart bogens bedste og får både detaljer og overblik med.

USA-kendere vil savne analyse
Ser man bort fra de tre sidste portrætter, må man nok også sige, at bogen mest henvender sig til læseren uden det store kendskab til amerikansk politisk historie. Har man det, vil man formentlig savne analyse, kritisk distance og en højere grad af samspil mellem persongalleri og resten af historien, når man læser (i) bogen.

Personerne står nemlig på en måde løsrevet eller i hvert fald ikke særlig integreret i USA's samlede historie, selvom forfatterne forsøger at skrive kontekst ind i portrætterne. I de glimrende små mellemopslag om andre vigtige personligheder (såsom Benjamin Franklin, Jefferson Davis og Robert Kennedy) eller væsentlige historiske begivenheder eller fænomener (såsom Monroe-doktrinen, Borgerkrigen, Mccarthyisme og America First) får vi fine glimt af en større historisk fortælling. Det rokker desværre ikke ved det overordnede billede.

Hvert portræt ledsages af en faktaside med oplysninger om stemmetal, vicepræsident og modstandere. Nederst på disse sider fremgår en vurdering af de enkelte præsidenter udtrykt på en skala fra 1-5.

Her anvender redaktørerne resultaterne af tv-kanalen CSPAN’s undersøgelse blandt amerikanske historikere med præsidentembedet som forskningsområde og tilpasser en udarbejdet rangliste (som har rigtig mange parametre) og lander på fire kategorier (”gennemslagskraft”, ”politiske visioner”, ”forholdet til Kongressen” og ”internationale relationer”).

Herudover findes en femte kategori, nemlig ”ikonstatus i dag”, som redaktørerne finder frem til gennem analyseinstituttet Rasmussen Reports vurdering af præsidenters approval ratings. Metodisk kan man stille spørgsmål ved denne hierarkiske måde at anskue historiske aktører. Man kan også stille spørgsmål ved redaktørernes tilpasning af forskellige modeller uden redegørelse for, hvilket grundlag tilpasningen finder sted på.

Slutteligt virker det altså lidt underligt, at man medtager denne vurdering på faktasiden, men fuldstændig undlader at henvise til den i de egentlige opslag. Bevares, kategorierne nævnes, men historikernes vurdering og analyse er faldet bort.

Irriterende gentagelser
Bogen er skrevet af et større forfatterkollegium, der givetvis har ændret sig undervejs i de fire udgaver, og i en bog på 700 sider kan det være vanskeligt at undgå gentagelser.

Men der er problemer, der relaterer sig til bogens struktur som portrætbog. For eksempel hører vi om det skelsættende præsidentvalg i 1824 i hele tre portrætter (John Quincy Adams, Andrew Jackson og Martin Van Buren), men på hver sin måde, og 1912-valget dukker ligeledes op hos både Teddy Roosevelt, William Howard Taft og Woodrow Wilson.

Irriterende gentagelser kunne være undgået, hvis man havde grupperet præsidenterne efter historiske perioder (hvilket naturligvis heller ikke er helt uproblematisk). Endnu vigtigere havde det også givet en helt anden fornemmelse for historiens sammenhæng.

Fejl og fejltolkninger 
Faktuelle fejl og fejltolkninger er også irriterende. For eksempel irriterer det lidt, at John F. Kennedys militære oprustning først ses som en konsekvens af den fejlslagne Svinebugt-invasion i april 1961 og herefter gøres til årsag til, at Sovjetunionen og Østtyskland opførte Berlinmuren i august samme år.

Begge dele er forkerte, idet Kennedys oprustning dels var et valgløfte og dels handlede om at øge offentligt forbrug for at få landet ud af en mindre økonomisk krise. Berlinmurens opførsel handlede mindre om USA og mere om den interne situation i Østtyskland, hvor håndværkere, ingeniører og læger i stor stil flygtede til Vesten og truede landets fortsatte eksistens.

Ligeledes kan det irritere, at Gerald Fords præsidentperiode (1974-77) reduceres til ”aldrig andet end et intermezzo”. Hvad med menneskerettighederne, der med accepten af Helsinki-aftalen tog et afgørende skridt fremad?

Og hvad med nedrustningsaftalen i Vladivostok i 1974? Unøjagtigheder, fejl og omdiskuterede tolkninger findes spredt ud over bogens mange sider, dog uden at nå et problematisk niveau. Dog er det ærgerligt, at der hverken er noter eller litteraturliste, så læseren enten kan fordybe sig videre inden for emnet eller tjekke påstandene efter.

Bogen vil uden tvivl tilfredsstille eller endog begejstre den alment historieinteresserede læser, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med USA's historie. For mange USA-entusiaster vil store dele af bogen være kendt stof. Begge grupper vil få en stor visuel oplevelse. Bogens mangel på overblik og analyse forhindrer en samlet forståelse af præsidenternes rolle i amerikansk historie.  

Rasmus Dahlberg og Philip Chr. Ulrich (red.): 'Præsidenter. Fra Washington til Trump', 720 sider, Lindhardt og Ringhof. Bogen er en opdateret udgave af forlaget Aschehougs version fra 2001.

Forrige artikel Hans Engell anmelder ny USA-bog: Trump kan forsvinde, problemerne ikke Hans Engell anmelder ny USA-bog: Trump kan forsvinde, problemerne ikke Næste artikel Michael Svarer giver 6 A’er: Piketty har skrevet en forrygende bog Michael Svarer giver 6 A’er: Piketty har skrevet en forrygende bog
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.