FN-chef: Vi kommer for sent og smutter for hurtigt i verdens brændpunkter

BRUXELLES: Jan Eliasson kommer styrtende lettere forsinket ind i mødelokalet på FN’s Bruxelles-kontor og annoncerer, at han nu er klar til at tale om hvad som helst. Som vicegeneralsekretær har den 74-årige svensker de fleste af verdens brændpunkter som sit arbejdsområde. Han er rejsende i konflikter og krig og er på et hurtigt stop i EU-hovedstaden efter at have besøgt Iran, Irak og Libanon.

Konflikter er der nok af lige nu, beklager generalsekretær Ban Ki-moons næstkommanderende, som aldrig går noget sted uden en kopi af FN’s lille blå charter i inderlommen, som han gerne vifter med for at understrege sine ord.

”Vi bor i en urohærget verden, og desværre tager nogle af konflikterne etniske og religiøse dimensioner på sig, som gør dem sværere at løse,” siger han og peger med løs hånd på Irak, Syrien, Ukraine og Libyen som bare nogle af de steder, hvor der lige nu er nok at være bekymret for.

Et stort FN-år
Eliasson er i Bruxelles for at tale med lovgivere, EU-diplomater og tre forskellige EU-kommissærer om disse konflikter, men også for at diskutere ebola-epidemien og ikke mindst et 2015, som han kalder for ”et stort år for FN”.

Først skal en stor konference i Etiopien i juli diskutere hele den måde, verden finansierer udviklingsbistand på.

Så skal septembers møde i New York genopfinde nye globale mål for fattigdomsbekæmpelse og en bæredygtig fremtid, der skal overtage faklen fra de såkaldte 2015-mål, som siden år 2000 har været definerende for hele den måde, det globale samfund har overvåget fremgang og tilbageskridt på en række udviklingsparametre fra mødredødelighed til adgang til rent drikkevand.

Vi skal ikke vænne os til ikke at sige ”aldrig mere”. Hver eneste gang, vi siger ”aldrig mere”, betyder det, at vi har fejlet.

Jan Eliasson
FN's vicegeneralsekretær

Året sluttes af i Paris, hvor det afsløres, om det vil lykkes at samle verdens ledere om det, der mislykkedes i København i 2009, nemlig at enes om en ny verdensomspændende klimaaftale.

”Vi starter i en rimelig urohærget situation, men vi har chancen for at ende det godt,” siger Eliasson med fortrøstning i stemmen.

Ny konflikthåndtering
Et af de budskaber, som Eliasson har forsøgt at sætte i hovederne på de 28 EU-landes repræsentanter i Unionens Udenrigs- og sikkerhedspolitiske Komité (PSC) er, at det internationale samfund skal blive meget bedre til at støtte før og efter, konflikter bryder ud, hvis vi vil undgå en verden i brand i fremtiden.

Han tegner en lang linje på et stykke papir og forklarer, at den repræsenterer en konflikts levebane. Så peger han på området i midten.

”Vi ser kun konflikten i midtersektionen, når CNN og andre er der, fordi husene brænder, og folk dør, og de humanitære behov er presserende, og vi sætter ind med fredsbevarende operationer. Problemet er, at hvis vi skal håndtere det, der sker midt på linjen, så bliver vi nødt til at gøre mere før og efter. Det er det, der er mest vigtigt,” siger han.

”Et af mine vigtigste budskaber i dag er, at en konflikts liv er meget længere, end man tror. Derfor bliver vi nødt til at lytte til de første tegn. Om det er en konflikt, et sygdomsudbrud eller en krise udløst af brud på menneskerettighederne”.

”Forebyggelse er at lytte til rumlen i jorden fra for eksempel menneskerettighedsovertrædelser og gøre noget, inden det bliver til et masseovergreb,” siger han.

Væk fra operationsbordet
Det er dog lige så vigtigt ikke at smutte igen, så snart kameralysene er slukket, og de sidste skudsalver har lydt.

”Det er, som hvis man forventer af en patient, der kommer ud fra en tredobbelt bypass-operation, at han skal gå på arbejde morgenen efter. Nej. Der skal være et post-konfliktarbejde med fredsopbygning, oprettelse af myndigheder, forsoningsprocesser, sandhedskommissioner – hvad det nu kan være – så vi er sikre på, at det ikke sker igen,” siger Jan Eliasson.

Fejler man i oprydningsarbejdet efter en konflikt, så lægger man grundlaget til en ny konflikt, lyder beskeden. FN-diplomaten peger på Den Centralafrikanske Republik og Sudan som eksempler på tilfælde, hvor det de sidste par år er endt i uhyrligheder.

”Vi skal tage ved lære af det. Vi skal vænne os til ikke at sige ”aldrig mere”. Hver eneste gang, vi siger ”aldrig mere”, betyder det, at vi har fejlet. Derfor vil vi forsøge at arbejde præventivt,” siger Eliasson.

Mere udsyn
Hans andet budskab til europæerne, som han har overleveret til EU’s udenrigschef Federica Mogherini, er, at det internationale samfund og EU i særdeleshed skal være bedre til at tænke nabolande med, når de behandler konflikter.

”Man kan ikke længere se på en konflikt som et isoleret tilfælde. Vi kan ikke se på Syrien alene uden at se det i kontekst af Irak og Libanon. Da jeg var i Darfur (som FN-udsending, red.), blev jeg nødt til at samarbejde med Tchad, Libyen, Eritrea og Egypten. Og da vi endelig var ved at få styr på situationen i Den Demokratiske Republik Congo – hvilket ikke er lykkedes endnu, men vi gør fremskridt – var det, fordi vi ikke bare arbejdede fredsbevarende, men også skabte en politisk ramme ved at involvere nabolandene i den politiske proces. Det er nødvendigt alle steder. Man har nogle gange brug for at have store muskler på landjorden, men der skal altid være en politisk og diplomatisk proces,” siger han.

Global flygtningekrise er lokal
Her får han også sendt et hip til de europæiske landes reaktion på den globale flygtningekrise, der betyder, at flere mennesker er på flugt i verden end nogensinde siden Anden Verdenskrig, hvilket han har frisk i erindring fra sin nys overståede tur til Libanon.

”Jeg må udtrykke min beundring for de libanesiske myndigheder og befolkning, som hidtil har klaret ikke at blive direkte involveret i konflikten i Syrien. Men de er under et stort pres. Og vi bliver nødt til at minde om, når vi ser debatterne i europæiske lande om modtagelsen af flygtninge, at vi skal se på Libanon, hvad det betyder for et land, som er lige i nabolaget,” siger han.

”Jeg var på en skole i Beirut, hvor der var flere syriske elever end libanesiske. Der er cirka halvanden million syrere i en befolkning på 4,5 millioner. Hver tredje borger i Libanon er flygtning. Og der er et vanvittigt pres ikke bare på UNHCR (FN's Flygtningehøjkommissariat, red.) og de humanitære hjælpeprogrammer, men også på lokalsamfundet,” siger Eliasson.

En ny global dagsorden
Ud over indsatsen i konfliktzoner verden over er Eliasson også rejsende i budskabet om, at der skal skabes grobund for et slagfærdigt sæt nye globale bæredygtighedsmål, når verdenssamfundet sætter sig til forhandlingsbordet i New York senere på året.

Ifølge FN-manden har de såkaldte årtusindmål, som nu skal erstattes, haft en gennemslagskraft, som ingen i systemet havde forudset.

“Jeg var der allerede, da vi satte 2015-målene i 2000, og på det tidspunkt var vi relativt ydmyge omkring, hvilken rolle de ville komme til at spille. Men når vi ser på, hvad disse otte mål har betydet i denne periode, så er det virkelig bemærkelsesværdigt. De er blevet brugt i national planlægning og til at sætte makroøkonomiske mål, og de har haft en mobiliserende effekt, som har givet en energi til udviklingsarbejdet, som er meget, meget vigtig,” siger den svenske FN-vicegeneralsekretær.

”Hvis jeg skulle have nogen form for betænkeligheder omkring dem, så er det, at de ikke viser, hvordan ét mål afhænger af de andre. Deri ligger udfordringen for forhandlingerne om de næste globale mål. Hvis man tager vand som eksempel: Får du skaffet rent vand, så reducerer du børnedødelighed, styrker mødres helbred og forbedrer ligestilling og uddannelse, mens du mindsker ekstrem fattigdom. Så gør man det rigtigt, har det en betydning for fem andre mål. Den dynamik skal med,” siger Jan Eliasson.

”Jeg kan ikke blande mig i landes forhandlinger. Det er op til dem. Men udfordringen for medlemsstaterne er at få målene til at få denne mobiliserende effekt”.

Glad for Nobel
Den danske udviklingsminister, Mogens Jensen (S), flankeret af ni tidligere ministre på posten, har valgt at indstille 2015-målene til Nobels fredspris, som uddeles i Oslo i december måned. Det glæder FN-vicegeneralsekretæren.

”Det er det første, jeg hører om det,” siger Eliasson.

”Fakta er, at disse 2015-mål er der og sætter målsætninger og har været ekstremt hjælpsomme. Derfor er det et meget interessant forslag. Men jeg vil selvfølgelig ikke blande mig i arbejdet i mit naboland,” siger svenskeren om den norske Nobel-komité.