Debat

FOA: Vi kan ikke anbefale en genåbning af ældreplejen

DEBAT: Politikerne skal vente med at genåbne ældreplejen. Vi skal have en fuld implementering af retningslinjer for besøg, flere værnemidler og ekstra personale, skriver FOA's sektorformand.

En ukontrolleret genåbning af ældreplejen uden ens retningslinjer kan blive katastrofal, skriver FOA's sektorformand, Torben Klitmøller Hollmann.
En ukontrolleret genåbning af ældreplejen uden ens retningslinjer kan blive katastrofal, skriver FOA's sektorformand, Torben Klitmøller Hollmann.Foto: Pressefoto/FOA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Klitmøller Hollmann
Sektorformand, social- og sundhedssektoren, FOA

Det er vigtigt, at den gradvise genåbning af landets plejecentre sker nu. Det er endnu vigtigere, at den sker på en forsvarlig måde.

De ældre på plejecentrene har måtte undvære besøg fra deres kære i nu flere måneder, og det er godt og rigtigt, at der åbnes op for, at pårørende igen kan besøge de ældre rundt om på plejehjemmene. Både som ældre og pårørende har det været en meget hård periode at skulle igennem.

Men vi må ikke lade frustrationen over ikke at kunne se sine kære overskygge de faglige argumenter for at gøre det på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Det er ikke nok, at retningslinjer og de økonomiske ressourcer er meldt politisk ud.

Torben Klitmøller Hollmann
Sektorformand, social- og sundhedssektoren, FOA

Fra politisk side er der afsat midler til at begynde genåbningen, og vi er i løbende kontakt med Sundheds- og Ældreministeriet for at sikre, at retningslinjerne er på plads for medarbejderne og de pårørende.

For en ukontrolleret genåbning uden ens retningslinjer kan blive katastrofal.

Ældreplejen skal ikke genåbnes
Et enkelt tilfælde på et plejecenter eller på en hospitalsafdeling risikerer at brede sig hurtigt og få tragiske konsekvenser.

Vi har i lang tid presset på for at få testet alle medarbejdere, så risikoen for at de bærer smitten ind på sygehuse og plejecentre. Når vi genåbner sygehuse og plejecentre for besøg, øger vi risikoen for, at covid-19 både kommer ind på afdelingerne og bliver taget med ud.

Jeg vil ikke anbefale en genåbning af ældreplejen, inden vi har set en fuld implementering af retningslinjer for besøg, at værnemidlerne er til rådighed og bruges, og at det ekstra personale er ansat.

Der skal både ansættes ekstra rengøringspersonale for at sikre hygiejnisk rengøring af plejecentrene, og der skal ansættes ekstra social- og sundhedspersonale, så den ekstra opgave med at sikre, at besøg fra pårørende sker på en forsvarlig måde.

Det er ikke nok, at retningslinjer og de økonomiske ressourcer er meldt politisk ud. Kommunerne og den lokale ledelse skal have implementeret ekstra rengøring, mere personale og værnemidler på hvert enkelt plejecenter.

Fortsæt med at bakke faggrupperne op
Og så skal vi huske på, at medarbejderne i sektoren har taget udfordringen, de skiftende retningslinjer og det øgede pres med anerkendelsesværdig ro og faglighed.

En social- og sundhedshjælper kan ikke erstatte en pårørende, men jeg hører historier fra hele landet om, hvordan personalet gør en ekstraordinær indsats for de ældre og syge.

De har blandt andet hjulpet de ældre med besøg via iPads, skrevet breve og ringet til de pårørende. De har sunget, danset og gået ture langt oftere, end det normalt er muligt.

Krisen har vist, at vi kan bringe meget mere nærvær og værdighed i plejen af vores ældre, hvis medarbejderne blot for tid til det. Vi har også set, hvordan krisen får lokalsamfundet til at spille en aktiv rolle ved for eksempel at sende blomster eller synge en sang på terrassen.

Og vi har set omverdenens opbakning og taknemmelighed overfor de faggrupper, der har garanteret vores ældre og syge pleje og omsorg.

Alt sammen er ting, der gerne skal fortsætte efter krisen.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan sikrer vi livskvalitet uden at slippe corona løs i ældreplejen?

Selvom ældreplejen gradvist genåbner, må medarbejdere og ældre borgere vente længe på, at hverdagen bliver normal.

Alle partier på nær Venstre aftalte i begyndelsen af maj at lempe restriktioner på plejehjem og ældrecentre, mens Sundhedsstyrelsen efter en justering vurderede, at ældre over 70 år – og særligt personer over 80 år – har øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Sundhedsstyrelsen offentliggjorde samme måned nye retningslinjer for besøg på plejehjem og ældrecentre.

I en temadebat spørger Altinget aktører, hvordan de, indtil hverdagen vender tilbage, foreslår at sikre en fornuftig balance mellem livskvalitet og smitterisiko i ældreplejen.

Her er aktørerne:
  • Birgitte Vind (S), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Bjarne Hastrup, direktør, Ældre Sagen
  • Helle Linnet, landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
  • Jane Heitmann (V), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Jette Skive (DF), formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg og rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune
  • Karina Adsbøl (DF), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Kirsten Normann Andersen (SF), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Nils Sjøberg (R), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Nis Peter Nissen, direktør, Alzheimerforeningen
  • Per K. Larsen, landsformand, Danske Seniorer
  • Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, social- og sundhedssektoren, FOA.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Klitmøller Hollmann

Centerchef for sundhed og ældre, Næstved Kommune, bestyrelsesmedlem, Alkohol & Samfund
social- og sundhedsassistent, ma. i organisationspsykologi

0:000:00