Fogh får ris og ros

EFTERMÆLE: Dagens lederskribenter er mildest talt uenige om Anders Fogh Rasmussens (V) eftermæle.

"For Anders Fogh Rasmussen personligt fuldender Nato-posten billedet af et ekstremt ambitiøst menneske, der har foretaget en opstigning af de helt store".

Helle Ib
BT's politiske kommentator

Var Anders Fogh Rasmussen "en af de statsministre, der gjorde en forskel", som Berlingske Tidende skriver i dag eller har Politiken ret i, at Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister er "en epoke i dansk politik, som vi ikke kommer til at savne"?

Uenigheden er i al fald til få øje på.

Store roser og tak for kampen

Hos Jyllands-Posten har man fundet de store roser frem til den afgåede statsminister:

"Et stort tillykke til en fremragende politiker, et visionært menneske, og en statsminister, der vil gå over i historien som en af de mest fremtrædende i nyere tid".

Samme holdning dominerer Berlingskes leder:

"[Anders Fogh Rasmussen], som muligvis går på et skidt tidspunkt, men alt i alt med et eftermæle som en af de statsministre, der gjorde en forskel. Det må være det, der til syvende og sidst tæller i historiens store bog".

Hos Politiken og Information, der traditionelt repræsenterer en mere venstreorienteret position, er der til gengæld langt mellem roserne.

"Syv år med blokpolitik og værdikamp har ført til en ulykkelig polarisering i det danske samfund og stor skade på Danmarks omdømme", skriver Politikens lederskribent.

På Information takker Bent Winther for kampen:

"Det har været spændende, oprivende, rasende irriterende og sindssygt sjovt indimellem. Derfor vil vi gerne herfra sige: Tak for kampen."

Værdipolitik og skattestop

Lederskribenterne er altså mildest talt uenige om, hvordan de skal vurdere Anders Fogh Rasmussens præstation som statsminister.

Der er dog en hvis enighed om at værdipolitikken, skattestoppet og det stabile samarbejde med Dansk Folkeparti er nogle af de centrale elementer i Foghs syv år som regeringsleder.

Foghs fremtid
BT og Ekstra Bladet koncentrerer sig om processen op til udnævnelsen i går og Foghs personlige fremtid som NATOs generalsekretær.

"Til lykke til Anders Fogh Rasmussen med topposten i NATO. Det er flot, at det lod sig gøre, og man kan håbe, at han udfører generalsekretærhvervet så godt, at glansen smitter af på Danmark," skriver Ekstra Bladet i sin leder, mens BT's Helle Ib leverer en mere personlig kommentar på avisens lederplads:

"For Anders Fogh Rasmussen personligt fuldender Nato-posten billedet af et ekstremt ambitiøst menneske, der har foretaget en opstigning af de helt store".

Løkkes udfordringer
Også Foghs efterfølger Lars Løkke Rasmussen (V) får bemærkninger med på vejen ind i Statsministeriet.

"Lars Løkke Rasmussen kommer på en hård opgave; kombinationen af et samfund med negativ økonomisk vækst, stigende arbejdsløshed og en skrammet troværdighed efter bilagssagerne i fjor er ikke nogen ønskestart for Løkke. Men han er en dygtig politiker, og der findes ingen mere oplagt til at løfte arven fra Anders Fogh Rasmussen," skriver Berlingske Tidendes lederskribent.

Politiken påpeger også den vanskelige økonomiske situation, men øjner et lille håb i Lars Løkke Rasmussen:

"Når vi tør håbe på, at Lars Løkke Rasmussen evner at give det samarbejdende folkestyre en ny start, skyldes det ikke mindst at den nye statsminister har udmærket sig ved en bemærkelsesværdig tavshed i den ulykkessvangre værdikamp."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Helle Ib

Politisk kommentator, Børsen
journalist (DJH 1992)

0:000:00