Om  
Anders Fogh Rasmussen

Fogh tager små to millioner i udbytte fra Rasmussen Global

Væksten og gode resultater fortsætter i konsulentvirksomheden Rasmussen Global, som forhenværende statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen står bag. Der er ansat yderligere to personer i løbet af 2022. 

Rasmus Nielsen

Rasmussen Global Consulting gik ud af 2022 med et overskud på 3,64 millioner kroner, fremgår det af årsregnskabet, der blev offentliggjort i dag. Det er en stigning fra 2,5 millioner kroner for 2021.

Der bliver udbetalt 1,82 millioner kroner til forhenværende statminister og Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen, Nærum, der 100 procent ejer Rasmussen Global Consulting. For 2021 var der ikke udbytte. Fogh stiftede Rasmussen Global i 2014, da hans femårige mandat i Bruxelles som Nato-generalsekretær løb ud.

Man beskæftigede i 2022 otte personer mod seks året før. Direktør er datteren Maria Fogh Duelund. Lønudgifterne er steget fra 6,5 til 10 millioner kroner. Gennemsnitslønnen inklusive pension og andre sociale udgifter er med andre ord 1,25 millioner kroner for specialisterne i rådgivningsfirmaet.

Aktiverne i selskabet er steget i løbet af året - fra 14,8 millioner kroner i 2021 til 17,5 millioner kroner i 2022. Egenkapitalen for Rasmussen Global Consulting er nu nydelige 15,4 millioner kroner. 

Regnskabet er revideret af Deloitte uden anmærkninger.

I sin beretning omtaler Fogh da også resultatet som tilfredsstillende.

Rasmussen Global har til formål at yde international rådgivning til virksomheder og demokratiske regeringer. Man udfører også frivilligt arbejde for den ukrainske regering.

Stigende efterspørgsel efter invasion
I sin ledelsesberetning tilføjer den selvstændige, forhenværende toppolitiker, at man sporer en stærkt stigende efterspørgsel i en tid med markant udvikling i geopolitikken, blandt andet som følge af Ruslands invasion i Ukraine og de tilhørende økonomiske sanktioner og stigende energi- og fødevarepriser.

"Forståelsen af, hvordan geopolitikken vil påvirke alle brancher, er nu af afgørende betydning for ethvert selskabs bundlinje", skriver Anders Fogh Rasmussen. Han forventer en fortsat stigende efterspørgsel og heraf følgende positiv indflydelse på det indeværende regnskabsår.

Det fremgår da også af det centrale selskabsregister, at Rasmussen Global i april i år beskæftigede 15 personer (svarende til 14 årsværk). Næsten en fordobling på et år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00