Folk er hverken dumme eller onde, men de har ikke forstået klimakrisens alvor

Når man kigger ud over det klimapolitiske landskab i dag, kan man nemt få den tanke, at de fleste mennesker enten må være dumme eller onde. Enten har de ikke forstået, at vi befinder os midt i en klimakrise, eller også ved de det godt, men fortsætter alligevel ufortrødent, fordi de nyder godt af status quo og er ligeglade med planetens fremtid.

Men langt de fleste af de borgere og politikere, jeg taler med, er hverken dumme eller onde. De ved godt, at klimakrisen er virkelig, og at vi er nødt til at gøre noget. Alligevel er det som om, at de ikke helt har forstået alvoren. Eller at de ikke tillader sig selv at mærke den.

Vi er alle sammen nødt til at indse, at de planetære forskydninger, som i øjeblikket finder sted, ikke blot betyder, at der bliver et par grader varmere, at vi får lidt vildere vejr, lidt flere oversvømmelser, og lidt længere og tørrere somre i Danmark.

Vi er på vej mod en helt ny situation.

Den eksistentielle følelse af sikkerhed, som mange af os tager for givet, vil forsvinde som dug fra solen. Vi taler om en fremtid uden fremtid.

Mads Ejsing
Ph.d. og forsker i demokrati og klimapolitik, KU

Allerede ved de nuværende cirka 1,5 graders opvarmning nærmer vi os usikkert terræn, hvor der er en reel risiko for at overskride en række kritiske biofysiske tærskler, som kan igangsætte irreversible processer og radikalt forandre betingelserne for liv her på planeten. Ikke engang førende klimaforskere ved nøjagtigt, hvad det vil komme til at betyde.

Planeten skal nok overleve. Den har trods alt eksisteret i mere end 4,5 milliarder år. Det samme gælder nogle former for biologisk liv, fx visse typer af mikrober, som sandsynligvis vil trives på selv en markant varmere planet.

Det ændrer bare ikke på, at hele den menneskelige civilisationshistorie – alle samfund, alle krige, alle religioner, og alle kærlighedsfortællinger – har fundet sted inden for de sidste 12.000 år siden den seneste istid. Inden for det, man kalder den holocæne epoke.

Denne ”korte” geologiske tidsperiode har været særligt kendetegnet ved en høj grad af økologisk stabilitet, som har gjort det muligt for både mennesker og mange andre arter at trives.

Det er denne økologiske stabilitet, vi er ved at sætte over styr.

Der bliver løbende udgivet nye videnskabelige studier, som på det kraftigste advarer om, at de biofysiske forhold, vores livsbetingelser her på planeten afhænger af, bevæger sig i retning af kollaps. Ofte videreformidles resultaterne endda af medierne, så alle kan læse med.

Men alligevel fortsætter store dele af samfundet mere eller mindre som business as usual.

Som klimapolitisk forsker føles det af og til som om, at man befinder sig på en anden planet. En planet, hvor man af frygt for at blive stemplet som ‘dommedagsprofet’ nedtoner sine bekymringer, når man bliver interviewet af journalister, men samtidig taler åbent og ærligt med dem af sine forskerkollegaer, som også forstår og mærker alvoren.

Bag lukkede døre taler vi om, at de nuværende samfund er langt mere skrøbelige, end mange går og tror, og at når katastroferne først rammer, bliver det en brat opvågning.

Den eksistentielle følelse af sikkerhed, som mange af os tager for givet, vil forsvinde som dug for solen.

Vi taler om en fremtid uden fremtid.

Det er derfor, at jeg har sagt ja til at skrive denne kommentarserie i Altinget. I et forsøg på at formidle, hvordan verden ser ud, når man hver dag beskæftiger sig med klimakrisens omfang, konsekvenser og mulige løsninger. Når man tillader sig selv at mærke alvoren.

Uanset hvor meget vi hver især gør, vil det også kræve en mere grundlæggende gentænkning og omvæltning af vores eksisterende systemer.

Mads Ejsing
Ph.d. og forsker i demokrati og klimapolitik, KU

Men jeg har også sagt ja, fordi jeg tror på, at det stadig er muligt at afværge de værste konsekvenser af de igangværende kriser.

Det kommer dog til at kræve, at vi alle sammen – også du, kære læser! – skal ændre vores hverdag. Vi skal forbruge mindre, genbruge mere, rejse kortere, spise grønnere. Særligt et sted som Danmark, der fortsat er ét af verdens mest klimaskadelige lande målt per indbygger.

Men uanset hvor meget vi hver især gør, vil det også kræve en mere grundlæggende gentænkning og omvæltning af vores eksisterende politiske, økonomiske, og demokratiske systemer, som i øjeblikket er ude af stand til at svare på krisernes alvor.

Hvordan starten på sådan en gentænkning kan se ud, bliver udgangspunktet for mine kommende kommentarindlæg her hos Altinget over de næste måneder. Jeg håber, at du har lyst til at læse med.