Folkeskolen er ramt af en amerikansk klagekultur

Vi skal have skabt et fælles maskinrum og ikke en kampplads. Vi skal tilbage til den nære og meningsfulde dialog, også når tingene går galt eller det er svært.

Skoleledere som jeg, skal have modet til at lukke medarbejderne, elevrådet og skole-fritidsbestyrelsen ind i maskinrummet, så vi sammen kan udvikle og lave den bedst mulige skole.

Lærerne og pædagogerne kan også blive bedre til at inddrage forældrene og eleverne i en mere åben dialog. Det vil være svært og krævende, men jeg tror på at det er vejen frem.

Forældrene skal huske, at de er en del af et mangfoldigt fællesskab, hvor alle skal bidrage med det de kan.

På forældremøderne må forældrene ikke kun spørge om, hvad skolen kan gøre for deres barn, de skal også spørge om, hvad deres barn og de som forældre kan gøre for skolen/fællesskabet.

Folkeskolen har brug for en samtaleinstans ikke en klageinstans

Marco Damgaard

Jeg oplever en stigende tendens til, at flere forældre vælger at skrive direkte til skolelederen eller lokalpolitikerne, inden de har været ordentligt i dialog med de nærmeste pædagoger, lærere og ledere. Det skaber splid og så fjerner ledelsens og personalets ressourcer fra kerneopgaven.

Hver gang der lander en klage på borgmesterens bord, så bliver et større system iværksat, og dem, som er tættest på børnene, skal bruge tid bag ved et skrivebord, for at klagen selvfølgelig kan blive håndteret og besvaret ordentligt.

Men det er ikke sikkert, at det er med til at løse problemerne. Hvis man som forældre skriver en klage direkte til kommunalpolitikerne, så kan man være sikker på at få et akademisk, formelt og distancerende svar.

Hvis man derimod tager kontakt til den nærmeste lærer, pædagog eller leder, når man som forældre har brug for at komme med kritik eller undrer sig over noget, så vil man i langt højere fra have muligheden for at få et nærværende, løsningsfokuseret og brugbart svar.

Selvfølgelig skal alle forældre kunne stille spørgsmål, være kritiske og komme med ideer. De skal bare sørge for at gøre det til dem, som er tæt på deres barn og fællesskabet, og som faktisk har en reel mulighed for at ændre på tingene i samarbejde med forældrene.  

Vi skal stoppe med at skrive alt for mange klager. Vi skal stoppe med at skrive alt for meget på aula. Vi skal have gang i den oprigtige dialog igen. Vi skal mødes i virkeligheden og snakke om tingene.

Det virker altid bedre, når vi mødes, ser hinanden i øjnene og kan tale om, hvordan vi sammen kan skabe trivsel og læring for alle børn.

Alt dette kræver, at vi alle sammen i de nære skolefællesskaber respekterer hinanden, forstår hinandens forskellige roller og er klar til både at give og modtage konstruktiv kritik.

Folkeskolen har brug for en samtaleinstans ikke en klageinstans.