Kære studenter, det er vigtigere at have hinanden som formål end at sætte mål for sig selv

Alligevel vil jeg vove at påstå, at man godt kan mærke, når man er på rette spor og måske endnu mere, når man ikke er det.

Da jeg blev bedt om at skrive til jer, tænkte jeg først, at den opgave er alt for stor. Man skriver som oftest taler til mennesker, man kender, og her sidder jeg blot bag skærmen uden at kende jer.

Faktisk lå jeg næsten søvnløs en halv nat ved tanken om, at talen ikke blot skulle formidles mundtligt med et glimt i øjet, men publiceres ansigtsløst.

Det var først, da jeg kort inden deadline blev ringet op af en af de psykologer, som jeg selv har været med til at uddanne, at jeg kom i gang.

Ens retning i livet er ikke altid er noget, man selv styrer, og man ved aldrig, hvor og hvordan det hele ender

Lene Tanggaard

Denne nu succesfulde kliniske psykolog med egen praksis ringede for at få et godt råd. Hun vil gerne noget mere og noget andet. Hun vil skrive og formidle. Som hun sagde:

"Alle mennesker brug for en retning i livet, og jeg er der, hvor jeg skal overveje min. Jeg er nødt til at komme ud og ændre på de strukturer, der gør, at jeg har en næsten endeløs række af klienter med angst i min klinik".

Samtalen fik mine tanker om jer på gled. I er nemlig en generation, der gennem en stor del af jeres skoletid (og nu også gennem gymnasiet) har lært, at klare mål gør en forskel.

I har lært at se på de lærings- og kompetencemål, der skal opfyldes og indfries som kriterier for succes. I er vildt gode til at afkode, hvad andre forventer af jer. I har lært at se fremad, hen til målet.

Det er godt at kunne, men husk, at det ikke er det samme som at have retning på livet. Den skal I selv finde, men det er ikke altid helt så let som at følge et mål. Måske fordi ens retning i livet ikke altid er noget, man selv styrer, og man aldrig ved, hvor og hvordan det hele ender.

Min kollega Svend Brinkmann formulerede engang meget klogt, at vores livs manuskript ikke er skrevet på forhånd. Det skrives hver dag, imens vi lever, og indimellem skriver andre videre på det. Vi har ikke altid selv valgt det papir og den pen (eller den computer), som vi skriver på. Andre har sat deres spor.

Du kan ikke alting, men du kan altid gøre noget med det, du har, og række ud efter hjælp

Lene Tanggaard

Generationer har levet før os, givet os bestemte forudsætninger, og bebyrdet os med fejl og mangler, som vi livslangt skal forsøge at kompensere for. Tidligere generationer har også begavet os med noget, og som alle før dem, efterladt sig problemer, som vi nu står med.

Så, nej, du er ikke din egen lykkes smed. Du kan ikke alting, men du kan altid gøre noget med det, du har, og række ud efter hjælp, når dine egne kapaciteter ikke rækker.

Her kan vi tilmed minde om, at hjertets fornuft kan være en anden end forstandens, eller som det hedder i et citat, der er blevet tilskrevet Ole Wivel:

"Alle veje, der ikke udgår fra dit hjerte, ender blindt".

Med begrebsmæssig inspiration fra de to amerikanske forskere, Jean Lave og Etienne Wenger, så er meningsfuld eller formålsrettet orientering den retning eller orientering, som vi ender med at have, mens mål ofte sættes op med henblik på at opnå noget bestemt, som vi kan sætte os for.

Man kan med andre ord opnå mål og sætte kryds ved dem uden helt at finde retningen. Man kan såmænd også finde frem uden helt at kende retningen.

Jeg håber, at I med livsmodet intakt vil bestræbe jer på at finde retning og sætte spor, og at I vil omfavne al det bøvl, den angst og det besvær, som den slags afstedkommer.

Jeg håber også, at I vil huske, at livet ikke altid går ud på at opnå sine mål. Det er mindst lige så vigtigt at være der for andre. Det er vigtigere at have hinanden som formål end at sætte mål for sig selv.

Vi kan sætte betydningsfulde spor, der vil krydses af andre, uden at de kan krydses af i et skema.