Debat

Forbrugerrådet: Regeringens nedskæringer lader forbrugere i stikken

DEBAT: Der er brug for at styrke både oplysning, rådgivning og forbrugernes røst i den offentlige debat, men finanslovsforslaget lægger op til det stik modsatte, skriver Anja Philip, Forbrugerrådet Tænk.

Foto: /POLFOTO/
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anja Philip
Formand i Forbrugerrådet Tænk

I årtier har skiftende regeringer været enige om, at der var brug for, at danske forbrugere kan få uvildig og uafhængig rådgivning, når de er endt i en tvist med en erhvervsdrivende eller eftersøger svar på konkrete forbrugerrelaterede spørgsmål.

Der har ligeledes været enighed om, at forbrugernes synspunkter skal høres i lovarbejdet for eksempel via udvalg, arbejdsgrupper, høringssvar med mere. Politikerne har også ment, at det er vigtigt, at forbrugerpolitiske interesser bliver varetaget i den offentlige debat.

Altså at danske forbrugere har en stærk, samlende stemme, der kan matche banker, forsyningsselskaber, detailhandel, og resten af erhvervslivet i medierne og andre steder, hvor den offentlige debat foregår. Denne enighed om, at der er brug for en uafhængig almennyttig indsats, der skal oplyse og repræsentere forbrugerne i debatten, har regeringen desværre valgt at gøre op med i det nye finanslovsudspil.

Fakta
Regeringen foreslår at skære 5 millioner kroner på Forbrugerrådet Tænks grundbevilling. Det er cirka en tredjedel af de 17 millioner, som grundbevillingen lød på sidste år. Regeringen foreslår ligeledes, at den resterende bevilling primært går til at være høringsorgan. Forbrugerrådet Tænk er en medlemsorganisation, hvis samlede omsætning i 2016 var knap 90 millioner kroner. Midler ud over grundbevillingen går primært til øremærkede projekter samt produkttest og andre medlemsfordele.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Her skærer man knap en tredjedel af Forbrugerrådet Tænks grundbevilling og øremærker bevillingen, så den fremover ikke gives til at drive forbrugeroplysning og til at fremføre forbrugernes synspunkter i medier og den offentlige debat.

Det lader desværre den almindelige forbruger i stikken.

Her skærer man knap en tredjedel af Forbrugerrådet Tænks grundbevilling og øremærker bevillingen, så den fremover ikke gives til at drive forbrugeroplysning og til at fremføre forbrugernes synspunkter i medier og den offentlige debat.

Anja Philip
Formand i Forbrugerrådet Tænk

Oplyste forbrugere til glæde for erhvervsliv og samfund
Det vil ramme de mange, mange tusinde danske forbrugere, vi hvert år informerer og rådgiver, når de er havnet i en tvist med en butik om deres rettigheder eller er havnet i kløerne på en decideret svindler. Og det vil ramme de mange forbrugere, der kommer til os for at få at vide, hvordan man for eksempel finder et bedre tilbud på forsikringen, skifter bank eller teleselskab.

I regeringsgrundlaget lovede regeringen ellers, at det skulle være ”nemmere at være forbruger”, ligesom regeringen har understreget behovet for aktive forbrugere. Det var vi glade for at læse, for vi tror, at et samfund, hvor det er let for den enkelte at træffe et godt valg, er et trygt samfund med handlekraftige forbrugere. Og det er præcis vores mission.

At regeringen nu lægger op til at svække oplysning og rådgivning af forbrugerne er derfor dybt beklageligt og trækker i den stik modsatte retning af, hvad regeringen selv har sagt, at den vil.

En sådan svækkelse af forbrugeroplysningen og forbrugernes stemme i debatten risikerer at få negative konsekvenser – ikke bare for samfundets sammenhængskraft, men også for erhvervslivet. Oplyste forbrugere er nemlig aktive forbrugere, der flytter fødderne for at få det bedste produkt. Aktive forbrugere fører til skærpet konkurrence til fordel for dygtige erhvervsdrivende.

Det skaber velfungerende markeder og øget produktivitet, og det bidrager til innovation, der udvikler de produkter og ydelser, de bevidste forbrugere efterspørger. Alt sammen til glæde for både forbrugere, erhvervsliv og samfundet som helhed.

Så enkelt er det faktisk – med den tilføjelse, at en række af de aktiviteter hos Forbrugerrådet Tænk, der er truet af nedskæringen, netop bidrager til at skabe oplyste forbrugere og skærpet konkurrence. Det gælder for eksempel vores kampagner for frit tv-kanalvalg, lettere adgang til at skifte realkreditselskab og imod vildledende markedsføring af fødevarer. For bare at nævne et par eksempler.

Positivt med penge til forbrugerombudsmanden
Baggrunden for, at en organisation som Forbrugerrådet Tænk får en grundbevilling på finansloven, er, at vi i Danmark ikke har et befolkningsgrundlag, der er stort nok til, at overskuddet fra en medlemsorganisation, som tester produkter og udgiver publikationer, også kan bære et væsentligt almennyttigt forbrugerpolitisk arbejde for samfundet. 

Skulle Forbrugerrådet Tænk løbe rundt på rent kommercielle vilkår, er realiteten, at vi ville være nødsaget til at fokusere primært på at give vores egne medlemmer valuta for deres penge i stedet for at være en organisation, der arbejder for alle danske forbrugere.

På positivsiden lægger finanslovsforslaget op til at tilføre Forbrugerombudsmanden 2,5 millioner kroner. Der er mange gode ting at sige om Forbrugerombudsmandens arbejde, og vi synes, det er fint, at man har tilført Forbrugerombudsmanden flere midler, for der er bestemt brug for at styrke håndhævelsen på forbrugerområdet.

Men Forbrugerombudsmanden er en offentlig myndighed og spiller en helt anden rolle end en uafhængig interesseorganisation som Forbrugerrådet Tænk – og inden for et langt mere begrænset sagsfelt. Og netop de områder, som regeringen vil ramme med sin besparelse – vores deltagelse i den offentlige debat og folkelig oplysningsvirksomhed – er ikke opgaver, som Forbrugerombudsmanden løfter.

Der er brug for oplysning og rådgivning
Der er andre statsinstitutioner, som i forskelligt omfang giver forbrugeroplysning. Men vi tør godt sige, at ingen gør det med samme gennemslagskraft og uafhængighed som Forbrugerrådet Tænk. Det virker ikke gennemtænkt, når regeringen siger: I må godt bruge pengene på at komme med input i lovarbejdet, men ikke længere på at deltage i den offentlige debat eller bedrive forbrugeroplysning.

For tingene hænger jo sammen. Man kan ikke være forbrugernes stemme på Christiansborg og overfor myndigheder og erhvervslivets brancheorganisationer uden også at være det i pressen. Og man kan ikke arbejde med forbrugerpolitiske forbedringer uden også at påtage sig en oplysningsopgave.

Udviklingen de senere år med for stærkt stigende gebyrer for danske boligejere, danske forbrugere, der bliver snydt og svindlet på nettet som aldrig før, og manglende udbetaling af kompensation i milliardklassen ved flyforsinkelser og -aflysninger viser, at der er brug for at styrke både oplysning, rådgivning og forbrugernes røst i debatten. Desværre lægger regeringens finanslovsforslag op til det stik modsatte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anja Philip

Formand, Forbrugerrådet Tænk, medlem, 2030-panelet
cand.scient. cellebiologi (Københavns Uni. 1991), ledelsesfag DOL

0:000:00