Forening: Ja-partier forsimpler debat om retsforbeholdet

Af Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening

Det er jo hele retsområdet, bemyndigelsen af Folketinget går på. Hvorfor og hvordan kan integrationsspørgsmålet dog så få lov til helt at blive ignoreret?

Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening

For nogle dage siden lykkedes det flere af de største partier at sætte ny rekord i spidsvinkling af komplicerede politiske spørgsmål.

Især med Socialdemokraternes og Venstres plakater lykkedes det at ”raffinere” påstanden om, at folkeafstemningen 3. december om retsforbeholdets afskaffelse handler om at bekæmpe pædofili, menneskehandel og anden djævelsk ondskab her i Danmark.

Det gør de ud fra en sikker formodning om, at så må folk da forstå, at man ikke kan stemme "nej".

Men det viste sig, at det her var ”værre end politiet tillader”. Denne gamle talemåde holdt virkelig stik, for trods heftig PR-indsats gennem lang tid fra Dansk Politiforbunds formand, meddelte hovedbestyrelsen - endda før plakaterne var hængt op – at forbundet ikke støttede kampagnen for et ja.

Sagen er, at mange politifolk tværtimod ønsker et nej, hed det.

Voldsom forenkling
I betragtning af de mange komplicerede emner, afstemningen involverer, er det forstemmende med en så voldsom overforenkling.

For det første skøjter man helt hen over det statsretlige problem, at grundlovens § 20 ikke hjemler den ordning, som regeringen og ja-partierne foreslår: at folkeafstemningen bemyndiger Folketinget til med simpelt flertal selv at overdrage lovgivningskompetence på de områder af retspolitikken, som et folketingsflertal hen ad vejen måtte ønske det.

Da noget tilsvarende var på tale i 1992, fastslog daværende professor i statsret Henrik Zahle, der senere blev højesteretsdommer, at den slags suverænitetsoverdragelse ”på forskud” strider mod grundloven, og Folketinget erklærede sig enigt. Dette kan læses blandt andet i ”Hvidbog om Danmark og Maastricht Traktaten” fra 1992, side 50.

For det andet lurepasses der om de overordnede spørgsmål om det retlige samarbejdes betydning for den europæiske integration. Ikke alle nej-sigerne er imod – og hvem blandt ja-sigerne er for?

Kendsgerningen er, at det er intet mindre end kernen i både en overstatslig union og en selvstændig suveræn stat - retspolitikken med alle reglerne om civil magtudøvelse over for borgerne – som dette i sidste ende handler om. Fordi det jo er hele retsområdet, bemyndigelsen af Folketinget går på. Hvorfor og hvordan kan integrationsspørgsmålet dog så få lov til helt at blive ignoreret?

Medier bærer ansvar
Medierne har selvfølgelig et stort ansvar for denne misere. De store main stream medier, også i den skrevne presse, springer over, hvor gærdet er lavest. Jeg har selv erfaret og også hørt fra mange andre, at debatindlæg afvises, ”fordi der er for meget stof om dette emne”.

Det argument holder imidlertid ikke. Som medforfatter til en kronik om folkeafstemningen, retspolitikken og rigsfællesskabet fik jeg den retur fra først en og dernæst en anden af de store landsdækkende aviser. Ingen af dem havde skrevet eller publiceret ét ord om det emne!!

Disse medier sparer ellers ikke på flotte og korrekte ledere om betydningen af ytringsfrihed. Ja, de forsvarer idelt, at Danmark går i krig for den. Men administrerer samtidig den lige så vigtige ytringsadgang selektivt efter egne præferencer.

Jeg hævder ikke, at nej-siden holdes ude i den aktuelle debat om folkeafstemningen. Men læg vel mærke til, at det helt overvejende er Dansk Folkeparti, som tildeles pladsen.

Da jeg i 1971-72 i Danmarks Radio og TV var sat til at forestå dækningen af debatten op til folkeafstemningen 2. oktober 1972 om EF, fik jeg masser af kritik. Men jeg kom igennem og mistede aldrig balancen. Simpelt hen fordi jeg med største omhu sørgede for, at hverken ja- eller nej-siden udelukkende blev repræsenteret af ”landsbytosser” eller andre uglesete.