Forfatter: Bertel Haarder er på farlig kurs

Af Brian Degn Mårtensson
Filosof og forfatter

Den 3. oktober skriver folketingsmedlem og forhenværende undervisningsminister Bertel Haarder i et indlæg under overskriften ”Jeg følte med Antorini”, at han ikke kan se det store problem i den seneste tids afsløringer af det aftalte spil mellem KL og regeringen i forbindelse med den omdiskuterede lockout af lærerne i 2013.

Dette er mildest talt et mærkværdigt og bekymrende synspunkt, eftersom han er med til at lave landets love.

Først skriver Haarder følgende: ”Jeg ved ikke, hvad der er foregået op til lockouten i 2013, men det ville da være uprofessionelt af den daværende regering, hvis den ikke havde orienteret sig om mulighederne i tilfælde af, at der ikke kunne blive enighed.”

Det er ifølge Haarder godt, at vi er endt, hvor vi er, med en lov, der ordner løn- og arbejdsvilkår efter regeringens og KL's ønsker.

Brian Degn Mårtensson
Filosof og forfatter

Første delsætning er her den vigtige, da ingen nogensinde har kritiseret, at en regering orienterer sig om muligheder i tilfælde af diverse scenarier.

Det, der derimod diskuteres i denne tid, er netop, at der kun var én mulighed – nemlig det, regeringen og KL allerede havde aftalt.

Flere centrale aktører har allerede indrømmet, at det var præcis sådan, det foregik, og ingen med bare den mindste indsigt i arbejdsmarkedsforhold og politik – ej heller Bertel Haarder – kan nogensinde have været i tvivl herom.

Lyssky manøvrer
Efterfølgende skriver Haarder så, at ”tingene kunne heller ikke sejle videre. Så enkelt er det”. Det er ifølge Haarder godt, at vi er endt, hvor vi er, med en lov, der ordner løn- og arbejdsvilkår efter regeringens og KL's ønsker.

Sluttelig synes Haarder, at vi skal rette fokus mod noget andet end påstande om konventionsstridige overgreb på de frie forhandlinger og andre lyssky manøvrer. Som det smukt bliver udtrykt: ”Og nu gælder det om at få brugt de nye muligheder i skolereformen til gavn for eleverne – og forhåbentlig også lærerne.”

Demokratiske processer
Nogle gange kan det være afklarende at se på argumenters opbygning. Haarder siger nemlig følgende:

A) Jeg kender ikke detaljerne i forløbet, der ledte frem til resultatet.

B) Resultatet var godt.

C) Ergo bør forløbet accepteres, og nu må vi se fremad.

Hvis man netop med succes har repareret sin græsslåmaskine eller fået genoplivet en dysfunktionel telefon, er ovenstående tankerække for så vidt udmærket. Men hvad med demokratiske eller retslige processer? Går den der? Døm selv:

A) Jeg ved ikke præcis, hvad der skete, men jeg kan konstatere, at al opposition nu er forbudt ved lov.

B) Oppositionspartierne var godt nok også irriterende – og dumme!

C) Ergo er alt godt, og nu må vi videre.

Eller:

A) Der findes mange forskellige påstande om det hændte, men nu er den anklagede altså blevet hængt uden dom.

B) Den anklagede var efter min mening en idiot.

C) Ergo er der ingen grund til at bore mere i det.

Hvis du ikke bryder dig om de to sidste eksempler, bør du overveje, om du som borger i en retsstat i grunden kan leve med det første?