Formand for Ateistisk Selskab: Altinget bør overveje, om spaltepladsen skal være et sted for saglig debat eller religiøst had

Kære Altinget.
I har i løbet af kort tid bragt to indlæg, som virkelig fremstår ødelæggende for faktabaseret og respektfuld debat.
Først fra Søren Søndergaard, der forsøger at tegne Ateistisk Selskab og undertegnede som fjendske missionærer, der "hader tro".
Dernæst et indlæg fra biskop Peter Skov-Jakobsen, der nedsættende omtaler ateister som fanatikere, mens han fremstiller os som tåbelige og fordømmende.
Jeg vil her forsøge at adressere nogle af de mest åbenlyse misforståelser og fejl – og mane til ledelsesmæssig og redaktionel besindighed i mødet med privilegieblindt had.
Stråmænd og fordrejninger
Søren Søndergaard skriver blandt andet, at min kritik af folkekirken skyldes, at kirkeministeren "insisterer på, at kristendommen er en del af Danmark, og at vi med statslig understøttelse fejrer jul."
Jeg hader ikke tro. Jeg hader ikke mission. Jeg er optaget af, at tro og mission ikke skal påtvinges andre med statens støtte.
Anders Stjernholm
Formand, Ateistisk Selskab
Dette er en stråmand. Min kritik handler om langt mere: Om en statskirke, der ekskluderer de mange danskere, der ikke deler det kristne verdenssyn. Om en juletradition, der forsøges monopoliseret af et religiøst narrativ. Og om en kirkeminister, der prioriterer institutionens interesser frem for borgernes.
Videre skriver Søndergaard: "I hans optik er danskernes jul reduceret til en mellemting mellem for meget mad og Disneys Juleshow. Det mener han af en eller anden grund at vide."
Nej, jeg siger tværtimod, at julen er kompleks og nuanceret – en fejring, der handler om meget mere end Kristus. At reducere denne holdning til en karikatur er uredeligt.
Søndersgaard skriver også: "Der er noget sælsomt i, når folk, der angiveligt hader tro og mission …"
Jeg hader ikke tro. Jeg hader ikke mission. Jeg er optaget af, at tro og mission ikke skal påtvinges andre med statens støtte. Og det er en vigtig distinktion, Søndergaard burde kende.
Endelig påstår han: "Ateistisk Selskab retter kanonløbene mod danskernes fejring af højtiden."
Nej, det gør vi ikke. Vi forsvarer julefejringens mangfoldighed imod de, der søger at gøre kristmessen til julens omdrejningspunkt.
Vores budskaber handler om lighed og frihed: Tænk og tro, hvad du vil. Fejr julen på præcis din måde. Men for dine egne penge.
Biskoppens grove ord
Biskop Peter Skov-Jakobsen kalder Ateistisk Selskab for fanatiske ateister. Det er en alvorlig anklage, som hverken kan underbygges eller forsvares.
Jeg advarede Altinget om, at deres nichemedie risikerede at trække samfundsdebatten i den forkerte retning. Disse indlæg understreger min pointe.
Anders Stjernholm
Formand, Ateistisk Selskab
Hans irritation over at blive mindet om, at demokrati og feminisme er sekulære principper – ikke bibelske – synes at stå i vejen for hans dømmekraft. Det er ikke os, der påstår, at religiøse skal leve bogstaveligt efter hellige skrifter eller kirkelige traditioner. Dette er en stråmand, som kun tjener til at forvrænge vores kritik.
Biskoppen skriver også: "Hvis man er den form for kamp-sekularist, som fanatiske ateister repræsenterer, skal man med høj røst kunne råbe 'FORSKNING! STATISTIK! DATA!', og opføre sig som om, at de andre ikke har begreb skabt, og i virkeligheden er tåber.”
Dette er en grov og løgnagtig fremstilling. Alternativet er, at biskoppen vitterligt tror, at det er det, vi siger. Uanset om dette er uvidenhed eller bevidst manipulation, vidner det om en fjendekærlighed, der er svært mangelfuld.
Altingets ansvar
Jeg advarede Altinget om, at deres nichemedie Altinget Etik og Tro risikerede at trække samfundsdebatten i den forkerte retning. Disse indlæg understreger min pointe. At vidne falsk imod sin næste er ikke længere en kristen leveregel – det er blevet en folkekirkelig forsvarsdisciplin.
Når DR's dækning er i hænderne på en folkekirkemand, der uden blusel kalder Ateistisk Selskab for en sekt, og Kristeligt Dagblad modtager næsten 30 millioner om året i mediestøtte, mens Berlingske gladeligt trykker halvbagt apologetik, er der rigeligt leflen for religiøst had i danske medier. Altinget behøver ikke lege med.
Overvej, om spaltepladsen skal være et sted for åben og saglig debat – eller for fordumsfuldt, usagligt had.
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Her er de kendte og ukendte personer, der forhandler om Danmarks næste regering
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset











































