
Asger Krogsgaard genopstiller ikke som bestyrelsesformand for Danish Crown.
Det oplyser slagteriet i en pressemeddelelse.
"Grundet den svære situation, Danish Crown står i, bliver der arbejdet på mange fronter i bestyrelsen lige nu," lyder det fra Asger Krogsgaard i pressemeddelelsen.
Asger Krogsgaard tiltrådte som formand i efteråret 2023 efter intern debat om Danish Crowns fremtid og ledelsesmodel. Siden da har selskabet været igennem mange udskiftninger på centrale poster.
I juni stoppede Jais Valeur som administerende direktør, og 9. august gik næstformanden af, efter der havde været uenigheder om retningen for bestyrelsesarbejdet.
"Der er flere ændringer på vej, og en af de ting, som repræsentantskabet snart skal forholde sig til, er at skabe muligheden for at sætte en ekstern erhvervsprofil i spidsen for Danish Crown. Efter grundige overvejelser har jeg derfor besluttet, at både de nuværende bestyrelser, repræsentantskabet og den brede ejerkreds allerede nu skal vide, at jeg ikke ønsker genvalg som formand," udtaler Asger Krogsgaard.
Danish Crowns repræsentantskab nedsatte i efteråret 2023 et vedtægtsudvalg. På næste møde i repræsentantskabet bliver udvalgets arbejde præsenteret. De nye vedtægter skal være på plads inden kredsmøderne til december, lyder det.
"Det er ganske vigtigt for mig, at min person, og spekulationer om hvorvidt jeg ønsker at fortsætte som formand for Danish Crown, ikke kommer til at stå i vejen, når repræsentantskabet snart skal forholde sig til vores nye vedtægter. Derfor er vi i den nuværende AmbA-bestyrelse enige om, at vi forventer, at Danish Crown ved den næste konstituering får sin første eksterne formand," lyder det fra Asger Krogsgaard.
Danish Crown holder repræsentantskabsmøde i Randers 5. september, hvor de blandt andet skal diskutere og eventuelt vedtage selskabets nye vedtægter.
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker





































