Kronik

Formand for Udenrigspolitisk Selskab U35: Vi kommer ikke langt med visioner i kompromisets tid

KRONIK: 23. december ville den tyske kansler Helmut Schmidt være fyldt 100 år. Han var imod store samfundsomvæltende visioner og reformer, men stod fast på principper for anstændig opførsel og god politik. 

23. december ville Helmut Schmidt være fyldt 100 år.
23. december ville Helmut Schmidt være fyldt 100 år.Foto: Carl Duyck/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Visioner kommer vi ikke langt med i en tid, hvor politiske beslutninger skal træffes iblandt stadig flere små partier og i mere og mere omfattende kompromiser. Kun med et sæt håndfaste principper, som vi ikke vil gå på kompromis med, kan politikere i dag gøre sig respekteret hos vælgerne.

Hvis vi vil forstå det, skal vi vende os mod den tidligere tysk forbundskansler Helmut Schmidt. Mens han, klog af krigens skade, var imod store samfundsomvæltende visioner, stod han fast på en række principper for anstændig opførsel og god politik.

Han var hverken den længst siddende, den politiske mest visionære eller den mest afgørende kansler i nyere tysk historie. Det var henholdsvis Kohl, Brandt og Adenauer. Alligevel er Helmut Schmidt, der 23. december ville være fyldt 100 år og døde for kun tre år siden som 96-årig, den mest populære af alle kanslere, som stod i spidsen for forbundsrepublikken Tysklands genskabelse i 1949.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Det er en blanding af egne fortjenester og andres synder, der lægger til grund for Schmidts store popularitet blandt tyskerne. Efter endt kanslerskab fortsatte han først og fremmest et forfatterskab, der ved hans død i 2015 omfattede over 30 bøger. Samtidig skrev han et utal artikler i særligt den store hamborgske ugeavis Die Zeit og optrådte regelmæssigt i de lange og udførlige talkshows, der kendetegner aftenprogrammet på ARD og ZDF.

Med tiden avancerede Schmidt på den måde til en slags ”Welterklärer”, en verdens-forklarer for tyskerne, én der kunne forklare dem, hvad der skete ude i den store komplicerede verden.

Det var aldrig visionen om en omkalfatring af det tyske samfund, der drev Helmut Schmidt. I modsætning til mange andre unge mænd i sin tid var han ikke tiltalt af den totalitære socialisme, der prædikede revolution og utopier.

Lukas Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Og så skadede det heller ikke, at mange af hans mest kontroversielle beslutninger med tiden enten viste sig at være ganske kloge eller blot blev glemt. Være det sig NATO-dobbeltbeslutningen om at opstille missiler i Tyskland for at presse på for nedrustning fra særligt sovjetisk side i Europa, eller at han stod imod terroristerne fra Rote Armee Fraktion, der i ”det tyske efterår” hærgede landet med mange døde til følge.

Schmidt blev ofte beskyldt for at mangle visioner og blot være magtpolitiker. Sikkert var han det sidste, for uden magt, ingen indflydelse. Men mens han var uden visioner, var han fuld af principper. Og i modsætning til for eksempel Anders Fogh Rasmussen lod Schmidt sig aldrig medrive til den slags ”kontraktpolitik”, hvor politikere lader som om, de kan love vælgere præcis, hvad der kommer til at foregå, hvis de sætter deres kryds uden for deres navn.

Med blik over europakortet i dag kan det være svært at huske tilbage på de tider, hvor socialdemokratismen stod stærkt. Særligt i Tyskland, hvor SPD i dag ligger som tredje- og i flere delstater kun som fjerde-største parti. Og ligesom succesfulde socialdemokratier, som det danske i dag, af udenforstående bliver beskyldt for at have glemt partiets arvegods, blev Schmidt ofte frakendt sin ret til at være socialdemokrat.

Efter Schmidts formandskab og kanslerperiode gik det ned ad bakke for SPD i vælgernes gunst. Ovenpå Schmidts beskidte exit, væltet af et mistillidsvotum og erstattet af evighedskansler Helmut Kohl (ganske rigtigt, Helmut efter Helmut, ligesom vi i Danmark har taget statsminister Rasmussen, efter Rasmussen), skulle der gå 16 år, før de tyske socialdemokrater igen kunne indtage Bundeskanzleramt med Gerhard Schröder i spidsen. Siden 1949 har der kun været 20 år med Socialdemokratisk styre.

Og mens Willy Brandt og Helmut Schmidt vandt på politiske projekter, var Schröders valg i høj grad også et fravalg af gamle Helmut Kohl, der særligt i sin fjerde embedsperiode led af en sådan grad af magtfuldkommenhed, at han kun kunne tvinges fra toppen ved det til den tid historisk dårligste CDU-valgresultat siden 1949.

Allerede som menigt medlem af forbundsdagen i Bonn blev Schmidt anklaget for at være i det forkerte parti. Alt for konservativ og overhovedet ikke socialdemokratisk nok. Alligevel har partiet aldrig siden hans embedsperiode formået at samle så store dele af befolkningen bag sit projekt.

Det var fattigdommen i mellemkrigsårenes Hamborg, Anden Verdenskrig – eller som Schmidt yndede at sige: Die Große Scheiße (den store lort) – og efterkrigstidens første socialdemokrater, der gjorde Schmidt til Socialdemokrat.

Uretfærdigheden, som han oplevede som dreng i Hamborgs gader; at hans familie fik lov til at leve et fattigt omend anstændigt småborgerligt liv, mens hans venindes – og senere kones - familie skulle dele lejlighed med flere andre familier, satte sine præg på ham, ligesom mange andre kendte socialdemokraters opvækst kendetegnede deres politiske vækkelse.

Efter Vesttysklands genopståen i 1949 var frustrationen stor hos mange unge politisk interesserede mænd (det var i den tid primært mænd, der fik lov til at beskæftige sig med politik) over de mange tidligere nazister, der stadig befandt sig i særligt det konservative politiske miljø.

Samtidig blev Schmidt under krigen opmærksom på den stoiske statsfilosof Marcus Aurelius, der lærte ham grundlæggende principper om aldrig at handle imod det fælles bedste og sætte sig ind i andres sted.  Til sidst var det særligt den socialdemokratiske arv, den aktive kamp imod Hitler, da partiet stemte imod Hitlers bemyndighedslov i 1933, der forsikrede ham om, hvor han skulle lægge sit partipolitiske engagement.

Men det var aldrig visionen om en omkalfatring af det tyske samfund, der drev Helmut Schmidt. I modsætning til mange andre unge mænd i sin tid var han ikke tiltalt af den totalitære socialisme, der prædikede revolution og utopier.

”Den, der har visioner, bør gå til lægen”. Det er det nok mest kendte citat af den tidligere kansler, og det rammer helt ind til kernen, hvordan Schmidt arbejdede politisk. Citatet bliver ofte misforstået, og Schmidt dermed gjort til levebrødspolitiker og taktiker. Sandheden er, at Schmidt var indædt modstander af store samfundsomvæltende visioner, som han mente var decideret farlige for sammenhængskraften.

Men sandheden er også, at han mere end nogen kansler sidenhen har været en mand af klippefaste principper, der igennem hele hans politikerembede og sidenhen har ledt hans offentlige ageren.  

Et par faste principper blev en slags ledestjerne for Schmidt: gør intet uden hensyn til samfundet, gør ikke noget, du ikke kan stå inde for, gør ikke noget i hast eller blændet af lidenskab. Det var med udgangspunkt i sine principper, at Schmidt blev den pragmatiske politiker, han er kendt for – altid søgende efter det politiske kompromis, der kunne sikre varig politisk forandring.

Med udgangspunkt i filosofien (udover Marcus Aurelius blev han også inspireret af Kant, Weber og Popper) dannede Schmidt sin egne principper. Et mere lige samfund baseret på større retfærdighed, hvor alle fik en chance, blev en grundpille i hans handlen. En anden blev, at Tyskland aldrig kun kan handle i Tysklands egen interesse.

Resultatet af et par simple og stærke principper blev, at kansleren Helmut Schmidt i ”det tyske efterår” i slutningen af 1970’erne stod fast på reststatens principper og nægtede at give efter for terrorister, der prøvede at afpresse staten – og Schmidt selv – til at efterkomme egne ønsker.

På samme måde stod han fast på økonomiske politikker, der, før de kunne virke, gjorde ondt på parti og land og på en forsvarspolitik, der endte med at bringe selv de sidste rester af venstrefløjen i opposition til ham selv.

Helmut Schmidt var ikke den eneste politiker, der opererede efter principper snarere end visioner. I Danmark har Socialdemokratiet haft sin egen Schmidt, i person af Svend Auken. Ligesom Auken, så Schmidt det som mere nedbrydende end opbyggende, når store idéer skulle lave om på alt, i stedet for at tage det reformistiske vej og langsomt flytte “de røde brikker fremad”. Få var så forankret i, hvad socialdemokratismen er: de små skridt fremad imod et mere lige og frit samfund.

Hvad både Auken og Schmidt har til fælles er måske en form for ro i sin egen politiske overbevisning, der kun langsomt kan vokse frem og kun kan blive stærk og modstandsdygtig i årelang udvikling i den politiske konflikt med anderledes tænkende. Mens den kan indrammes af teorier og idéer, kunne den kun formes og afprøves igennem oplevelser i virkeligheden.

At tyskerne i dag stadig holder så meget af deres ”Schmidt Schnauze” (et øgenavn han fik tidligt, fordi han ofte sagde tingene noget spydig), kan formentlig også forklares med efterfølgernes principløshed.

Efter Schmidt kom senere Gerhard Schröder, der blev særligt kendt for sine Hartz-reformer som led i hans 2010-plan. Schröder stod her, i lighed med Schmidt, fast på en politik, der ikke var videre populær i sin samtid, særligt ikke hos partifællerne. Hans eftermæle er imidlertid ødelagt fra ende til anden, efter han allerede kort tid efter, han forlod Bundeskanzleramt’et i Berlin, blev hyret som stjernelobbyist for sin gode ven Vladimir Putin, og i dag forkynder den russiske præsidents interesserer i Vesteuropa.

Når vi altså nu omkring 100-året for efter Helmut Schmidts fødsel tænker tilbage på den store socialdemokrat, kan det godt være, at vi leder efter hans skelsættende og evigtvarende aftryk på det tyske samfund.

Nok var det ikke en stor socialreform eller en ny arbejdsmarkedsmodel, som hans parlamentariske kompromissøgende natur var indædt imod. Nej, i stedet huskes han som det, der i politik ikke er meget mere af i dag: En mand, der gav en retning, stod fast på sine principper og handlede derefter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lukas A. Lausen

Public affairs-rådgiver og leder for geopolitik og EU, Rud Pedersen
master of public policy (University of Oxford 2017), Ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00