Forsker: Dårlig idé at isolere radikaliserede indsatte

Af Manni Crone
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Fængsler har længe været under mistanke for at udklække ”radikaliserede”.

I midten af 00’erne var det fængselsimamerne, der var i søgelyset. I dag går bekymringen på, om terrordømte eller fanger med ekstremistiske holdninger kan påvirke andre fanger.

Fornyet fokus på fængsler
Spørgsmålet om radikalisering i fængsler fik ny vind i sejlene efter terrorangrebet i København sidste år. Det viste sig nemlig, at gerningsmanden, Omar el-Hussein, var blevet løsladt kort tid inden angrebet. Derfor pegede pilen snart i retning af fængslerne. Politikerne råbte vagt i gevær. Noget skulle gøres, og sektionering var ét af budene.

Men når det gælder om at forstå problemets egentlige karakter, halter vi stadig bagefter. For blev Omar el-Hussein overhovedet radikaliseret i fængslet? Og hvor stort er problemet med radikalisering i de danske fængsler egentlig? Det ved vi ikke ret meget om.

Omar el-Hussein begik ganske vist terrorisme efter, at han havde været i fængsel. Men der er ikke noget, der tyder på, at han blev radikaliseret i fængslet. Det eneste, vi ved, er, at han isolerede sig og forsøgte at undgå indsatte fra det kriminelle miljø, han tidligere var en del af.

I stedet for at tro, at man kan forhindre indsatte i at interagere med hinanden, er vi nødt til at satse på nogle af de særlige redskaber, man allerede har i fængslerne. 

Manni Crone
Seniorforsker, DIIS

Efter attentatet i Krudttønden blev det endnu en gang indskærpet over for fængslerne, at de skulle indberette sager om radikalisering. Problemet er bare, at radikalisering er et ekstremt diffust fænomen, der kan være svært at identificere. Dengang havde jeg lejlighed til at tale med ansatte i Kriminalforsorgen, som var i vildrede om, hvad det egentlig var, de skulle indberette. Er man radikaliseret, hvis man nægter at lytte til musik? Er man radikaliseret, hvis man pludselig isolerer sig og begynder at bede flere gange om dagen? Det findes der ikke enkle svar på.

Said Mansour møder Stein Bagger
Hvis man sætter terrordømte og "radikaliserede" sammen, får de mulighed for at knytte venskaber, og man risikerer, at de fastholdes i deres dunkle forehavender.

Derfor er det nok en bedre ide at sprede dem - ikke helt tilfældigt, men strategisk. Hvad det nærmere indebærer, må i udgangspunktet overlades til de professionelle, der rent faktisk kender noget til situationen i fængslerne. Men en ledesnor kunne være, at de sættes sammen med indsatte, der umuligt kan være tiltrukket af en løbebane som voldelig ekstremist.

I de seneste år har vi set en tendens, hvor personer, der begår terrorisme, i stigende grad har en baggrund i voldelige bandemiljøer. Det er det fænomen, man kalder ”cross-over”. Derfor skal terrordømte næppe sættes sammen med bandemedlemmer eller personer, der er dømt for vold.

Min kollega Ann-Sophie Hemmingsen har foreslået, at radikale indsatte sættes sammen med personer, der er dømt for økonomisk kriminalitet. Altså noget i stil med ”Said Mansour møder Stein Bagger”.

Sats på fængslernes redskaber 
Derudover er der det særlige ved fængslerne, at de voldelige ekstremister er inden for rækkevidde. Man har altså mulighed for at benytte nogle af de særlige redskaber, der er til rådighed her. Der eksisterer for eksempel særlige mentorordninger i fængslerne, og netop dét at være indsat kan i visse tilfælde være en motivationsfaktor for at komme videre.

Vi kan ikke udrydde risikoen for radikalisering. Radikalisering kan forekomme såvel i fængsler som udenfor. Det er heller ikke muligt at isolere indsatte, fordi de har særlige holdninger, eller fordi de er dømt for en særlig type kriminalitet.

I stedet for at tro, at man kan forhindre indsatte i at interagere med hinanden, er vi nødt til at satse på nogle af de særlige redskaber, man allerede har i fængslerne. Der er ingen anden vej end at fortsætte det lange seje professionelle træk med at få disse mennesker på ret køl igen.