Forsker: Derfor er Frankrigs demokrati i dyb krise, uanset hvem der vinder præsidentvalget
Lav valgdeltagelse, ingen debat mellem præsidentkandidaterne og de store partier i opløsning. Det franske demokrati har det skidt, skriver adjunkt i historie Nicolai von Eggers, der i dette indlæg peger på tre årsager til krisen.
Nicolai von Eggers
Adjunkt, Historie, København UniversitetNår franskmændene går til præsidentvalg 10. og 24. april og til parlamentsvalg senere på året er der god sandsynlighed for, det bliver meget rekordlav valgdeltagelse.
Valgene i 2017 bekræftede en kraftigt nedadgående tendens. Under to-tredjedele af de stemmeberettigede satte deres kryds ved enten Emmanuel Macron eller Marine Le Pen i anden valgrunde, sammenlignet med præsidentvalgene i 90'erne og 00'erne, hvor 75-80 procent afgav en gyldig stemme, og 70'erne og 80'erne, hvor tallet lå på omkring 85 procent.
Endnu værre står det til med parlamentsvalget, hvor uhørt lave 33 procent af de stemmeberettigede satte deres kryds ved en kandidat i 2017; nede fra 52 procent og 57 procent i henholdsvis 2012 og 2007, 69 procent ved valgene i 90'erne og over 80 procent ved valgene i 70'erne.
Tallene indikerer klart, at vælgerne i lavere og lavere grad ser sig selv som en del af det franske politiske system. Hvorfor? I det følgende giver jeg et bud på tre institutionelle elementer ved det franske politiske system, som gør det særligt sårbart overfor den 'demokratiets krise', som mange forskere ser som et globalt fænomen i disse år.
-
Årsag 1: Den altoverskyggende præsident
Præsidenten fylder stort set alt i det franske politiske system. Præsidenten har vetoret over lovgivning og kan indføre lov per dekret, så de ikke skal diskuteres i Parlamentet. Præsidenten er øverste chef for militæret, styrer brugen af atomvåben og har retten til at erklære undtagelsestilstand. Præsidenten udpeger premierministeren og regeringen.
Måske vigtigst af alt så vælges præsidenten direkte af befolkningen. Siden valgloven i år 2000 er valgene indrettet således, at Nationalforsamlingen vælges få måneder efter præsidenten (og tilmed ikke proportionalt).
Resultatet af det franske systems mangler er et repræsentativt demokratisk system, der ikke fungerer
Nicolai von Eggers
Adjunkt i historie, Københavns Universitet
Præsidentkandidaterne sætter holdene til disse valg, som ofte følger resultatet fra præsidentvalget, og repræsentanter i Nationalforsamlingen skylder således deres pladser til præsidentkandidaterne. Præsidenten er således så godt som sikret at have en Nationalforsamling, der er præsidenten tro (i modsætning til eksempelvis den amerikanske kongres, der har selvstændige kandidater og midtvejsvalg).
Effekten er en politisk kultur i Frankrig, der primært handler om præsidenten og i ringe grad drejer sig om de forskellige partier og deres forskellige politiske forslag. Partiernes ordførere spiller slet ikke den prominente rolle i den offentlige debat, som vi eksempelvis kender fra Danmark. Nationalforsamlingen kan ikke indføre lov uden om Præsidenten, men Præsidenten kan godt indføre lov udenom Nationalforsamlingen (som Macron eksempelvis har gjort det med arbejdsmarkedsreformer i 2017 og pensionsreformer i 2020).
Ringe demokratisk pluralisme
Den franske politiske debat tilbyder derfor i mindre omfang end eksempelvis Danmark politikere og politiske positioner befolkningen kan spejle sig i og give befolkningen følelsen af trods alt at være repræsenteret, også selvom ens eget synspunkt ikke er dominerende.
Fransk politik tager derfor en form, hvor der er præsidenten på den ene side (som repræsentant for systemet) og alle andre på den anden. Det er præsidenten, der tager æren, når tingene går det godt, men det er også præsidenten, der er eneste ansvarlige, når tingene går dårligt. Denne tendens blev yderligere forstærket, da Emmanuel Macron valgte ikke at ville debattere med de andre præsidentkandidater i løbet af valgkampen, og enhver illusion om en kollektiv debat dermed er forsvundet.
Sammenlignet med Danmark har Frankrig derfor således en lav grad af pluralisme, mens befolkningen deler sig mellem præsidentens støtter og præsidentens kritikere. Det betyder til dels at politik i høj grad kommer til at handle om personer, til dels at den politiske samtale snævres ind til et valg mellem for og imod præsidenten. Det kan derfor være svært for folk at se sig selv i det politiske system.
-
Årsag 2: Korruption i den politiske elite
Korruption i den politiske elite er det andet institutionelle element, der har bragt det franske demokrati i krise. De to seneste borgerlige præsidenter, Jacques Chirac og Nicolas Sarkozy, er begge dømt for korruption.
Den borgerlige præsidentkandidat i 2017, François Fillon, lå til en sikker valgsejr indtil også han blev fældet af en korrruptionsskandale. Og den siddende centrum-præsident, Emmanuel Macron, er for tiden fedtet ind i den såkaldte 'McKenzie-affære', hvor statens eksplosivt stigende forbrug af konsulenter (særligt McKenzie) giver anledning til kritik, blandt andet fordi Macron-administrationen har tætte forbindelser til konsulentvirksomheden og den ødsle brug af statens midler dermed er koblet til åbenlyse interessekonflikter.
Korruptionsskandalerne i Frankrig har ikke været helt så omfattende som eksempelvis i Spanien, hvor sagerne en overgang så ud til at skulle koste landets traditionelt set største parti, Partido Popular, livet, og hvor anti-korruption blev et af de afgørende elementer i protestbevægelsen Los Indignados og den senere dannelse af venstrefløjsparitet Podemos.
Hos de nye partier tager vælgermøder ofte form af spektakulære shows, der tjener til at galvanisere præsidentkandidatens image
Nicolai von Eggers
Adjunkt i historie, Københavns Universitet
Men korruptionsskandalerne i Frankrig har været både omfattende og talrige nok til at tilliden til det etablerede politiske system efterhånden kan ligge på et meget lille sted. I den seneste opgørelse fra OECD ligger tilliden til regeringen i Frankrig på omkring 40 procent, hvilket er sammenligneligt med lande som Italien og Spanien, men langt fra lande som Tyskland, Danmark og Sverige, der ligger på mellem 65 procent og 75 procent.
De Gule Vestes protester, der spredte sig i 2018, var i den henseende symptomatiske. På det interne forum, der besluttede De Gule Vestes politiske krav, blev spørgsmål om korruption stemt ind som henholdsvis allervigtigst (forbud mod goder og ekstraindtægter af enhver art til politikere) og tredjevigtigst (100 procent rent generalieblad som ufravigeligt krav for at kunne opstille til politisk kandidatur af enhver art). De Gule Vestes protester havde opbakning fra omkring 80 procent af den franske befolkning.
-
Årsag 3: Partiernes dalende betydning
Partiernes faldende relevans er et tredje element i den demokratiske krise i Frankrig. Franskmændenes deltagelse i politik skete i efterkrigstiden i høj grad via partierne. Som i mange andre lande har medlemstallene været kraftigt dalende.
Men Frankrig har på mange måder været noget nær et to-partisystem, og det er særligt de to store partier, der er gået helt i opløsning. Socialistpartiet havde i 2008 cirka 230.000 medlemmer og i 2021 blot 22.000. UMP (forløberen for det nuværende Les Républicains) havde i 2007 cirka 370.000 medlemmer og nu cirka 150.000.
Disse partier administrerer borgmesterposter og har via valgmøder og partikongresser fungeret som kanaler, for franskmændenes politiske deltagelse på forskellige niveauer og været afgørende for, at de følte sig repræsenteret. Disse partier er ved at gå i opløsning og kan meget vel vise sig ikke at eksistere efter næste valg.
Demokrati er i Frankrig stort set reduceret til valget af præsident hver femte år
Nicolai von Eggers
Adjunkt i historie, Københavns Universitet
De nye partier har selvfølgelig optaget en del af disse medlemmer. Men her tager vælgermøder ofte form af spektakulære shows, der tjener til at galvanisere præsidentkandidatens image snarere end at give rum for en egentlig intern politisk debat.
De Gule Veste var her igen symptomatisk. Frustrerede franskmand meldte sig ikke ind i partierne eller skrev til deres lokale repræsentant. De havde ingen tillid til systemet og kunne ikke spejle sig i det. I stedet gik de på gaderne og besatte rundkørsler med krav om at lovforslag kunne fremsættes som borgerforslag og ville kunne blive til lov ved folkeafstemning – altså indførslen af et element af direkte demokrati, som ville gå udenom at det etablerede politiske system. Dette krav blev stemt ind som næst-vigtigst blandt De Gule Veste.
Frankrigs demokrati er i stykker
Resultatet af det franske systems mangler er et repræsentativt demokratisk system, der ikke fungerer. Demokrati er i Frankrig stort set reduceret til valget af præsident hver femte år, og manglen på proportionalitet, pluralisme og velfungerende partier gør, at folk ikke føler sig repræsenteret (hvilket blandt andet viser sig i den lave og faldende stemmedeltagelse og øgede mængde af blanke stemmer).
Frankrig har brug for en valgreform, hvis ikke den politiske krise skal forværres. Macron lagde op til valget i 2017 op til en sådan reform, der skulle indføre mere proportionalitet, og han har gjort noget lignende op til det nuværende valg. Hans manglende evne til at gøre noget ved det – på trods af præsidentposten og flertal i Nationalforsamlingen – hjælper dog ikke at skabe mere tillid til systemet.
Venstrefjøjskandidaten Jean-Luc Mélenchon går endnu længere, og har længe arbejdet for en ny forfatning, der skal udformes og vedtages demokratisk, og som skal åbne op for mere borgerinddragelse og direkte deltagelse i det franske politiske system. Kandidaten fra den alleryderste højrefløj, Éric Zemmour, lægger derimod op til at beholde forfatningen og den stærke præsident, men at indføre mere lovgivning via folkeafstemninger.
Uanset hvordan man ser det, er det repræsentative demokrati i Frankrig i krise. Det virker ikke, som det gjorde i forrige årtusind, og det har kraftigt dalende opbakning fra befolkningen. Det er også naivt at tro, at det gamle system med de stærke partier er en reel løsning.
Spørgsmålet er blot om Frankrig går i en mere autoritær retning med en stærkere og stærkere præsident, eller om man går en anden vej med en centristisk model à la Macron, der 'nøjes' med mere proportionalitet, eller en socialistisk model, der demokratiserer flere aspekter af det franske samfund.