Kommentar af 
Jonas Parello-Plesner

Anklager om forræderi truede Macrons genvalg. Men så invaderede Putin Ukraine

Emmanuel Macron var i politisk modvind før præsidentvalget i Frankrig. Men Putins krig i Ukraine har givet Macron mulighed for at indtage rollen som statsmand og for at distancere sig fra sine to højreorienterede modkandidater, skriver Jonas Parello-Plesner.

Alt peger på at Macron får fem år mere til at vise, om han varigt kan ændre det franske politiske landskab, skriver Jonas Parello-Plesner.
Alt peger på at Macron får fem år mere til at vise, om han varigt kan ændre det franske politiske landskab, skriver Jonas Parello-Plesner.Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Jonas Parello-Plesner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Præsident Macron sendte i fredags sit brev til de franske borgere om, at han genopstiller til det franske præsidentvalg. Alt peger på en valgsejr til Macron ved de to runders præsidentvalg i april og dermed et nyt 'quinquennat'; det vil sige en periode på 5 år mere.

Putins krig i Ukraine giver Macron en statsmandsrolle på den internationale scene. Selvom krigen trækker tid fra Macron til at føre valgkamp, er den alvorlige situation forventeligt en valgmæssig fordel.

Hans kontante håndtering af Putin distancerer ham også fra de to højrefløjskandidater Marine le Pen og Eric Zemmour, som begge er i gang med at rulle tungen tilbage på tidligere lovprisende udsagn om Putin.

Som optakt til præsidentvalget var der ellers også udkommet en meget kritisk bog om den politiske komet Macron skrevet af to af Frankrigs renommerede politiske journalister fra avisen Le Monde; Gérard Davet og Fabrice Lhomme. Bogen er på over 600 sider og ikke oversat til dansk, så skribenten tillader sig blot at gengive – og gendrive - nogle af hovedargumenter.

Er Macron en forræder? Ja, konkluderer bogen

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Titlen er ganske filosofisk fransk, "Forræderen og intetheden" og er et ordspil på en bogtitel af Sartre. Da også selv franske forlag skal sælge bøger, er der tilføjet en rød ekstra tekst på bogen, som udbasuner, at læseren holder Macron-kulegravningen i hænderne.

Bogens reportagemæssige styrker baserer sig på en meget stor række interviews med nøgleaktører som tidligere præsident Hollande og premierminister Valls – begge i sagens natur ikke de store Macron-fans. De er den gamle socialistparti-garde, som fik hevet tæppet væk under sig af Macron.

Er Macron en forræder? Ja, konkluderer bogen underbygget af dens interviews og titel. Nej, ville denne skribent konkludere. Ambitiøs, politisk fornyer er mere betegnende.

Som bevis fremhæver bogen, at Macron, allerede imens han arbejdede for præsident Hollande, rumlede med sit eget kandidatur i maven. Hollande endte som bekendt, og ganske usædvanligt i fransk politik, med ikke at genopstille ved valget i 2017.

Det flyder over i en mere generel kritik i bogen af, at Macron aldrig var ægte venstreorienteret, men i stedet udelukkende en politisk opportunist.

Læs også

En alternativ læsning er, at se Macron som den fremsynede der, i alt det politiske virvar, så at den franske befolkning var træt af det binære højre-venstre skisma og klar til et alternativ midt-i-mellem. Den overraskende valgsejr i 2017, der sendte ham ind i præsidentembedet som den yngste i den femte republiks historie understregede, at han havde set rigtigt.

Bogen gennemgår også de seneste års kriser som de gule veste, hvor Macron fremstilles som ude af kontakt med det folkelige Frankrig og coronakrisen, hvor Macron beskrives som magtfuldkommen og en leder, der i stigende grad træffer beslutninger udenom sundhedsfaglige anbefalinger.

Sikkert rigtigt i nogle af eksemplerne, men at besidde magten i krisesituationer er at træffe beslutningerne- også selvom nogle kan kritiseres i bagklogskabens lys. Og den kritik tager Macron også selv på sig.

Fænomenet Macron er et politisk one-man show

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

I sit valgbrev til de franske vælgere skriver han, at han og det franske folk har gået fra krise til krise sammen, men også at alt ikke er lykkedes i hans fem år ved magten; 'nous n'avons pas tout réussi'.

Bogen har dog en pointe i, om fænomenet Macron er et politisk one-man show. Macrons parti 'En Marche', forkortet EM ligesom hovedpersonens egne forbogstaver, har været igennem flere politiske valgskuffelser både lokalt og til Europa-Parlamentet.

En samlet politisk forankring som parti med et klart sæt holdninger har været svær at få etableret. Måske netop fordi Macron som præsident har rakt ud både til højre- og venstrefløjspolitikere for løbende at fylde sit ministerhold. Ministrenes loyalitet er derfor gået direkte til præsidenten og ikke igennem en velopbygget partistruktur.

Dermed stiller journalisterne nok bogens mest skarpe spørgsmål: Kan Macron efterlade sig et fungerende politisk parti og en ideologisk 'macronisme', eller forbliver hans egen person den eneste politiske vare på hylden?

Alt peger dog på, at Macron får fem år mere til at vise, om han varigt kan ændre det franske politiske landskab. Det bliver derfor formentlig også Macron, som skal være med til at lede Europa i et effektivt langsigtet svar til Putins udfordring af den europæiske orden.

Alternativerne med de Putin-positive kandidater Zemmour og Le Pen ville være dårligt nyt for det europæiske sammenhold.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

Jonas Parello-Plesner

Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Rasmussen Global, non-resident Senior Fellow, German Marshall Fund, sikkerhedspolitisk kommentator, Altinget og Berlingske
ecole nationale d’administration (ENA 2004), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2000), master of science (London School of Economics 1999)

0:000:00