Forsker: En lov for kulturhuse risikerer at mindske husenes særpræg

Af Louise Ejgod Hansen
Forskningsleder ved Center for Kulturevaluering, Aarhus Universitet, og seniorforsker i Deltag

I den kulturpolitiske debat har forskellen mellem land og by fyldt utroligt meget i de senere år. Det har været en sikker vindersag for enhver kulturpolitiker at tale for lige adgang til kultur i hele landet.

Rapporten Kulturhuse i Danmark – et kvantitativt studie af et mangfoldigt felt anslår, at der er omkring 400 kulturhuse spredt rundt i hele landet. Hermed er kulturhusene en vigtig brik i at sikre alle borgere adgang til kulturaktiviteter, hvor de bor.

Ikke desto mindre viser rapporten, der er en del af forsknings- og udviklingsprojektet Deltag, en række geografiske skævheder.

Geografiske forskelle
Regionalt er der helt overordnet en øst-vest-skillelinje, især mellem Region Hovedstaden og Region Nordjylland og Region Syddanmark, mens billedet er lidt mere blandet i Region Midtjylland og Region Sjælland.

Nordjylland og Syddanmark skiller sig ud ved, at kulturhusene her i højere grad er afhængige af frivillige. I Region Hovedstaden er der større andel kommunale institutioner, og de ansatte arrangerer i højere grad kulturaktiviteterne. Samtidig er husene i Region Hovedstaden og Region Sjælland bedre til at prioritere en bredt sammensat målgruppe.

En national ordning for kulturhuse vil let kunne bidrage til en opdeling i et a-hold af statsanerkendte kulturhuse og et b-hold af rent lokalt støttede kulturhuse.

Louise Ejgod Hansen
Forskningsleder ved Center for Kulturevaluering, Aarhus Universitet, og seniorforsker i DELTAG

Også når det gælder kommunens størrelse, er der væsentlige forskelle. I de små kommuner er der flest huse uden lønnede ansatte, foreninger står for en større andel af aktiviteterne og husene er mindre afhængige af kommunal støtte. Også i de mellemsmå kommuner har kulturhusene et lavere antal ansatte.

Til sammenligning er der flere kommunale og selvejende institutioner i de mellemstore og store kommuner. I disse kommuner når kulturhusene i højere grad ud til både børn og unge.

Der er også forskel på kulturhusene alt efter, hvilket geografisk område de dækker. De kulturhuse, der dækker en hel kommune, har flest professionelle årsværk, de har flere forskellige aktiviteter og brugerne kommer i højere grad for at opleve andres kunst i disse huse.

Flere af disse huse stiller deres faciliteter gratis til rådighed, hvilket også afspejler sig i, at disse huse i højeste grad er afhængig af kommunale midler.

I modsætning hertil er en større del af de kulturhuse, der dækker en landsby eller et landområde, afhængig af egenindtægter, og her er flere foreningsdrevne huse med et relativt lavt besøgstal.

Et kulturpolitisk dilemma
De geografiske forskelle, vores undersøgelse dokumenterer, peger på et kulturpolitisk dilemma. De kulturhuse, der netop er med til at sikre borgere i hele landet adgang til at opleve andres kunst og til selv at være kulturelt udøvende, er uens.

Det skyldes helt givet, at kulturhusene er et kommunalt ansvar. Staten bidrager ikke økonomisk, og der er heller ingen national lovgivning på området.

Den politiske decentralisering af kulturhusene har betydet en stor mangfoldighed: Kulturhusene rummer mange forskellige aktiviteter og er organiseret på meget forskellig vis. Styrken herved er, at kulturhuset bliver en del af en lokal kulturgeografi. Er der stor interesse for håndarbejde, kan der lægges vægt på det, er der mange frivillige, der ønsker at få medindflydelse, kan det ske.

Men samtidig forstærker det nogle geografiske forskelle, der i øvrigt kendetegner vores kulturlandskab. Der er et bredere udbud i de store byer, der er mere overladt til frivilligheden i landområderne og i de regioner, der ikke rummer landets allerstørste byer.