Debat

Forskningschef: Beskæftigelsessystemet skal hjælpe flygtninge og indvandrere fra dag et

DEBAT: Der er en tendens til at tale flygtninge ned. Det smitter, og det reducerer flygtninges tro på sig selv, men også systemets forventninger til gruppen, skriver Charlotte Liebak Hansen.

Det kræver investeringer i mennesker, indsatser og fagprofessionelle, hvis flere flygtninge og indvandrere skal i job, lyder det fra Charlotte Liebak Hansen.<br> — Det kræver investeringer i mennesker, indsatser og fagprofessionelle, hvis flere flygtninge og indvandrere skal i job, lyder det fra Charlotte Liebak Hansen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Charlotte Liebak Hansen

Projekt- og forskningschef i Væksthuset

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis vi kan lykkedes med at skabe kloge, meningsfulde og virkningsfulde paletter af indsatser for flygtninge og indvandrere, så kan disse mennesker for alvor være med til at skabe værdi.

Forslaget fra regeringen er, at flygtninge og indvandrere fremover skal have 37 timers aktivering om ugen. Men lige præcis det instrument er på ingen måde en garanti for, at gruppen kommer i job, eller at beskæftigelsesfrekvensen generelt stiger.

Der er god grund til at sætte værktøjskassen og indsatser under lup. Noget tyder på, at de tiltag, der er for nytilkomne, har fat i noget af det rigtige. Her har vi set, at den andel af flygtninge, der er i job et år efter tilkendelse af asyl, er mangedoblet på fire år.

Vi kender dog stadig ikke langtidseffekterne heraf. Men der er også en gruppe, der har været lang tid på offentlig forsørgelse, som ikke er lykkedes med at komme i mål.

Temadebat: Større krav til indvandrere på offentlig forsørgelse?

Nytilkomne og indvandrere med et stort integrationsbehov, der er på integrationsydelse eller kontanthjælp, skal deltage i 37 timers aktivering om ugen, hvis det ikke skal gå udover pengepungen.

Det mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og integrationsminister Matias Tesfaye (S).Konkret foreslår regeringen, at indvandrere skal deltage i enten praktik, nyttejobs eller kurser på fuld tid. Ellers ryger ydelsen.

Ifølge regeringen skal Folketingets partier forholde sig til en ny model inden sommerferien. Ambitionen er at få flere nytilkomne og indvandrere med stort integrationsbehov i job. I dag står hver tredje indvandrer med ikke-vestlig baggrund nemlig udenfor arbejdsmarkedet.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Vil et nyt 37-timerskrav løse problemet? Hvorfor skal reglerne ikke gælde for alle uanset oprindelse? Hvordan får vi flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet? Er det overhovedet realistisk at sikre 37 timers aktivering til alle på et arbejdsmarked, der i forvejen er hårdt presset af corona-krisen? Og hvordan hænger strammere krav til ledige indvandrere sammen med regeringen og støttepartiernes fælles ambition om at gøre livet på kontanthjælp mindre presset for børnefamilier?

Panelet består af:Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister

Victoria Velasquez (EL), beskæftigelsesordfører

Lars Boje Mathiesen (NB), beskæftigelsesordfører

Bent Bøgsted (DF), beskæftigelsesordfører

Sikandar Siddique (FG), partileder

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), borgmester for Integration og Beskæftigelse i Københavns Kommune

Rasmus Brygger, Danmarks Videnscenter for Integration

Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder i Rockwoolfonden

Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Iben Bolvig, VIVE

Charlotte Liebak Hansen, forskningschef i Væksthusets Forskningscenter

Søren Heissel, forbundssekretær i 3F

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Lave forventninger
Forskning fra Beskæftigelses Indikator Projektet viser os interessante resultater for de flygtninge og indvandrere, der har været i længere tid i landet. Beskæftigelseseffekterne er lavere end for kontanthjælpsmodtagere med dansk baggrund.

Langt størstedelen er ufaglærte. Gruppen har udfordringer, hvad angår viden om muligheder på arbejdsmarkedet, hvor de kan passe ind samt lav tiltro til, at de har de rette kompetencer. Og sagsbehandlerne har ligeledes mindre tro på, at denne gruppe kan komme i job.

De har lave forventninger til målgruppen. Det er bemærkelsesværdigt, at gruppen i noget mindre omfang får virksomhedsrettet aktivering. Der er helt klart plads til forbedring her.

Trappestigetænkningen virker ikke
Det, der virker allerbedst, for mennesker, der har været længere tid på offentlig forsørgelse og har en lang række udfordringer, er kombinerede samordnede indsatser. Det kan for eksempel være danskkurser, opkvalificering af almene og faglige kvalifikationer samt virksomhedsrettet indsats.

Har borgeren også helbreds- eller sociale udfordringer bør tiltag i forhold til dette også indgå i indsatskombinationen. Det afgørende er, at der skal arbejdes med flere ting på en gang. Trappestigetænkningen virker ikke.

Den gode nyhed er, at det faktisk slet ikke er nødvendigt at sætte 37 timers ugentlig aktivering i værk, hvis flygtninge skal i arbejde. Det er faktisk vigtigere, at sproglig og faglig opkvalificering samtænkes med en målrettet og meningsfuld virksomhedsindsats på områder, hvor der rent faktisk er efterspørgsel efter arbejdskraft.

Der sker ikke noget, hvis systemet knap nok løfter en finger og tror, at det kan komme gratis til resultaterne
Charlotte Liebak Hansen
Projekt- og forskningschef i Væksthuset

Forlænge tiden på offentlig forsørgelse
Der er (mindst) fire virksomme ingredienser, der spiller ind på, om indsatser får den forventede effekt. Mening, sammenhæng, fremdrift og høje forventninger.

Den indsats, som borgeren skal deltage i, skal give mening for vedkommende. Man skal forstå, hvad formålet er, og man skal kunne se, på hvilken måde indsatsen kan gavne ens beskæftigelsessituation.

Indsatser skal tilrettelægges, så de spiller sammen og arbejder efter fælles mål. Det nytter ikke, at en opkvalificerings- og virksomhedsrettet indsats ikke er afstemt med for eksempel en helbredsrettet indsats.

Der skal holdes øje med, om indsatserne har den forventede effekt. Hvis der ikke er fremdrift, så er det det forkerte, der er sat i værk, og en fortsættelse vil bare gøre vejen endnu længere og forlænge tiden på offentlig forsørgelse.

En afgørende ingrediens er ikke mindst sagsbehandlernes forventninger til målgruppen. Det har en selvstændig effekt på beskæftigelseseffekterne, at de professionelle ser potentialet og mulighederne i målgruppen.

Ny retorik
På den helt store klinge er det virkningsløst, hvis 37 timers kravet ender i nyttejobs, aktiveringsmøller og rituel evighedsaktivering i virksomhedspraktik – sidstnævnte er selv virksomhederne ikke interesserede i. Det kræver investering – investering i mennesker, investering i indsatser og fagprofessionelle og investering i at få tingene til at spille sammen.

Regeringen taler om, at logikken skal vendes på hovedet. Det er snarere retorikken, der skal vendes på hovedet. Der er en tendens til at tale flygtninge ned. Det smitter. Det reducerer flygtninges tro på sig selv, men også systemets forventninger til gruppen.

Vi kan prøve at bruge den retorik om flygtninge, som har været brugt i flere af indlæggene i denne temadebat, men rette pilen den modsatte vej. Så ville det lyde: Beskæftigelsessystemet skal mødes med en klar forventning om, at det aktivt skal bidrage til at hjælpe mennesker i job.

Der sker ikke noget, hvis systemet knap nok løfter en finger og tror, at det kan komme gratis til resultaterne. Er systemet lidt pjækkesyg nogle dage, så tikker resultaterne ikke ind. Systemet skal bidrage fra dag ét.

Politik har aldrig været vigtigere