Forskningschef: Medieansvarsloven kan ikke følge med digitaliseringen

Af Vibeke Borberg
Forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Medieansvarsloven trådte i kraft i 1992 på et tidspunkt, hvor medierne hovedsagelig bestod af trykte aviser og tidsskrifter samt radio og tv. Ingen havde forestillet sig, hvilken betydning internettet og den teknologiske udvikling ville få.

Vibeke Borberg
Forskningschef i medieret, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Medieansvarsloven trænger til en modernisering, og jeg vil derfor opfordre politikerne til at nedsætte en kommission, som kan komme med et forslag til en revision af loven.

Dette arbejde bør igangsættes snarest, for medieansvarsloven er allerede forældet. Især er den ude af stand til at adressere de retlige problemer og behov, som opstår, når nyhedsformidlingen og den offentlige debat i stadig stigende grad foregår på digitale og sociale medier.

Fra en tid med trykte aviser
Medieansvarsloven trådte i kraft i 1992 på et tidspunkt, hvor medierne hovedsagelig bestod af trykte aviser og tidsskrifter samt radio og tv. Ingen havde forestillet sig, hvilken betydning internettet og den teknologiske udvikling ville få for fremvæksten af nye medier og formidlingsplatforme. Eller at den traditionelle massekommunikation ville udvikle sig til et globalt debatforum, hvor formidlingen af nyheder og information i høj grad er præget af enkeltpersoners, organisationers og digitale specialmediers aktive deltagelse.

Det betyder, at de præmisser, som medieansvarsloven er bygget på, ikke længere holder. Det giver på centrale områder en paradoksal og uholdbar retstilstand, som her er nogle eksempler på:

Mens skolebladet på tryk og det husstandsomdelte nyhedsbrev fra menighedsrådet automatisk er omfattet af loven, skal populære netaviser og blogs med ubegrænset udbredelse frivilligt tilmelde sig for at blive omfattet.

Konsekvensen er blandt andet, at der kan klages til Pressenævnet, hvis indholdet i skolebladet og menighedsrådets nyhedsbrev er i strid med god presseskik, mens dette ikke er tilfældet for netavisen og bloggen, med mindre de har tilmeldt sig.

Problematisk tilmeldingsordning
Tilmeldingsordningen er i sig selv problematisk. Dels fordi der ikke foretages nogen obligatorisk prøvelse af, om et medie, der har tilmeldt sig, faktisk opfylder betingelserne for at være omfattet af loven og nyde de fordele, det giver.

Dels fordi der er den uhensigtsmæssige sammenhæng med loven om massemediers informationsdatabaser, at hvis et medie anmelder sin webportal til Pressenævnet efter begge love, har tilmeldingen til sidstnævnte forrang. I så fald er mediet trods tilmelding ikke omfattet af medieansvarsloven og dermed heller ikke af mange af de fordele og forpligtelser, som loven giver. Det gælder for eksempel dr.dk og b.dk, som har tilmeldt sig efter begge love.

En af fordelene ved at være omfattet af medieansvarsloven er, at de grundlæggende rettigheder, som medierne nyder, i mange tilfælde afhænger af, om mediet er omfattet af loven.

Det gælder for eksempel kildebeskyttelsen og retten til at kære kendelser om navneforbud og dørlukning i straffesager. Danske domstole har hidtil været utilbøjelige til at udstrække beskyttelsen til medier, som ikke er omfattet af loven, men som efter deres karakter og aktiviteter burde nyde samme rettigheder som traditionelle medier.

Det betyder, at websites og facebook-sider, der er tilmeldt medieansvarsloven uden reelt at opfylde betingelserne for at være omfattet, kan påberåbe sig kildebeskyttelse, mens dette ikke gælder digitale medier, der faktisk spiller en rolle som public watchdogs, men ikke har tilmeldt sig medieansvarsloven.

Pressenævnet til eftersyn
Desuden er der grund til at give medieansvarslovens regler om Pressenævnets virksomhed et eftersyn. F.eks. har Pressenævnet kun én gang benyttet muligheden for at tage en sag op af egen drift, selvom der har været alvorlige sager, hvor ingen har klaget.

Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det også overvejes, om det fortsat skal være klageren, der bærer risikoen for bevisusikkerhed om faktum, eller om det ikke snarere burde være mediet, som er nærmest til at sikre bevis for sin fremgangsmåde.

En revision af medieansvarsloven vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og den tiltrængte modernisering kan derfor ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.